– Jeg bliver altså ked af det, når du siger sådan der…
Sådan overhørte jeg en dag en lille veninde sige til min datter. De var ikke så gamle, og deres alder taget i betragtning var de ved at lære at begå sig socialt, samtidig med de var nye veninder, der var ved at lære hinanden at kende.
Jeg blev så imponeret over den lille piges ord, at jeg (som den irriterende mor med de lange ører) var nødt til at gå ind og rose hende for at udtrykke sig så fint og ærligt. (Samtidig med jeg sendte hendes forældre en anerkendende tanke).
Det hedder sårbarhed. Og hold da op hvor er vi mange, der godt kunne lære noget af det. Og hvor er vi mange, der higer efter at være det, vil jeg mene.
For når vi er sårbare, er vi helt hudløse og ægte – og tro mod os selv.
Hvor gad jeg godt være det. Jeg tror simpelthen, det ville ændre mit liv radikalt, hvis jeg kunne finde ud af at være sårbar frem for at lukke af, blive hård, vred, brokke mig, være “stærk”, eller hvad min facade nu ellers kan være.
Og med den facade får jeg jo slet ikke den reaktion fra omverdenen, som jeg egentlig ønsker mig…
Sårbarhed er lig med ægthed
Faktisk tror jeg mange af os vil påstå, at vi er tro mod os selv – fordi vi virkelig tror på vores facade. Vi har haft den så længe, at den er blevet, den vi er. I hvert fald den vi tror, vi er… (for at undgå at blive såret, tabe ansigt, eller bare for at udstråle at vi har styr på det hele).
Hvor går vi uden tvivl glip af mange fine ting og mange store følelsesmæssige oplevelser og megen ægthed, når vi lukker af for vores sårbarhed.
Og hvor jeg tror, vi ville blive mødt positivt, hvis vi var sårbare. Vi ville da umuligt kunne blive mødt med angreb og bebrejdelser…
Og bliver det egentlig ikke også svært at knuse os lige der, fordi vi faktisk er enormt stærke, når vi tør vise, hvem vi virkelig er…
Sårbarhed er det nye sort – hos mig
Jeg har en lille bog på 365 sider. På første side står der 1. januar, og hver dag hele året byder den på et nyt klogt budskab. Jeg fandt den i et antikvariat for 25 år siden, og jeg elsker den!
“Tanker i lyset” af Shakti Gawain.
Jeg har altid kun brugt bogen intuitivt.
Jeg “føler” mig frem til, hvilken side jeg skal slå op på, for at få det budskab jeg har brug for den dag.
Og I magter ikke at høre, hvor hokus-pokus det er, men hver gang har jeg fået et svar, der var præcis, det jeg trængte til – og det er altså ikke fordi jeg er naiv…!
Men i respekt for den magi, jeg synes bogen har for mig, har jeg aldrig læst i den på almindelig vis, og derfor ved jeg ikke meget om, hvad der står på de forskellige sider,
Men i går aftes gjorde jeg så alligevel det, jeg ellers havde forsvoret, jeg aldrig ville gøre…
Jeg blev simpelthen ramt af nysgerrighed på, hvad bogen skriver på min fødselsdag den 19. maj.
Så helt bevidst slog jeg op på den dato… og tænk engang; det var skræmmende, som jeg blev ramt!
Jeg tror simpelthen, det var mit livs-budskab, der stod der. Elleve små linjer om:
Sårbarhed.
De sidste linjer lød således: “Det kan være foruroligende at blotlægge sine sande følelser, men det skaber den åbenhed, det fællesskab og den inderlighed, vi længes efter”.
Jeg vil så gerne turde…
Og nu skriver jeg så om det – ganske ophøjet over at have besluttet, at jeg vil prøve at gå all in på sårbarhed.
Det bliver nok både svært, pinligt, grænseoverskridende… – men hvor vil jeg gerne turde! Jeg tror simpelthen, vi alle ville få en helt anden oplevelse i verden, hvis vi turde…
Jeg skrev forleden om selvkærlighed. Nu er jeg slet ikke i tvivl om, at den ypperste form for selvkærlighed må være at vise sårbarhed. For med sårbarheden bliver vi tro mod os selv, og det er selvkærligt.
Og det er lige der i sårbarheden, vi bliver ægte. Og hvis vi ikke er ægte, hvordan skal vi så kunne opnå den ægte og oprigtige lykke og glæde – i både job, kærlighed, venskaber og familieliv. (Jvf. det jeg skriver om i mit interview med Dea Kudibal).
Jeg ønsker for min datters gode veninde, at hun vil være lige så dygtig til at være sårbar, når hun bliver voksen. Jeg ønsker det for os alle.
Tænk hvis de store verdensledere også turde prøve – i stedet for altid at spille med musklerne. Sjov tanke!
Skulle vi prøve at øve os?
Og prøve at give vores børn den gave det er at lære det… ved altid at anerkende deres følelser. Positive som negative!
Og iøvrigt lære dem at sige undskyld – som måske var det, min datter skulle have sagt i situationen, og som jo også er sårbart at kunne sige…
(Jeg hører meget gerne fra jer – længere nede på siden – hvis I tør afsløre, hvordan I har det med at vise sårbarhed)
