Om mig:
Mit navn er Hanne Rask, jeg er 49 år, og i næsten 20 år har jeg været journalist.
I efteråret 2017 sagde jeg mit mangeårige job på BILLED-BLADET op. Fordi jeg trængte, og fordi jeg mente, der måtte være andet, jeg også skulle nå at prøve i mit liv!
Efterfølgende opstod ideen om at starte en blog. Og ideen kom på fascinerende vis ud af den blå luft, hvilket du kan læse mere om her.
Men lang historie kort; Here we are…!
Blogger!
Jeg skal lige lære at sige det. Og at være det…!
“Det bliver pinligt”
-Jamen er det ikke lidt som at have en Youtube-kanal…, spurgte min 9-årige, (der siden er blevet ti) da jeg bekendtgjorde min nye (og for alle incl. mig selv) overraskende beslutning.
-Er du gal, hvor bliver det pinligt, supplerede min 11-årige, (der siden er blevet tolv). Du kan få alle de fedeste jobs, og så vil du være blogger…?! (Tak, skat.)
De er begge piger.
Min søn på 21, gryntede sådan lidt overbærende og med løftede øjenbryn: ”Okay…??!”
De syntes alle tre, jeg havde verdens bedste job som journalist, studievært og TV-redaktør på BILLED-BLADET.
Det havde jeg også.
I præcis 17 ½ år!
Men er det så ikke også nok? Nu har jeg sagt farvel og tusind tak. Til daglig latter med skønne kolleger, kongelige oplevelser, god løn, pensionsordning, personalegoder….
For at sidde hjemme og skrive på min blog…!
Men dog om det, der interesserer mig og inspirerer mig. Og hvem ved, måske er det ret livgivende i sig selv…?!
Vil du ændre dit liv…?
Hvad min blog generelt handler om, kan du læse i Velkommen til Raskeriet, men mit udgangspunktet for det hele var, at jeg startede et liv uden arbejde, og hvad skulle der så ske?
Kan det være, du også går med drømmen om at foretage et skift i dit liv, så kan du med fordel følge med her i Raskeriet, hvor jeg vil dele ud af egne erfaringer på godt og ondt. Og iøvrigt få kendte danskere til at bidrage med deres.
Jeg kan godt afsløre, at alt det nye har været lidt af en omvæltning for mig at starte “et nyt liv”, hvilket du kan læse om ved at klikke på disse indlæg: Ledighedsstress, Hvorfor er jeg stadig ked af det, og Jeg tager mig sammen – når jeg gider.
Og hvordan det kom dertil, at jeg overhovedet tog springet, ja, det kan du blive en lille smule klogere på i Jeg fik et tegn, og også under ”Min (korte) historie” herunder.
Den håber jeg rigtig meget, du har lyst til at bruge et par minutter på, inden du (forhåbentlig) fortsætter din tur rundt her i Raskeriet☺.
Min (korte) historie
Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Så alt du skal vide her er blot følgende:
– Jeg bor i et dejligt hus ikke så langt fra Amager Strand.
– Her bor også min mand (som jeg kalder ham, selv om vi ikke er gift).
– Han er far til mine to piger på 10 og 12 år. (De bor her også!)
– I kælderen bor min 21-årige søn, der er fra et tidligere forhold. Han har boet hos os på fuld tid de sidste fem år – og må godt blive lidt endnu…
– Min mand har en 16-årig søn fra et tidligere forhold, der er hos os on/off.
– Og så har vi vores skønne hund, en eurasier, der er forholdsvis ny i familien.
– Jeg har et par lykkelige forældre, der har fejret guldbryllup.
– To yngre søskende (en af hvert køn – og begge godt gift).
– Og så er jeg ud af en ganske stor familie – fuldstændig uden skilsmisser (ud over hvad jeg har stået for henad vejen…). Langt de fleste har mødt hinanden i en tidlig alder! Det er mig en evig gåde, hvordan det er muligt. (Jeg har overvejet at interviewe dem alle og skrive en bog om det.)
Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor?
Nå, men i mange år anede jeg ikke, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. På en måde ved jeg det stadig ikke, og selv om jeg står midt i livet, har jeg en forventning om, at meget stadig kan nå at ske…
Men altså i en alder af 25 mente jeg, det var på tide at ”komme i gang med noget”. Over årene havde jeg leget med tanken om at læse dansk eller psykologi, men endte med at tage en læreruddannelse – og var glad for det – velvidende at det nok ikke var det, jeg skulle være!
Inden da brugte jeg et par år på at rejse jorden rundt. Jeg var på højskole. Lavede lokalradio. Blev student og havde fra en tidlig alder cirka alle de obligatoriske ungdomsjobs, der findes.
Så faldt ti-øren
Men altså; Da jeg afsluttede min læreruddannelse, vidste jeg endelig, hvad jeg ville!
Dagen efter min sidste eksamen begyndte jeg at skrive. Og efter kort tid havde jeg en glimrende freelance-forretning kørende som skribent på månedsmagasinet IN, på Vi Unge og det nu hedengangne KIG IND.
Efter et par år som freelancer lagde jeg billet ind hos BILLED-BLADET, der søgte en uddannet journalist. Det var jeg ikke, men fik jobbet. Og bum, så gik der 17 ½ år…
Jeg ved oprigtigt talt ikke, hvor de blev af…
Da jeg stoppede i efteråret 2017, anede jeg (igen) ikke, hvad jeg skulle. Det var ikke fordi, jeg var ked af mit arbejde. Jeg vidste bare, at hvis jeg blev, var der en overhængende fare for, jeg ville blive lige til min pension om 18 år, og så ville jeg have været på samme arbejdsplads i 36 år. Seks-og-tredive…!!!
Det var altså ikke sådan, jeg havde set mit liv for mig…
Så står jeg her igen…
Så nu har jeg taget springet ud i intetheden.
Måske skal jeg igen ændre kurs? Læse noget? Være freelancejournalist. Eller på anden vis få formet et nyt arbejdsliv.
Lige nu har første skridt vist sig at hedde Raskeriet. Min blog, der på forunderlig vis blev skabt på baggrund af et tegn, jeg fik oppefra!
Hvis du tror på den slags – og det håber, jeg du gør – så er du nødt til at læse mit første blog-indlæg her. Der får du historien om, hvordan universet pludselig havde et budskab til mig! Og det er rigtigt!!
Jeg fik et tegn
Og så lige en afsluttende indrømmelse:
Jeg har hidtil ikke rigtigt kendt til det der blogunivers, men som journalist har jeg mødt en del bloggere ude i det virkelige liv, og de er altid enten unge, pæne, har været med i Paradise Hotel, er lige blevet mødre, eller kan noget fantastisk.
Der kan jeg ikke helt være med…
Så selvfølgelig har jeg overvejet, om nogen overhovedet gider besøge Raskeriet, når jeg på en måde er lidt gammel, og min blog ikke just er præget af mode, mad, skønhed og babyer…??
Efter i årevis at have skrevet om andre mennesker, må jeg også erkende, at det er vældig grænseoverskridende for mig at skrive om mig selv…
– Så alt i alt er det nok en rigtig dårlig idé at blive blogger, tænker du…?!
I know, men jeg fik et tegn. Og den slags skal man lytte til. Så nu gør jeg det!
Og sandheden er, at jeg glæder mig. Det er allerede sjovt.
TAK af hjertet, hvis du er nået hertil, og jeg bliver lykkelig, hvis du vil være med fremadrettet, og ikke mindst har lyst til at blande dig, like og dele, hvis du kan lide, hvad her foregår.
Jeg takker inderligt på forhånd – og glæder mig til vi forhåbentlig skal følges ad…☺!
