Altså det der med tegn! Eller vi kan også kalde dem svar …
Jeg er blevet beriget med en del af dem på det sidste. Jeg har bedt om dem, og så er de kommet til mig!
Det er ret vildt, og jeg tænker, om det virkelig er så nemt…?
Der er noget, der tyder på det…
Altså hvis bare man også husker at opdage de “svar”, man så får.
Jeg fik et ret skønt tegn/svar, få dage før min blog gik i luften, og jeg var lige ved at overse det…
Jeg havde spurgt en veninde, om hun ville kaste et blik på min blog, inden den gik i luften.
Jeg var nemlig i tvivl om alt!
Efter i måneder at have brugt tid på at overveje mit blogunivers og bygge det op, skrive de første indlæg osv. havde jeg fået stirret mig blind på det.
Jeg overvejede jævnligt at starte forfra og skrive det hele om. Give det en anden form. Der var så mange muligheder, og alle overvejelserne ved at drive mig til vanvid…
Jeg havde tænkt på at spørge ti forskellige mennesker, om de ville læse og give mig feedback, inden jeg gik i luften, men omvendt tænkte jeg, jeg ville få ti forskellige meninger retur, og det orkede jeg ærlig talt ikke…
Så jeg valgte en enkel veninde, som jeg dels tænkte ikke helt var målgruppen, og som jeg samtidig vidste ville være kritisk på den konstruktive og ikke mindst ærlige måde. Det ville være fint at få hendes øjne på.
Så en aften åbner jeg bloggen for en kort bemærkning, så hun kan komme ind at læse (hjemme fra sig selv), og jeg lukker den igen senere.
Selv er jeg i Stockholm og føler mig på behørig afstand af det hele. Det er mit håb, at jeg i de fremmede omgivelser kan få en anderledes fornemmelse af Raskeriets univers og en idé om, om jeg er tilfreds med mit arbejde.
Jeg beder om et tegn
Inden jeg lægger mig til at sove den nat, beder jeg om et tegn. Uanset min venindes tilbagemelding, har jeg brug for “noget større”, der kan give mig en følelse af, om jeg er på rette vej.
Og hvordan beder man så om et tegn?
Svaret er, at man bare stiller et spørgsmål – enten højt ud i luften eller stille inde i sig selv, eller man skriver det måske på papir…
Man skal lige koncentrere sig et øjeblik, mens man spørger. Et roligt sted, et par dybe indåndinger og lidt fokus, skulle jeg mene. Man kan folde hænderne og tale med en gud, eller bare “kaste sit spørgsmål op i luften”, som man nu synes.
Og hvem er det, man spørger?
Tja, for mig er det bare “noget større”. Det er lige meget, hvad man tror på; Det kan være Gud, universet, noget kosmisk…
Min erfaring er, at svaret kommer i en eller anden form i løbet af de næste dage. Og det kan vise sig på mange måder:
Som en tanke, en følelse, eller det kan komme i en drøm. Man kan læse eller høre noget et sted, eller det kan komme i en samtale med nogen…
Det er min overbevisning, at hvis man er fokuseret på at få et svar, så gør universet, hvad det kan for at komme med det.
En mystisk besked
Nå, men da jeg næste morgen kigger ind på min blog for gu´ ve´ hvilken gang – i et forsøg på at se den med nye øjne, ligger der en kommentar til mig under mit indlæg “Jeg fik et tegn…”.
Jeg tror naturligvis, det er min veninde, der vil være morsom…, men det er ikke hendes navn…
Det er mærkeligt, når bloggen endnu ikke er i luften, og Raskeriet er et navn, der ligesom ikke findes, så læseren kan umuligt have søgt på det….
Nok er det morgen, og jeg er generelt både træt og forvirret, lige når jeg vågner, men jeg kan da se, hvad der står skrevet:
“Dejlig læsning, tak”.
Wauw, jeg er i hvert fald klar nok i hovedet til at være på toppen over, at nogen har gidet bruge tid på at skrive en kommentar – omend det er lidt mystisk. Og hvem er afsenderen…?
Det får jeg researchet mig frem til. Jeg er simpelthen nødt til at skrive og spørge, hvordan hun har fundet Raskeriet.
Hun fortæller om en google funktion, hvor man kan blive informeret, hvis der er nyt indenfor områder, man interesserer sig for. Det kunne være intuition f.eks., skriver hun tilbage – og tilføjer iøvrigt at hun blev inspireret af mit indlæg.
Juhuuu, det var da den skønneste besked, jeg kunne få…!!
(Hun har selvfølgelig været inde, mens bloggen var åben).
Men det er først langt op af eftermiddagen, at det går op for mig, at HUN selvfølgelig er mit tegn. Hun var det svar, jeg havde bedt om. Hendes sætning blev afgørende for mig.
At hun kommer ind på min blog, som endnu ikke er i luften, og skriver “Dejlig læsning”… Det kan simpelthen ikke være tilfældigt.
Hendes kommentar gør i hvert fald, at jeg konkluderer, at alt på min blog er okay. Jeg laver intet om.
Og ja, ja, sikke noget pjat kan man tænke. Og ja, ja, men jeg SIGER bare, det er sjovt at leve efter disse “tegn”. Jeg elsker det.
Man bestemmer jo heldigvis selv, om man vil tage valg ud fra, hvad der kommer til en.
Jeg tror på, alting sker af en årsag. Så jeg siger bare TAK!!
Hvergang…:-).
Tror du på tegn, og bruger du dem i så fald til noget…?
Skulle du have lyst til at kommentere dette indlæg, er du mere end velkommen længere nede på siden:-).
Hej Hannemor……
Jeg tror på det….
Det kan simpelthen ikke være tilfældigt, at lige DIN blog går i luften på et tidspunkt, hvor JEG har brug for så mange svar. Et kritisk tidspunkt i mit liv, hvor alt skal vendes og overvejes. Så jeg beder også tit om tegn. Og jeg får dem også…;0)
Stort kram
Hvor ER det fantastisk at høre! TAK fordi du skrev – og masser og held og lykke din vej..:-)
Har lige set din blog, som jeg interesseret vil følge. Det ser meget inspirerende ud, og jeg glæder mig til at læse mere fra dig …. 🙂
Hej Sanne. Hvor er det dejligt at høre! Tusind tak for det og stort velkommen til dig:-).