– Hvis nogen fik et nervøst sammenbrud, da jeg var dreng, så var det udtryk for, de levede et ekstremt liv. I dag er det ekstreme liv blevet det normale, og vi bruger rigtig mange penge på at behandle stress, siger Peter Qvortrup Geisling.
Jeg kom til at tænke på TV-lægen, da jeg i efteråret sad i den svenske natur og helt hippie-agtigt indåndede kraften fra de store træer. Det kan lyde tosset, men den slags kan altså noget healende! Jeg har gjort det før, og også denne gang tog det toppen af det stress-relaterede ubehag, jeg havde i kroppen. (Se mere om det HER).
Stress, lykke og drømme
Mine tanker faldt på Peter Qvortrup Geisling, fordi han har skrevet bogen “Naturen på recept“ (kan købes HER). I den forklarer han, hvad naturen kan for os. Ikke mindst når vi er stressede.
Jeg er så glad for, han har indvilliget i at dele ud af sin viden her i Raskeriet – hvor han udover vores snak om stress og natur også siger noget klogt om lykke og drømme. Og om at gøre noget ved livet, hvis det ikke er okay…:
Sundhed er meget andet end grønsager
– Naturen er fantastisk som behandling og forbyggelse af stress. Og så er den helt uden bivirkninger! Stress er vores tids helt store folkesygdom, så er det vigtigt, vi ved, hvor vi kan søge hen for at opnå ro. Og svar! Dem finder man nemlig også mange af i naturen. Blandt andet på om man er på rette kurs i sit liv, siger Peter Qvortrup Geisling og fortsætter;
– Føler man sig presset, og er det ikke ens egne drømme, man udlever, og har man tankemylder om natten eller sover dårligt, så skal man ikke panikke. Man skal bare tage det som en venlig påmindelse om, at der nok skal laves en kurs-justering i ens liv.
Den mentale sundhed er vigtig
TV-lægen forklarer, at sundhed handler om meget andet end det fysiske som kost, motion, rygning og alkohol. Der er i høj grad også en mental, følelsesmæssig og spirituel sundhed;
– Spørger man lynhurtigt folk, hvad sundhed er, så siger langt de fleste kost og motion. Men glem det. Eller i hvert fald er motion vigtigere end kost, vil jeg så sige. Men det vigtigste spørgsmål at stille sig selv er: “Hvordan har jeg det”?
– Mindst halvdelen af alle langtidssygemeldinger i øjeblikket skyldes langvarig stress. Og stress behøver ikke handle om travlhed.
– De unge kæmper for at føle sig gode nok – og have det perfekte liv. Og så er der også økonomi. Og ensomhed. Nogle tal tyder faktisk på, at op imod en million danskere ofte føler, at der faktisk ikke er brug for dem. Hvis de ikke står op om morgenen, så er der ingen, der ringer til dem. Det problem er langt større, end at vi ikke får grønsager nok!
Det ekstreme liv er blevet det normale
– Og hvis ansvar er det så, at det ekstreme liv er blevet det normale?
– Vi har alle et ansvar for vores eget liv. Og så har chefen et ansvar på arbejdspladsen, mens politikerne har et ansvar for tempoet i samfundet.
– Man bør have en overordnet strategi, for den måde vi lever på i Danmark og ikke tale om vækst og effektivisering hele tiden. Det hele går så hurtigt. Og lige pludselig er der gået 30 år, og man kan ikke huske, hvor de blev af…
Det hele går alt for hurtigt
– Vores hjerner er ikke gearet til den fart, og alt for mange mennesker står simpelthen af, siger Peter Qvortrup Geisling.
Han anerkender, at der skam er meget mening og glæde forbundet med at arbejde og have projekter, men rent kemisk og fysiologisk sker der ting i hjernen, som vi faktisk ikke er skabt til, når vi sidder i arbejdsammenhænge eller går rundt i storbyen, eller på anden vis er blandt mange mennesker i det offentlige rum – eller sider på de sociale medier.
– Så bruger vi den del af hjernen, der hedder den rettede opmærksomhed. Nogen forskere snakker om, vi får en million input i sekundet. Det kræver enorme mængder energi af hjernen at navigere i.
Vores hjerner er smadrede..
– Fundamentalt set burde vi som mennesker stå op med solen og gå i seng med solen. Bruge 6-8 timer på at støve rundt og finde den mad vi skal have. Resten af tiden burde vi ligge i en hængekøje. Sådan er vi i virkeligheden bygget.
– Dem der læser din blog, hører til blandt den mest priviligerede promille på hele kloden. Vi har muligheden for at udleve vores drømme, så hvorfor føler vi os så ikke så priviligerede? Det gør vi ikke, fordi vores hjerne er for smadret!
Vi skal tale med hinanden
– Vi skal tilbage på vores eget spor. Det er en rejse, der ikke lige sker natten over, men den begynder den dag, vi mærker, at noget er skævt, og det skal man så tale med nogen om. Lægen, vennerne, psykologen. Og så skal man turde være ærlig, og stole på det man føler og derfra sætte en ny rejse i gang, siger Peter Qvortrup Geisling og refererer til et gammelt kinesisk ordsprog:
– “Hvis du ikke ændrer kurs en gang imellem, ved du, hvor du ender”.
Så kan man trække en lige linje ud i horisonten og sige; Det var det liv – var det okay?
Stress-symptomer
– Hvis det ikke er okay, må man gøre noget. Det behøver ikke at betyde, man ikke skal gå på arbejde på mandag, eller at ens liv skal tage en 90 graders drejning. Det kan ændres over tid, men man skal spørge sig selv, hvad man vil, og måske få noget hjælp til det.
– Og genkender man nogle stress-symptomer som f.eks. en tristhed man ikke kan forklare, koncentrations- og hukommelsesproblemer, hjertebanken, fysisk træthed og søvnløshed, skal man måske med sin læge overveje en (delvis) sygemelding, der giver tid til at mærke, hvad det handler om, så man kan finde en løsning og strategi for, hvad der hjælper.
Min datter skal lære naturen at kende
– Det er her, naturen kan være gavnlig. Det kræver ingen energi for hjernen at være til stede i naturen. Her kan man få en pause og lade batterierne op. Man behøver ikke være på. Man kan nøjes med at sanse.
– Nogle lader også op med musik, kunst og sport, og det er fint, selv om det er menneskeskabte ting. Det vigtigste er at give plads til at kunne mærke sig selv!
– Vi kender intuitivt det sprog, der tales i naturen. Her får vi hjernen ladet op. Det er ikke fordi, vi skal tilbage til naturen, men vi bør have en bedre fordeling mellem naturen og det industrialiserede liv.
– Mange forældre gå op i, at deres børn får deres vitaminer og den slags, og det er fint nok, selv om det dog sjældent er noget, børn kommer til at mangle… Der imod kan vitamin N være en mangel.
– Jeg føler i hvertfald, det er mit ansvar, at min datter får nok af naturen, så hun altid har et sted, hun kan søge hen og få ro til at blive klog på sine egne drømme, uanset hvilket samfund og tempo, hun vokser op i.
Livet handler om at gøre lykkelig
– Livet handler ikke om at være lykkelig. Livet handler om at gøre lykkelig. Det, at der er brug for én, er det store! At være noget for andre. Være sammen med mennesker, man bliver glad af at være sammen med. Det er ikke det at rage til sig. Hvis man har det sådan, skal man begynde at kigge indad.
– Det minder naturen os også om. Hvis vi to dør ude i naturen lige nu, går der under en time, før den første flue har lagt æg i vores øjne! Det siger bare noget om, at vi er lynhurtigt er med i det store puslespil igen. Når mennesker tror, at hele verden drejer sig om deres egen navle, så tager de fuldstændig fejl. Vi er små brikker i et kæmpe stort naturligt puslespil.
– Og så er der vores drømme. Dem skal man prøve at opfylde. Men nogen kan have svært ved at finde ud af, hvad de egentlig drømmer om…
Peter Qvortrup Geisling havde en drøm
– Jeg havde pludselig en meget tydelig drøm – et meget stort ønske om at nå at blive far, fortæller Peter Qvortrup Geisling. Og så var han så heldig, at hans veninde og eks-kæreste, Christina Maria Jensen, var med på ideen. De er i dag forældre til datteren Merle. Og hun har givet anledning til endnu en drøm. Bare en enkel!
– Jeg har kun én drøm tilbage nu. Muligvis en, som mange vil grine af, men for mig er den vigtig. Det er drømmen om at få min egen bådebro ud i en sø. Så skal jeg sidde der med Merle og fange aborrer og skaller og lure på årstidernes skiften.
– At vågne om morgenen og sætte sig ud på sådan en bro og bare mærke det hele. Det er en drøm. Og dér er i hvert fald ingen stress.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.