Tre ting jeg gerne ville have vidst for et år siden – inden jeg sagde op…

Havde jeg vidst for et år siden, da jeg stoppede med at arbejde, at mit liv ville se ud, som det gør i dag, så ville jeg sige; Naej, det kan ikke passe!

I morgen er det et år siden, jeg blev “arbejdsløs”, og jeg er faktisk noget rystet over, der er gået et år. Og det er ikke nu, jeg orker sige, at tiden flyver. For det ved vi!

Vi kender det også fra de årlige begivenheder, vi deltager i, ik? Så står man der og tænker, at her har man da lige stået..!

Hvad jeg ikke vidste

Nå, men blot for at sige, at var der noget, jeg gerne ville have vidst for et år siden, så var det:

• At et år består af 365 helt overdrevet korte dage!
• At et år bare ikke er lige så langt, som det vist nok var i gamle dage…
• Ja, og så at der går al for meget tid med “udenoms-aktiviteter”, når man har hjemme-arbejdsplads.

Og jo, ovenstående var vel nok noget, jeg havde en fornemmelse af, men så alligevel ikke. For når man ser et år frem, tænker man det er lang tid. Og jeg var da ret overbevist om, at jeg på det her tidspunkt ville have en form for arbejde eller selvstændig virksomhed kørende, men næh sådan forholder det sig ikke…

Hvad er det vigtigste?

Men så må jeg også spørge mig selv, om det nu egentlig er det med arbejdet og indtægten, der er det vigtigste?

Altså når man som jeg havde sparet sammen til, at der godt kunne gå et år eller mere uden indkomst, så er det jo faktisk ikke det primære, at jeg ikke har fået gang i noget nyt – økonomisk set!

Til gengæld må jeg sige, at jeg mentalt har fået helt ufatteligt meget nyt igang, som jeg meget nødigt ville have været foruden.

Jeg har rykket for vildt

Når jeg kigger tilbage, er det helt vildt, som jeg har rykket på nye indsigter, lærdom og nye interessante bekendtskaber. Når jeg ser på min personlige udvikling som en del af min livsrejse, så er det ubetaleligt –  og vældig interessant at tænke på, at al den berigelse der er kommet til mig siden min opsigelse, jo aldrig var kommet, hvis jeg fortsat havde siddet, hvor jeg sad for et år siden. Så ville jeg stadig “være”, hvor jeg har været de sidste mange år.

Og min baby, Raskeriet, ville heller ikke have eksisteret i dag, hvis jeg ikke har sagt mit job op. Og især er det jo den drejning, Raskeriet har taget, der har bragt mig vidt og ind i et univers, som jeg på ingen måde havde det samme forhold til før. Dét – sammen med den frihed, jeg har og har haft har jeg aldrig lyst til at undvære igen, og ja, ja, det med at tjene penge skal så nok komme. Der begynder at tegne sig et billede, kan jeg afsløre.

Hvor blev det år af?

Men jeg fatter stadig ikke en bønne af, at jeg har været “arbejdsløs” så længe, lige som jeg heller ikke fatter, hvordan det kan være aften hele tiden.
Når jeg kigger tilbage på dagen, der er gået, spørger jeg mig selv, hvad jeg egentlig har udrettet, og sagen er, at jeg ikke synes, det er særlig meget. Sådan på papiret. På trods af jeg har været i gang hele tiden!

Min arbejdsdag

Kunne jeg så bare sige, jeg havde ligget på sofaen og set TV-serier, men det har jeg ikke gjort en eneste gang det seneste år. Jeg har ikke engang tændt fjernsynet.

Jeg bliver tit spurgt, hvad min dag egentlig går med, og den går sådan cirka med det her:

-Når ungerne er ude af døren kl. 8.00, rydder jeg op i køkkenet, der ligner et bombekrater efter der er smurt madpakker og har været gang i potter, pander og skærebrætter til havregrød, spejlæg, boller og hvad de ellers finder på.
-Der er gerne en opvaske-maskine, der skal tømmes.

-Jeg skal selv lige have morgenmad.
-Og da jeg sådan cirka er den eneste, der har et problem med, det roder hjemme hos os, er det også mig, der må få stuen rettet op efter gårsdagens eskapader, da jeg simpelhen ikke kan sidde at arbejde, når det hele sejler.
-Og så synes jeg også, at jeg lige vil redde sengene, hvilket jeg kunne lade være med, men det ser da træls ud…

-Så skal jeg også lige soignere mig selv lidt og have tøj på.
-Og muligvis skal der lige sættes en maskine tøj over
-Og indimellem tjekker jeg så min blogs besøgstal, og svarer på henvendelser på mail og de sociale medier.
-Og så er der hunden, der ikke har fået sin formiddagstur.
-Og når jeg kommer tilbage fra den, er jeg faktisk sulten igen, og må da lige lave noget frokost.
-Hvorefter vi nærmer os efter kl. 12.00, og jeg begynder at tage fat på dagens virkelige arbejde, som består af en masse research på forskellige ideer til både blogindlæg og den bog, jeg skriver på.

Jeg tjekker bøger, samt diverse blogge og grupper, jeg er med i. Overvejer mulige samarbejdspartnere og kontakter folk, jeg skal have møder med. Jeg sætter mig ind i forskellige nye stofområder (hvilket hurtigt kan gå over gevind, når man sætter sig ved computeren), jeg tjekker nyheder og jobopslag, og ups så er klokken 15.00 og ungerne begynder at vende hjem, og hunden kunne godt tænke sig en tur mere, og kunne jeg lige nå til yoga, og der skal også handles og laves mad…

Jeg må konkludere, det ville være betydeligt mere effektivt arbejdsmæssigt, hvis jeg skulle ud af døren, og havde et sted, hvor jeg kun skulle arbejde.

Hvad går dit liv med?

Nå, men alt i alt, sikke et år. Jeg gør det gerne igen. Dog gerne med den viden, jeg har i dag. Jeg lagde jo flot ud med at få ledighedsstress, som du kan læse om HER, og det har jeg da heldigvis lært lidt af.

Jeg har min generelle tro på, at tingene sker præcis, når de skal. Og jo, man skal også handle, men generelt må jeg sige, jeg har tiltro til, at jeg nok skal komme “ordentligt” i gang.

Så når jeg igen om et år (altså lige om lidt) gør status, så ser jeg da gerne, at jeg er blevet lidt mere business-woman. Det vil jeg faktisk gå så lagt som at sige, at jeg helt sikkert er…:-)!

Hvad med dig – hvor er du om et år? Måske det er tid til at rykke lidt? Bare sådan taget i betragtning, hvor hurtigt tiden og livet går…