Dette indlæg er skrevet i dagene, efter jeg stoppede med at arbejde, og du får det fordi, det, der skete, har fyldt meget hos mig, og ikke mindst haft betydning for, hvordan denne blog udviklede sig. Var du klar over, der var noget, der hed ledighedsstress? Jeg var ikke!
Sagen er den, at jeg slutter mit arbejdsliv med en uges opsparet afspadsering. I den uge havde jeg nok forventet, jeg lige skulle have lidt ro på, mærke livet og hygge mig lidt, før jeg rettede fokus mod, hvad der skulle ske fra ugen efter, hvor jeg for alvor skulle til at være arbejdsløs.
Men…:
Så går det løs
Allerede på 2. dagen af mit nye liv laver jeg en to-do-liste så lang, at jeg næsten på forhånd får vejrtrækningsproblemer – og ledighedsstress!
MIT MÅL ER: At få sat tjek ved hvert punkt hurtigst muligt, så jeg herefter kan komme tilbage i havestolen, slappe af og lade mig svøbe i følelsen af frihed og ro… Det jeg så længe har drømt om.
Så fordi det kun kan gå for langsomt, begynder jeg at LØBE rundt i huset…!
Alt hvad jeg foretager mig, foregår med meget hurtige bevægelser. Jeg skal have det ud af verden. Og helst det hele på én gang.
Desværre får jeg hele tiden øje på noget nyt, der har været forsømt længe – mig selv for eksempel…!
Det ene tager det andet
Så mens jeg står foran spejlet smurt ind i en sjælden gang ansigtsmaske, bliver det pludselig umuligt at leve, hvis jeg ikke også lige får vokset benene…
Og børnenes tøj der ligger smidt på badeværelset driver mig pludselig hen til deres tøjskab, hvor alt bliver hevet ud, sorteret og lagt i fine bunker, mens det, de er vokset fra, kasseres.
– Puderne skal pludselig stå snorlige på samtlige senge og sofaer på samtlige etager i hele huset.
– De el-pærer i lamperne, der ikke har virket længe, skal fikses NU.
– Det samme skal vores kloaksystem, der længe har lugtet mistænkeligt. Så sønnen hives med i faldet, får plastikhandsker på, og så tømmer vi kloaker og riste plus filtre i div. vaskemaskiner.
– Den hvide sofa i stuen er tydeligvis slet ikke hvid, så hynderne hives af og bliver vasket.
– Det samme gør det (engang) hvide trægulv, der ikke har fået hvid sæbe i måneder.
– Vores sko og støvler slår revner af mangel på omsorg og læderfedt.
– Og sørme om skabet med plastikposer, som vi køber alt for mange af, når vi handler, (det gør vi så ikke mere!), næsten ikke kan lukkes. Ud på gulvet med dem for at blive lagt pænt sammen – klar til genbrug.
– El-kogeren er kalket til – og det tager en krig at få den ren.
– Bunker af ulæste blade og magasiner fra min tid i Aller sorteres og fordeles blandt diverse naboer.
– Sommertøj hives ud af skabe og pakkes væk.
– Hullet tøj (der stadig kan bruges) ryger til en syerske (som jeg ikke kender, men finder på krak).
– Gamle dvd´er, bøger og et par stole, der bare fylder, sættes i Den Blå Avis.
– Og fordi jeg nu har fri, vil jeg da ikke være andet bekendt end lige at spørge en veninde, om jeg kan hjælpe med noget i forbindelse med hendes runde fødselsdag.
– Og jeg har naturligvis også tid til både brunch- og middagsaftaler, så de bliver i en hektisk tilstand aftalt og skrevet i kalenderen…
Jeg kan allerede mærke, jeg ikke orker det…
Jeg er i gang konstant
Der er stadig masser af punkter på listen. Tiden løber. Jeg bliver ved. Det bliver manisk. Det skal overstås. Og det bliver tydeligvis ikke i dag, for der skal også handles og laves mad, børn skal køres til svømning, og så skal og vil jeg nå at digte sang til omtalte venindes 50 års fødselsdag.
Den skal jeg så finde ud af at layoute og printe, og hvordan gør man det, når man ikke kender sin nye computer, ikke har sin sædvanelige IT-afdeling at konsultere, og selv er en teknologisk katastrofe…
Således foregår anden dagen af mit nye liv. Og på tredje, fjerde og femte dagen okser jeg lige så forvildet rundt. Tillader jeg mig en “pause”, er det enten for at tjekke job-opslag eller for at researche på min nye blog-verden, læse om alt det tekniske i at bygge selve domænet op og iøvrigt overveje hvad jeg egentlig har at bidrage med af indhold.
Jeg er simpelthen i gang hele tiden. Og jeg kan godt sige, det er dumt!
Min krop er i alarmberedskab
På fjerde-dagen kommer det snigende; Hjertebanken, åndenød, svimmelhed, trykken i hovedet…
Jeg bliver irriteret over småting. Forskrækket når telefonen giver en lyd fra sig, eller der sker noget ude på vejen.
Min krop er i alarmberedskab!
Altså virkeligheden er jo den, at absolut ingen kræver noget af mig. Jeg er fri til at gøre, som jeg har lyst. Jeg kan smutte i seng igen, når familien er ude af døren. Jeg kan ligge der, lige til de kommer hjem igen. Jeg kan læse bøger, se TV, gå lange ture, ose rundt i byen… Alt er muligt!
Jeg ELSKER tanken om at have fri. Især i dagtimerne. Det har været en længsel hele mit liv. Jeg er et kæmpe frihedsmenneske. Og nu står jeg her; Dagen er min egen. Den ligger åben. Jeg har tid til alt…
Som om…
Ubehagelige symptomer
En ting er, at åndedrættet bliver kort og overfladisk, og de øvrige ubehagelige symptomer sniger sig ind, og jeg pludselig ikke kan trække vejret helt ned i maven, uanset hvor meget jeg forsøger at koncentrere mig om det.
En anden ting er de lidt mere konkrete stressfaktorer, som når jeg, der er 100% teknik-forskrækket, netop har købt ny telefon og computer og i den forbindelse skal finde ud af, at få skiftet alt gammel data over på de nye enheder.
Min gamle arbejdsmail-adresse, som alt er registreret i (don´t do it!!), er lukket ned, og med den lukker en masse andet også ned!
På trods af hjælp fra en sød og tålmodig IT-supporter, som jeg har i røret i over en time, lykkes det mig alligevel at miste 80 % af mine kontakter, alle mine noter, flere billeder og sms-beskeder samt filerne i mine apps.
Behøver jeg sige mere….
Det hedder ledighedsstress
Og så er det så, at jeg i mit arbejdsløse liv også har valgt at melde mig ledig. (Paradoksalt når det lige nu føles som om, jeg har skiftet en 37 timers arbejdsuge ud med noget, der minder om det dobbelte).
Jeg har betalt til min A-kasse i tyve år, og for en kort bemærkning har jeg tænkt mig, at tage imod den hjælp og de input jeg kan få derfra, imens jeg finder ud af, hvordan jeg skal forme mit nye arbejdsliv.
Allerede i min afspadseringsuge vælger jeg, at tage til de første møder i A-kassen. Her lærer vi, at vi som ledige skal være jobsøgende. Helst non-stop.
Og jeg skal ikke trætte nogen med alt det, vi skal have styr på og holde øje med i den forbindelse – altså oven i at vi skal sætte os ind i hvad dagpenge-systemet og dets regelsæt går ud på.
Alt står beskrevet på 37.000 sider, fortæller damen i A-kassen, der dog lover, vi ikke bliver hørt i det…!
Det er også hende, der beretter om fænomenet “ledighedsstress”. Hver 2.-3. ledige rammes.
Fedt. Så er der altså udsigt til endnu mere stress, når det for alvor begynder i næste uge…!
Jeg skammer mig
MIN “ledighedsstress” lige nu er ikke baseret på de nye udfordringer i dagpengesystemet. Den er 100% selvforskyldt. Og jeg skammer mig over den!
Skulle mit priviligerede liv virkelig kunne give anledning til stress, når mange ude i vores samfund virkelig er pressede?!
Jeg er nødt til at svare ja. Jeg har simpelthen givet mig selv stress. Og hvor er jeg ikke særlig stolt af det!!!
Du hører nærmere – hvis du orker…;-/ (HER)
Kender det godt, og det ER svært at hygge og slappe af når puderne står skævt og det roder inden i skabet tror desværre at det er ret symptomatisk for mange kvinder
Kære Jonna. Tak for din kommentar, og ja, jeg tror, du har ret. Der er nok flere end vi (jeg) tror, og det er faktisk ret betryggende at høre…:-)!