Jeg har fået trang til at stille det her spørgsmål i dag: Hvordan du har det med at dele dig selv med et andet menneske?
Jeg fornemmede en vis forargelse hos flere af mine læsere over, at jeg i mit forrige indlæg (HER) var blevet stillet et personligt spørgsmål af en Facebook-ven. Mange gav udtryk for, at de private spørgsmål hører privatlivet til.
Det synes jeg, er ret interessant. Og helt fair. Men så spørger jeg lige;
Er du god til at stille de private spørgsmål rent privat så? Formår du – og ønsker du – både at spørge og dele ud af dig selv og dine inderste længsler, følelser og drømme?
Hvordan skabes den nære relation?
Jeg sluttede mit sidste indlæg med at skrive, at du jo kunne prøve at stille din nabo et nærgående spørgsmål – altså hvis ingen af jer var sarte…!
Men hvorfor skal det egentlig forbindes med noget sart at spørge – og få svar – på noget, der rent faktisk gør en relation ærlig, vedkommende og nærværende?
Er det ikke netop med den indstillling, vi bringer usikkerhed overfor hinanden på banen. Og dermed ikke giver plads til ærligheden og det at dele ud af os selv? Af frygt for vi måske er forkerte og dermed bliver dømt ude.
Vi har de samme længsler
Min påstand er, at vi alle deler en inderlig længsel efter kærlighed. Alligevel formår vi at skabe det stikmodsatte. Frygt.
Ja, okay jeg taler for mig selv. Måske er du så heldig at være anderledes. Men jeg har ærlig talt været længe om at forstå, at forskelligheden i en relation netop er den gave, vi skal lære af. Den som skal udvide vores horisont.
Jeg må erkende, at jeg har været dømmende, hvis jeg ikke lige synes, folk (kærester!) har været som jeg synes, de skulle være…
U-N-D-S-K-Y-L-D!!
Hvad er der blevet af respekten?
At man så synes, man ud fra forskelligheder ikke har så meget at sige hinanden er jo fair nok. Det er det at give hinanden forkertheds-følelsen, der er det forkerte!
Og der tror jeg altså, vi er nogen stykker, der godt kunne lære, det der hedder almindelig respekt for, at nogen er anderledes end os selv!
For formåede vi hvergang at møde hinanden med respekt, var der jo intet farligt ved at dele ud af os selv. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet:
Hvor meget ved din(e) allernærmeste om dig og dine inderste følelser og længsler? Tør du fortælle om, hvad der foregår inde i dig?
Er det farligt at dele?
Nogen gange hæver jeg mig lidt op over det hele og kigger ned på menneskeheden, og ser for mig hvordan vi går og gemmer vores indre for hinanden. Det gør os til nogle ensomme stakler.
Jeg respekterer fuldt ud, at folk ikke ønsker at dele ud af sig selv. Det skal man respektere, men hvis det at have følelser og længsler betragtes som noget, der ikke kan nævnes, så er vi jo ude på et menneskeligt skråplan!
Men det må jo være sådan, vi har fået bygget vores verden op. Vi forsøger qua normer og opdragelse at gøre os til en slags kopier af hinanden. Og er det en grundindstilling, at vi egentlig helst vil være som de andre?
Vi er bange for hinanden
Jeg kender ikke mange, der tør vise deres autenticitet. Og hvor mange er egentlig bevidste om den, når det kommer til stykket?
Men jeg er så heldig, at have mødt nogen få af de sjældne. Dem der vedkender sig, at de er anderledes. At de er enspændere. Og særlige. Jeg vil påstå, de er på et højere niveau end os andre!
Jeg elsker, at de skiller sig ud, men jeg tænker også, de må være lidt ensomme, fordi de kan være svære at rumme for andre.
Omvendt er de vel næppe mere ensomme end os andre, der skaber vores form for ensomhed ved netop at holde vores autentiske jeg for os selv. Og som i stedet går og søger perfektheden. Ved at gemme os bag botox-behandlinger, designermøbler, 12-taller, god opførsel, og alt det andet ypperlige, der skal få os til at fremstå perfekte, fejlfri – og urørlige.
Alt imens vi forsøger at imponere hinanden? Og samtidig værne os imod hinanden?
Men hvem er det, vi narrer? For det vi i bund og grund ønsker os allermest, er vel netop nogen at være nøgne sammen med? Og nu tænker jeg ikke så meget kropsligt – snarere sjæleligt!
Det kunne være så fredeligt
Jeg ved godt, det er utopi at tro, at vi sådan overnight bliver nogen, der går og deler det hele med hinanden. Men tænk nu hvis vi alle som noget helt naturligt mødte hinanden med åbenhed og respekt, så vi ikke behøvede at samle mod for at fortælle, hvilke følelser og længsler, vi har – og hvad vi ikke er så gode til.
Så vi i stedet inviterede til nærvær og vedkommenhed, og måske dermed til et mere fredfyldt liv uden indre stress.
Halleluja!
Ja, det lyder halleluja-agtigt, og sikke da nogle stor-begavede tanker, jeg har tænkt hen over weekenden. Men hvad hvis vi rent faktisk ikke har fattet, at det er præcis det, næstekærligheden går ud på?
At der i den ligger, at vi skal lytte, lære og hjælpe hinanden – og dermed os selv- med at opfylde alt det, vi ønsker os og har brug for. I stedet for at have travlt med at mele vores egen kage….
Nå, men tak til min gode facebook ven, der igen har inspireret mig til et indlæg. Tak for at udfordre og inspirere mig ved at være anderledes. Jeg håber, jeg ved at blive konfronteret med egne fejl og mangler, kan sende noget ud, der også kan bruges andre steder…
Så kan det jo være, vi er så heldige, at vi lærer det en dag…
