Min 12-årige datter er taget på plejehjem i dag. For at spørge til ældre menneskers drømme. Og jo især hvad de drømte om som unge? Og om det lykkedes dem at opfylde disse drømme?
Egentlig nogle ret konfronterende spørgsmål når man sidder der, og det hele ligesom er for sent. For det er det jo! Og hvordan er det så at se tilbage på, hvad der ikke lykkedes. På det man evt. har fortrudt. Eller måske især det man har fortrudt, man ikke fik gjort…
Når bare vi er kloge nok
Jeg fik lov at bidrage med et spørgsmål til det interview, hun skulle lave. Jeg ville gerne vide, om der var noget, de ældre gerne ville have vidst som unge, som måske kunne have fået dem til at tage flere chancer eller på anden vis leve deres liv anderledes.
Jeg spørger jævnligt mig selv, om alt er, som det skal være i mit liv. Og står jeg i en situation, som jeg egentlig godt kunne tænke mig anderledes, vælger jeg at se mig selv som en aldrende kvinde. Og så spørger jeg, om jeg har fortrudt, at jeg dengang i 2018 ikke gjorde noget andet, end det jeg valgte at gøre.
Så længe man er bevidst om, hvad man har gang i, tænker jeg, der ikke er noget at fortryde…
Når man går efter drømmen..
Den nu 101-årige Matador-mor, Lise Nørgaard, forlod mand og børn for at udleve sine journalist-drømme. Og i skrivende stund har jeg en gammel ven, der netop har forladt kone og børn og har bosat sig i udlandet. Fordi han simpelthen ikke magtede mere af det, der var.
Altså mon ikke mange af os af og til har et strejf af den slags drømme? Jeg har i hvert fald.
Men at udleve dem ville være utænkeligt.
Og hvor stå vi? Beundrer og misunder vi dem, der handler og forfølger deres drømme! Eller står vi som forargede tilskuere og tænker, at den slags egoisme kan man simpelthen ikke byde andre…
Og i hvor høj kurs er man hos sine (sårede?) børn, når man handler, som de to ovenstående her gjorde?
Hvordan vil vi gerne leve?
I min tid som journalist i ugebladsbranchen har jeg interviewet mange store personligheder. Og navnligt de ældre skuespillere har kunne berette om et langt begivenhedsrigt liv. Med flere ægteskaber bag sig og ofte masser af drama.
Det har altid fået mig til at reflektere over mit eget (almindelige) liv. For når man sidder der som 100-årig på plejehjemmet, hvad er det så for et liv, man gerne vil se tilbage på…?
-Det lange lykkelige ægteskab med den eneste ene, eller de mange stormfulde forhold med masser af sindsoprivende øjeblikke?
-50 år på den samme trygge arbejdsplads, eller masser af store udfordringer fordi tæppet gang på gang blev hevet væk under en?
-Gode gamle venskaber der holder hele livet? Eller konstante nye venskaber fordi ens udvikling ikke rummer plads til de gamle? (Ikke at det ene dog behøver udelukke det andet)!
Når der ikke er plads til drømme
Her i weekenden er jeg fra flere sider blevet konfronteret med mennesker, der ikke kan se sig ud af deres livssituation. Fordi de simpelthen er så ophængt på alle fronter. De oplever, at deres liv stort set kun er forpligtelser i forhold til at holde livet og sig selv kørende. Der er på ingen måde plads til drømme.
Jeg tror ikke på, at et liv med al den stress og jag, vi har fået opbygget i vores samfund, nogensinde kan blive et drømme-liv. Og ja, jeg har sagt det før, og jeg gør det igen; Jvf. mit interview med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling (HER) er stress den lidelse, vi kommer til at bruge flest penge på i 2020. Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved!
Du er et frit menneske
Og som jeg også har nævnt før; Vi er frie mennesker. Og vi er så heldige, at vi bor i et land, hvor vi selv kan skabe vores liv. Det kan godt være, vi har fået opbygget et samfund, hvor det bare gælder om at komme igennem skole- og uddannelsesystemet, så vi kan komme ud og bidrage (til stress og jag). Men vi har rent faktisk stadig et frit valg. Og jeg vil påstå, at med det sociale sikkerhedsnet vi har herhjemme, så kan det ikke gå helt galt. Uanset hvad vi gør…
-Det kræver dog, at nogle gider knokle, så vi kan bevare dette sikkerhedsnet, tænker du så? Og ja, men jeg mener nu stadig, at politikerne burde tage ansvar. Og turde lægge en strategi, der gør, at stress ikke skaber så megen mistrivsel. For det har vi slet ikke råd til!
Dengang vi ikke var stressede
I dag har vi både fået friheden til at vælge vores eget liv, og samtidig tid nok til at have fokus på os selv. Til gengæld er vi stressede!
Vi havde ikke megen stress, dengang vores “skæbne” var givet på forhånd: Vi skulle ud at tjene i en ung alder, for siden at gifte os og stifte familie og måske overtage gården eller fars firma.
Altså der hvor vi er i dag, vil jeg påstå, vi har alt mulig grund til at lytte til vores sjæl og vores indre stemme. Og vi kender garanteret godt mange af de svar, der bor inde i os. Spørgsmålet er bare, om vi lytter…?
Det gjorde Lise Nørgaard og min gamle ven. Jeg tænker dog, det er muligt at gøre det mere lempeligt, hvis man beder om hjælp til, at det valg man tager, bliver godt for alle (Se mit indlæg om bønner HER).
“Living the dream”
Jeg har en bekendt, der altid har et skønt svar klar, når man spørger ham, hvordan det går; “Living the dream”, siger han med et stort smil. Og hans ret almindelige liv taget i betragtning, er det altid et skønt, humoristisk og opløftende svar at få.
For er han ikke helt “living the dream” lige nu, så fortæller hans svar mig i hvert fald, at han har valgt at være glad, og at han har fokus på at komme til det.
Hans svar får mig i hvert fald til at smile, og jeg spørger gerne mig selv efterfølgende, om jeg også gør det…? Altså udlever min drøm.
Gør du?
