“Hvorfor tage til Spanien, når datteren finder en rejse til Sri Lanka …?”
Sådan synes min 13-årige, jeg skal indlede dette blogindlæg. Det var nemlig hende, der fandt både billetter og hotel, da vi for små fire uger siden besluttede, vi skulle på ferie.
I skrivende stund ligger hun her i en solstol ved siden af mig på stranden. Og vi nyder det.
Nyder at det, der “bare” skulle have været en uges all inclusive (som vi aldrig har prøvet før) et sted i Europa, endte med at blive to uger på Sri Lanka.
Vist bare fordi jeg kom til at nævne det som en mulighed. Hvilket alle straks var med på.
Og f… hvor heldigt at det blev sådan!!
Når man er på rette vej
Kender du det, når alt virker nemt og rigtigt lige fra starten? Så er det i følge min overbevisning fordi, man er på rette vej;
Jeg kunne simpelthen ikke finde en uges all inclusive med de gængse danske rejsebureauer. Måske fordi vi var sent ude? Eller måske bare fordi, jeg ikke just er velbevandret i at finde den slags ferier. Vi plejer nemlig selv at arrangere billetter og hotel, pakke håndbagagen, og derfra “se hvad der sker”.
Og sådan endte vi så igen. På den virkelig fede måde:
Det autentiske Sri Lanka
Min datter gik ind og fandt gode flybilletter med Qatar Airline, der gav os sammenlangt 10 1/2 time i luften og en mellemlanding på blot to timer i Doha. (Betydeligt hurtigere end den tid vi læste os til, det normalt tager). Og til ganske rimelige penge.
Derefter fandt hun et skønt hotel på stranden i Induruwa omkring 100 km syd for hovedstaden Columbo.
…Altså skønt i kategorien “ikke noget særligt”. 3-stjernet og med (store!) kakkelakker på værelset og rotter på balkonen. Så altså forholdsvis autentisk asiatisk, og dermed lige som – særligt jeg – godt kan lide det. (Men bare rolig – virkelig godt sted, som jeg klart kan anbefale!)
Og herfra startede så det ene lykketræf efter det andet:
Sri Lanka vil alt det bedste
Altså havde vi hjemmefra sat os lidt mere ind i tingene, havde vi nok ikke booked samme hotel for 14 dage, men i stedet fundet flere forskellige steder da Sri Lanka byder på mange oplevelser rundt om i landet.
Men hvor heldigt er det så, at vi “tilfældigvis” får booked et sted, der ligger i kørselsafstand til alt det, vi siden finder ud af, vi gerne vil opleve.
Og hvor heldige er vi lige, at vi på 3. dagen løber på en skøn mand (Samantha – ja det hedder han), der er blevet vores ven og chauffør i vores tid på Sri Lanka. Kæmpe anbefaling. Han kan kontaktes her – og gør det gerne, inden du booker din ferie: 0094 (77) 240 8371.
Han ved alt. Giver en masse information om landet uden at prakke nogen noget på. Han har masser af gode forbindelser og booker nu alt det, vi gerne vil, mens vi er her. Hvilket sparer os for en masse tid og research.
Forfulgt af held og lykke
Endnu et lykketræf er, at vi ikke har tænkt over, at vi lander i Sri Lanka i den første måned af lavsæsonen, hvilket betyder, at her stort set ikke er turister, og at vi dermed har det meste for os selv.
(Jeg er ikke glad for turister, og heller ikke for at være det selv. Jeg vil helst blende ind med lokalbefolkningen;-).
Op imod 75-80% af befolkningen her er buddhister – og helt utroligt venlige.
Her er anderledes end i Thailand, fordi her generelt er langt færre turister – også i højsæsonen. Her er mere civiliseret end i Indien trods slægtskabet, og mest af alt minder det mig om øerne i Indonesien øst for Bali, hvor jeg rejste i mine unge dage, og hvor der var uberørt, og hvor turister var et særsyn.
Og så er her ikke mindst eksotisk og velduftende på den “mystiske” og dragende asiatiske måde, som jeg elsker. Skønheden er enorm på Sri Lanka med det krystal-blå hav, den smukkeste regnskov og de mange forskellige dyrearter.
Er man iøvrigt glad for turisme, er der omkring 70 km længere nede af kysten et Bali-lignende paradis ved Unawatuna beach, der flere gange er kåret, som en af verdens bedste. (Se billede herunder).
Blåhvaler – Wauw….!!!
Turens foreløbige højdepunkt havde vi i går, hvor vi stod op kl. 3.45, for at blive kørt syd på til Mirissa, hvorfra man ikke skal langt ud fra kysten, før der er fire kilometer dybt og dermed mulighed for at opleve blåhvaler.
Og her var vi heldige igen:
For 50 US-dollars pr. næse (vi havde ellers læst os til, at det kostede mellem 88 og 132 USD), fik vi fornøjelsen af den perfekte bådtur i det perfekte vejr ud i Laccadive-havet hvor hele 11 blåhvaler passerede os. Mange helt tæt på. (Se evt. min lille video på instagram HER).
Ofte ses en enkelt, måske fire, eller på en god dag ti, fortalte besætningsmedlemmerne os. Så hvor heldige var vi lige at se så mange – på blot halvanden time?!
Plus nok 60 delfiner og de sjoveste flyvefisk.
Jeg niver stadig mig selv i armen og er høj i låget over denne storslåede oplevelse.
Jeg er så heldig
Næste uge byder på regnskovsafari og togtur gennem bla. te-plantager.
Og så kan det da nævnes, at her på trods af de bliver ved at love regn, er høj sol om dagen og 30 grader døgnet rundt. (Vel også ganske heldigt når vi lader os fortælle, der er frostvejr i Danmark).
Ja, undskyld hvis mit held er belastende at høre om. Jeg tror ski bare, jeg har knækket koden, til hvordan man opnår det.
Hvis det fortsætter, skal jeg nok indvie dig i hvordan.
Jeg har gang i nogle “kosmiske analyser”, (inspireret af Martinus, som jeg tidligere har skrevet om HER), mens jeg går mine meditative ture langs stranden. Og der sker altså noget på det plan. Jeg er helt vild med det.
Og dybt ydmyg. Og taknemmelig naturligvis. High vibrations du ved…. – ellers kan du læse mere om det i et af mine tidligere indlæg HER.
Nyd din dag – det gør jeg….:-)
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.