Ååååh altså…. Nu er den gal igen. Alle de der belastende forstyrrelser af en sol der skinner, og en duft af forår, der rammer hårdt, bare man forsigtigt stikker snuden udenfor. Og som får mig til at smile, fordi alt omkring mig føles som små mirakler. Og som også får mig til at forvandle mig til noget, der er ret skidt for min karriere; En lalleglad og doven eksistens.
Men det er altså det, der sker med mig, når solens stråler rammer.
Og da jeg var på kursus i karriere forleden dag, hørte jeg mig selv sige det højt: Lalleglad og doven.
Det føltes godt.
(Og så ikke et ord om, at jeg lider af dårlig samvittighed over det).
Kan der være karriere i fritid?
Og faktisk var det endnu mere rart, da min underviser sagde, at det måtte jeg gerne være.
Hun sagde også, at hun egentlig ikke syntes, det lød som om, jeg ikke lavede noget.
Og det var egentlig meget godt hørt.
For ved nærmere eftertanke laver jeg egentlig noget hele tiden.
Bare ikke så meget af den slags, jeg tjener penge på. Og det er nok det, der får det til at lyde forkert i mine ører, når vi taler karriere.
Mit livsstudie er min karriere
Og så føler jeg mig doven, når jeg hører de andre være målrettede mod en karriere på en anden måde, end jeg er.
Men jeg er det!
På vej. Bare på studie-niveau.
Jeg er igang med et kæmpe livsstudie!
Jeg bliver simpelthen så spirituel og klog og selvudviklet og erfaren, at jeg tænker, det ender med, jeg kan gå på vandet.
(Og hvis jeg pludselig kan det, kan jeg garanteret godt tjene penge på det…).
Svært at nyde livet…
Men faktisk var det ret generelt for folk på dette kursus – altså os der er “mellem jobs” – at vi er dårlige til at nyde denne “pause” i vores arbejdsliv.
Og det er jo ærgerligt, når vi gennem et helt arbejdsliv er i gang i årevis…
Det er bare svært at nyde det, fordi vi ikke ved, hvad der er på den anden side af pausen. For er der overhovedet noget?
På trods af jeg selv sagde op – og havde sparet sammen til det. Og på trods af jeg har optur over, jeg har fri, når solen skinner. Så nyder jeg det heller ikke nok. Og det er jo dumt, når jeg godt ved, jeg kommer til at tjene penge igen.
Mange endda.
Jeg er sikker på min karriere
For det er min manifestation.
Og det var det mål, jeg satte mig på mit kursus;
At jeg skal tjene mange penge – uden at lave særlig meget.
Et mål, der sikkert forarger. Eller fremkalder hovedrysten. For det kan man da ikke!
Vil man tjene mange penge, må man da knokle for det. Det har vi da altid lært.
Og derfor er det blevet en overbevisning, de fleste af os har med os.
Men hvem har egentlig sagt, det er nødt til at være sådan?
Jeg visualiserer mig til det
Jeg har i hvert fald tænkt mig at manifestere noget andet.
Og jeg bliver ved at visualisere det, lige til det lykkes:-)!
For jeg kan virkelig godt lide at have meget fritid.
Omvendt har jeg også snart så meget på hjerte, jeg gerne vil give videre, at hvis der kan være penge i dét, ja, så ville jeg intet have imod at arbejde meget…
Og det er jo det, der er pointen. Vi skal have det godt, med det vi gør.
Jeg synes faktisk, vi er forpligtede til det. Hvilket der også blev sagt på kurset.
(Og som jeg allerede skrev da min blog gik i luften i “Velkommen til Raskeriet” HER.)
Min lærer gav lov
-Hvis jeg nu siger til dig, du godt må være lalleglad og doven indtil 1. August, hvordan lyder det så, spurgte min kursusleder – der fint lurede min underliggende selvbebrejdelse.
-Det lyder rigtig godt, svarede jeg.
Smilende tror jeg!
-Jamen så er det det, jeg siger, sagde hun.
Det føles rart, når nogen, der har forstand på det, giver lov!
(Og inden jeg gik ud af døren, lod hun mig vide, at hun ikke var bekymret… – tak!)
Jeg tænker så, jeg begynder (at øve mig i) at gå på vandet til august.
Eller noget.
Altså med mindre jeg naturligvis inden da bliver tilbudt et job, jeg umuligt kan sige nej til.
(Og så gør jeg selvfølgelig stadig det, jeg tilbyder HER).
Jeg tager lige lidt ferie…
Nu tager jeg dog lige lidt ferie først. Man kan jo trænge!
Bare et par uger.
På Sri Lanka.
Jeg skal nok sende et postkort. På Instagram (HER).
Og selvfølgelig lægger jeg fremtidsplaner, mens jeg går der på bare tæer i vandkanten.
Faktisk føler jeg mig helt overbevist om, det er det allerbedste sted at gøre det…:-).
