Hvordan håndterer man det, når en tragedie pludselig rammer?
Når et paradis, et lykkeligt liv, eller bare en helt normal tilværelse på et splitsekund forvandles til det stik modsatte.
Fordi en hændelse bringer et inferno af død og ødelæggelse med sig, og efterlader ulidelig smerte og ubærlig sorg for dem, der rammes.
Jeg kan ikke slippe Sri Lanka, som jeg forlod i går efter en to ugers paradisisk ferie og – på overraskende vis – store spirituelle indsigter.
Indsigter, der i dag er det eneste, der for mig giver mening, når jeg skal håndtere den tragedie, der ramte Sri Lanka, umiddelbart efter vi forlod landet.
Den tragedie vi undgik
-Vil I ud og kigge jer lidt omkring, spurgte den chauffør, vi havde til at køre os rundt på en aftentur i Columbo i går, inden vi skulle i lufthaven for at flyve hjem.
Kun fordi vores ene datter var for træt, lod vi være.
Havde vi gjort det, havde vi oplevet folk sidde ved den smukke havnefront og indtage det måltid, der måske blev deres sidste.
For det var med garanti folk, der boede på luksushotellerne på den anden side af vejen, der sad der. Dem der efterfølgende blev ramt af terror.
Når en tragedie lammer os
Jeg undskylder, at jeg har trang til at skrive om det. Men det er sådan, jeg bedst kaperer det. Og jeg har stadig Sri Lanka inde under huden.
Og jeg gør det, fordi tragedier sker. Og fordi de skal håndteres. Og fordi det interesserer mig, hvordan man overhovedet formår at komme videre, når livet rammer på brutal vis.
Jeg husker mange historier gennem tiden om forældre, der har mistet deres børn på dybt tragisk vis. Og det må være noget af det værste, der kan ske.
Men virkeligheden er jo i al sin gru, at den slags sker. Og for mig er spørgsmålet altid;
Kommer man nogen sinde til at smile igen? Til at opleve en dybtfølt latter?
Man kan dø af sorg! De fleste lever dog videre. Men hvordan…?
Min dybeste medfølelse
I disse timer går mine tanker til den danske familie, som blev ramt af livet på værst tænkelig vis, da terroren på Sri Lanka tog tre af familiens fire børn. En sorg og tragedie så ubærlig at den næsten ikke er til at forholde sig til.
De var – som os – en familie på ferie. Vores børn har samme alder. Vi har sikkert oplevet meget af det samme.
Og det er ikke fordi, jeg tænker, det kunne have været os.
Selv om det kan det jo i princippet altid, hvis man er på det forkerte sted, når noget sker.
Og i skrivende stund viser CNN billeder fra præcis det sted, vi kørte. Og fortæller om rørbomber placeret langs vejen til lufthavnen…
Vi kan altid gøre os tanker om, hvordan alting kunne være gået, hvis…
Men det er så her, jeg vælger at tro på min skæbne.
Min tro på skæbnen
Helt grundlæggende tror jeg på, livet har en plan med os. At vores skæbne er fastlagt på forhånd. At vi har en (forudbestemt) returbillet med os, den dag vi kommer hertil. At der er en mening, med det der sker. Og at vi indbyrdes i stadiet mellem liv og død laver aftaler om, hvem vi skal mødes med igen, hvilken karma vi skal have udlignet, og hvilken lærdom vi skal have med os i vores næste liv.
Det kan lyde absurd, for de der slet ikke tror på den slags.
Og kan sådan en “tro” overhovedet forsvare, at der skulle være en mening med, at tragiske hændelser sker – og at vi mister vores børn?
Svaret bliver for stort at gå ind i her. Jeg er bare nødt til at sige, at min tro hjælper mig!
Noget større
Jeg har ofte overvejet, hvordan jeg ville kunne finde lindring nogen steder, hvis noget ondt skulle ramme mine børn. Og kunne jeg overhovedet leve videre?
Jeg er nået frem til, at jeg i nuet ville være så hårdt ramt af den “jordiske” sorg, smerte og håbløshed, at det i første omgang ville virke håbløst. Og at al omverdenens (forsøg på) forståelse, medfølelse og kærlighed ville være kærkomment.
Men det ville helt sikkert være “livet inden i mig”, der ville blive afgørende for min videre tilværelse. Og personligt ved jeg, jeg ville have behov for at overgive min situation til noget, der var langt større end mig selv.
Livets mening
Det vil blive alt for langt at udrede min tro på livets mening i dette indlæg. Men på pudsig vis er min “kosmiske bevidsthed” blevet forstærket under min ferie på Sri Lanka. Og jeg er kommet hjem med en anden forståelse af livet, end da jeg tog afsted.
Det kommer jeg til at skrive mere om, men ikke nu.
Lige nu ønsker jeg bare fred til de mange involverede på Sri Lanka. Fred inden i. Og så vælger jeg igen at læne mig op af Martinus kosmologi og hans spådom om, at livet på vores klode om 2-3000 år bliver paradis.
Der er vi nemlig langt mere åndeligt bevidste alle sammen, og har endelig forstået at krig, terror og magtkampe intet godt bringer med sig.
Men indtil da er der altså lige en del ting, vi skal lære.
Desværre nok på den hårde måde..
Jeg tror også at vi har en forudbestemt returbillet med os i livet.
Og ja, det i oplevede til sidst i ferien – man tænker, er verden da er gået helt af lave…det er den slags vi gerne vil undgå, men som vi ikke bliver spurgt om…
I forbindelse med dit forrige indlæg, hvir du skriver om at være heldig, så må jeg sige, at jeg ikke tror på held eller uheld eller om at være på det “forkerte” sted på det “forkerte” tidspunkt. Jeg tror vi har indflydelse på hvor nemt eller svært livet er, men det har ikke, efter min erfaring noget med held at gøre.. – jeg kommer til at tænke på historien om “manden med hestene, heldigt eller uheldigt” fortalt i korte træk, at der sker en række ting som andre betegner som henholdsvis heldigt og uheldigt og hvor manden hele tiden svarer “heldigt eller uheldigt, hvem ved?”
Jeg er meget enig med dig Pia. Hvad er held og uheld, forkert og ikke forkert, godt og skidt? Det kan der siges rigtig meget om, som jeg ikke skal begive mig ud i her. Martinus taler om livets “ubehagelige goder”, når noget er “mindre” godt, men jo alligevel godt – for vores videre udvikling. På samme måde med hvad der er “heldigt og uheldigt”. Der er stof til gode diskussioner der. Tak for dit indspark. Kærligst Hanne