Jeg har tvunget mine børn til at se lykkelige ud på det her billede..! Nej, faktisk stod de pludselig bare sådan, og så måtte jeg jo have kameraet frem. Og jeg vil faktisk driste mig til at sige, at de er ret glade. Og kærlige. Og meget selvstændige børn.
Og apropos det sidste er det noget, jeg (også) meget gerne vil kunne sætte tjek ved, at jeg har givet dem med på vejen. At de er selvstændige og kan klare sig selv, og har en tro på de kan.
Mine “stakkels” selvstændige børn
Og egentlig er det kommet ganske af sig selv her i huset. For jeg er en lud-doven mor i forhold til at hjælpe dem med særligt meget… Og jeg kan lige så godt sige, jeg går ind for børnearbejde:
Mine børn tømmer opvaskemaskinen, rydder væk efter aftensmaden, smører deres madpakker. Pakker skoletaske og idrætstøj. Kufferter og rejsetasker. Lægger deres vasketøj på plads, går med hunden, slår græsset. Skifter deres sengetøj, laver deres morgenmad, tager bus, tog og metro, og de har gjort meget af det, fra de var temmelig små.
Faktisk var det min søn der hentede pizza til os som 4-årig. Ja, ja han skulle bare ned af trappen (kun 80 trin fra 5. sal og hen om hjørnet…:-). Alligevel var folk forargede. Og når jeg kigger tilbage, tænker jeg da også; var han kun fire? Men det var han.
Stolte over at være selvstændige børn
Så altså ond, doven og udnyttende mor! Men det sjove er, at de altid har været så stolte af dem selv, over alt det de har kunnet. De har smurt madpakker, siden de startede i skole, og når jeg nogen gange spørger, om jeg skal smøre for dem, bliver der faktisk takket nej, for jeg ved jo ikke, hvad de vil have med..! (Her billede af min yngste datters lækkerier).
Og spørger jeg, om jeg er en modbydelig mor, fordi de absolut ikke bliver curlet, bliver det prompte afvist. De kan overhovedet ikke forestille sig, at jeg skulle pakke deres tasker og alt det der, men ok, de ville nok ikke være kede af, at jeg ryddede op i køkkenet, lagde deres tøj sammen osv. Og det gør jeg da også af og til…
Men nej, jeg kommer aldrig til at stå på Roskilde med nybagte boller og hjemmelavede frikadeller til de stakkels unge mennesker i de våde telte, men jo, jeg har faktisk lidt dårlig samvittighed over, jeg ikke hentede min søn fra festivalen, den ene gang han ringede og bad mig om det, men det var altså fordi, jeg ikke var hjemme den dag. Og det er rigtigt!
Opdragelse er en følsom sag
Jeg har forfærdelig mange meninger om børneopdragelse. Min påstand er, børn er, hvad vi gør dem til, og det er selvfølgelig en stor og følsom diskussion. Og en ting er helt sikkert; Hvor skal man bare lade være at blande sig i andre folks opdragelse af deres børn – med mindre de spørger naturligvis…
Jeg føler en forfærdelig stor trang til at blande mig, når jeg i det offentlige rum ser børn have fuldstændig styr på deres forældre, og forældre der simpelthen ikke aner deres levende råd i forhold til, hvad de skal stille op med de børn…
Jeg skal overhovedet ikke gøre mig bedre end andre, men jeg tror, det er vigtigt, at børnene ikke opsnapper usikkerhed hos forældrene. Enten bliver det udnyttet, eller også skaber det utrygge børn.
At sige undskyld til sine børn
Og så kan man da bestemt også være for streng. Der er meget, jeg gerne ville have gjort anderledes i forhold til min søn, som jeg fik som 28 årig. Og jeg har beklaget!
Som 13-årig bebrejdede han mig, at jeg havde vundet for mange kampe over ham. Altså sagt nej nogen gange og holdt på mit, hvor det nok ikke var rimeligt. Øv, hvor er jeg ked af det. For det har han ret i. Jeg har været for kontant nogle gange. Og måske havde jeg kunne lære ham at blive en god forhandler, hvis jeg havde gjort noget andet…
Det piner mig især, fordi han absolut ikke er typen, der har haft brug for grænser på den måde. Og når vores børn kommer og bebrejder os, må vi som forældre bare lytte. Har vi børn, der har haft en oplevelse af svigt eller andet, må vi bare æde den. Man må godt forklare – men også beklage. Det må være sårende at have forældre, der benægter at have gjort noget forkert, når det nu er børnenes oplevelse.
Hvem ved, om det er godt nok?
Jeg kamp-elsker mine børn, og jeg glæder mig usigeligt over dagligt at få at vide, at de også elsker mig! Så helt ringe er jeg vel ikke – om ikke andet får jeg det nok at vide en dag. Ville det ikke være mærkeligt, hvis vi gik helt fri?
Men selvom jeg står helt inde for min opdragelse af mine selvstændige børn, ved vi jo aldrig helt, hvad der kommer ud af den måde, vi opdrager dem på, som jeg tidligere har skrevet om HER.
Jeg tænker nogen gange, om mine bliver så selvstændige, at de dels bliver dårlige til at bede om hjælp, dels bliver dårlige til at hjælpe andre. For det ville jeg ærlig talt ikke være særlig stolt af.
De har fået sindsygt mange kys
Nå, men kærlighed har de ikke manglet. Hvis der er nogen, der har fået mange kys, så er det mine børn. Altså som i HELT VILDT mange! Og ud over de kærlige, harmoniske og livsduelige mennesker de er blevet, ja, så glæder jeg mig altså også over deres selvstændige tilgang til tilværelsen.
Som min 12-årige sagde fornyligt; Jeg mangler bare at lære det med vaskemaskinen, så er jeg klar til at flytte hjemmefra, og jeg glæder mig!
Det sidste ved jeg så ikke, om jeg skal tolke som noget positivt, men jeg elsker, at de er selvstændige og har mod på det hele. Og jeg elsker, når jeg hører samme datter sige “Jeg kan klare alt”.
Det må da alt andet lige være en fed indstilling at have med sig ud i livet…
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.
