Jeg kan godt lide at få stillet personlige spørgsmål. Og det gør ikke noget, de går tæt på!
Jeg er desværre bare så ekstremt dårlig til at svare!!
Og hvorfor er jeg egentlig det? Kan det være fordi, den slags spørgsmål kommer alt for sjældent? Eller er det bare i mit liv, det er sådan…?
Er du måske god til at stille de direkte, konkrete og måske lidt nærgående spørgsmål?
De frække spørgsmål
“Hvor tit har man sex i din alder?” Sådan har jeg en bekendt, der kan finde på at spørge. Bare sådan ud i det blå. Og af og til i et forum hvor det ikke rigtigt passer sig at stille den slags spørgsmål.
Jeg er vild med det, og kommer altid til at grine af det. Fordi det jo er overraskende. Og grænseoverskridende. Og ikke særlig normalt. Og som oftest bliver modtageren noget befippet, hvilket man vel ikke kan fortænke nogen i…?
Men det sætter som regel gang i en snak, der er enten sjovere eller mere interessant, end det man normalt taler om i et selskab.
Jeg er møg-kedelig
På baggrund af mit seneste indlæg om min hemmelighed (læs det HER), var der en Facebook ven, der skrev til mig, at han gerne ville kende min dybeste hemmelighed. Jeg måtte da have et eller andet – en hemmelig længsel f.eks.?
Jeg kan godt lide sådan et personligt spørgsmål. Også selv om det måske nok er lidt rigeligt friskt (måske frækt) spurgt, af en jeg ikke kender i det virkelige liv…
Men egentlig er det lige meget, hvor det kommer fra. Sådan et spørgsmål får mig altid til at stoppe op. (Det gør det bare man spørger om min yndlingsfarve..!). Jeg skal altid lige tænke mig om.
Men kunne jeg svare på det? Næh… Jeg kunne ikke komme i tanke om en hemmelig længsel….
I så fald mente han, jeg enten måtte være “den kvinde på jorden, der var i smukkest balance med mit indre …. eller også møg kedelig”.
Jeg hælder så desværre nok mest til det sidste!
Det er da møg-kedeligt ikke at kunne svare på et interessant spørgsmål!
Var det fordi jeg ikke ville? Altså hvis jeg havde kendt svaret? Hmm… muligvis.
Men jeg havde ikke noget svar….
Hvorfor kan jeg ikke svare?
Jeg synes faktisk eksistentielle spørgsmål, der går lidt tæt på er en rigtig fed måde at komme hinanden ved på. Så er det ikke lidt ærgerligt, vi ikke får stillet hinanden den slags spørgsmål?
Eller det er du måske god til at få gjort…?
Det kommer altid bag på mig, når jeg får stillet pludselige nærgående spørgsmål. Lige som det kommer bag på mig, at jeg ikke kan svare!
Med alle de (eksistentielle) tanker, jeg får tænkt på en dag, burde jeg have svar på det meste, men næh, overhovedet ikke. Og slet ikke når det gælder mig selv!
Det private er interessant
Af samme årsag var jeg også glad for, det ikke var mig, der var den kendte, da jeg som journalist på BILLED-BLADET, lavede interviews.
Jeg så det som min fornemmeste opgave at få de mennesker, jeg talte med, til at åbne for deres private side og dele den med omverdenen.
Det er selvfølgelig ikke lige det, et offentligt kendt menneske er mest interesseret i. De har jo “bare” et job som studievært, skuespiller, politiker, sportsudøver, musiker, forfatter, prinsesse at passe…, og hvad rager det så egentlig andre, hvilke følelser og udfordringer de har privat?
Tjoo… men alligevel er det bare interessant at høre, hvordan disse kendte mennesker lever deres liv – for tænk hvis de var lige som os andre? Og i bund og grund er det vel meget interessant at høre, hvordan vi alle sammen lever privat? Fordi vi jo spejler os i hinanden.
Hvad gør din nabo?
Gad du helt ærligt ikke godt være en flue på væggen hos din nabo? Hos dine søskende? Dine forældre? Din chef?
Hvad skændes de med ægtefælden om? Hvor ofte har de sex?! Hvordan er deres private omgangstone, deres samvær, arbejdsfordeling, hvordan opdrager de deres børn, hvad snakker de om?
Ja, der skal nok være nogen, der siger nej tak, det kunne jeg ikke tænke mig at vide. Men jeg synes altså, det kunne være interessant…!
Jo naturligvis ikke for at snage. Bare som et studie i mennesker! Inden for hjemmets fire vægge.
Man kan jo spørge pænt
Men ofte har jeg faktisk spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke har stillet de spørgsmål privat, som jeg har gjort professionelt?
Måske fordi jeg ikke har turdet? Måske fordi det bare har været nemmere, når jeg har haft min professionelle hat på?!
Men man kan jo sagtens spørge pænt! Min facebook-ven startede da også med et “med for lov…”, og da jeg interviewede grevinde Alexandra i forbindelse hendes 50-års-fødselsdag, vidste jeg jo godt, man ikke spørger én i de royale rækker om hvad som helst, men jeg lagde ud med at sige, at det havde jeg altså tænkt mig at gøre, og så måtte det være hendes valg at lade være at svare, hvis jeg gik for tæt på.
Det endte faktisk med at blive et af de mere interessante interviews, jeg har set med en ”kongelig”, hvis jeg selv må have lov at sige det. Og som jeg husker det, havde hun ingen invendinger, da hun læste artiklen igennem, inden den gik i trykken.
Jeg forstår til fulde, at det ikke er fedt at dele sit privatliv med hele Danmark, eller bare med hvem som helst, men er det alligevel ikke lidt fedt, at kunne levere noget, som måske kan give stof til eftertanke…? Uanset hvem man er…
…Altså hvis man ikke er sart!
Nå, nu er det ikke fordi, det skal være en opfordring til at kaste spørgsmål af tvivlsom karakter efter mig, for det har jeg hverken tid eller hjerne (åbenbart) til at svare på.
Men prøv for eksempel at spørge din nabo! Hvis du tør?
Du vil med garanti få svar, du ikke kan google dig til..!
Og hvem ved, måske vil I komme meget tættere på hinanden..?
Altså hvis hverken du eller din nabo er sarte…:-).
Og skulle du af uransagelige årsager have lyst til at dele din dybeste hemmelighed eller inderligste længsel med os andre, ja så skal du da være så velkommen…;-)
