Okay, for ikke at chokere nogle af de mange dejlige mennesker, jeg har været sammen med i weekenden, må jeg hellere lægge ud med at sige, at jeg ikke er spor ked af min sociale arv! Faktisk tværtimod. Men jeg gjorde en interessant observation i weekenden, som jeg ikke har tænkt over tidligere…
Jeg var sammen med min meget store familie. Vi udspringer fra min farmor og farfar, der fik tre drenge, hvoraf den ene er min far. De tre drenge har fået koner, børn, børnebørn og oldebørn. Og nok er vores farmor og farfar her ikke længere, men det er de så alligevel. Jeg har ikke før været så opmærksom på, hvordan den sociale arv fra dem stadig lever i bedste velgående!
Ud af de to mennesker er kommet 45 familiemedlemmer, og vi har de sidste 16 år mødtes til et årligt træf. Det er en stor og hyggelig fornøjelse, og ikke mindst for alle de små grandfætre og grandkusiner, der sådan set kun kender hinanden fra denne årlige sammenkomst.
Den sociale arv lever gennem generationer
Der er jo kommet svigerbørn til henad vejen, der har præget med deres. Alligevel er det som om, familien stadig er præget af den samme ånd, som det er min overbevisning, der eksisterede i mine bedsteforældres hjem.
Jeg har aldrig kendt min farfar, der døde året før, jeg blev født. Men jeg må sige, han har været med til at opfostre tre dejlige, varme, kærlige drenge. Og denne varme har forgrenet sig ned gennem generationerne.
Værdierne og kulturen lever, og vi har en usynlig samhørighed, fordi vi på mange måder er opdraget ens. Der er en genkendelighed, i måden vi er sammen på. Vores interesse for hinanden. Vores humor, vores (sunde) værdier. Dem, vi i hvert fald selv synes, er de rigtige! Jeg tror, vi alle er ganske tilfredse med vores sociale arv.
Vi er den gode familie
Vi er familien helt uden skilsmisser (ud over dem jeg har stået for! – som jeg har nævnt tidligere i min intro af mig selv HER). Og efterhånden som flere børn bliver født ind i familien, møder vi hvert år et nyt harmonisk og velfungerende lille menneske, der bærer vores værdier videre. Det er jo smukt.
Jeg har ikke rigtig tænkt over før, hvad det egentlig er, vi er opfostret med. Det er jo flere ting. Men der er f.eks. denne her:
Ved hver konfirmation i vores familie handler talen om “at stikke en finger i jorden”. Den kender vi alle, tror jeg. Vi har med andre ord lært lige at stikke en føler ud, og mærke hvordan man gebærder sig i det selskab, man nu er havnet i. Ikke nogen ringe lærdom. Så kan det ikke gå helt galt, hvis man pludselig skulle finde sig selv til bal på slottet. Eller bare hjemme hos de nye svigerforældre…
Måske er vi, uden vi ved det, opdraget til at være godt og behageligt selskab…;-)?
Er der plads til sjælen..?
Nå, men siden er jeg kommet til at tænke på, at de regler, overbevisninger og gode råd, der generelt går igen i en familie, også kan være årsag til begrænsninger. Af hvem vi er hver især.
Og nu taler jeg generelt:
Jeg tror jo på, der lever en sjæl i os alle. Den kæmper hver dag en kamp for at hjælpe os den rigtige vej i vores liv. Og de “stammeoverbevisninger”, vi er vokset op med – ikke bare i familien, men også i skolen, på arbejdspladsen i samfundet osv. – kan komme til at spille en afgørende rolle for, om vores sjæl får taletid.
Min påstand er, at de overbevisninger, vi har med os, også sagtens kan blive en hæmsko, for det vores sjæl gerne vil. Altså det, vi måske inderst inde godt ved er den rigtige vej for os. Hvis vi nu virkelig tillod os at lytte.
Hvad har du lært?
Lad os nu sige, du har lært at være beskeden, og at det ikke er velset at være til besvær. (Flinkeskole-pigen?!) Får du så nogen sinde albuet dig frem til den toppost, du egentlig dybest set drømmer om..?
Og hvis du har lært, at ægteskabet er til døden jer skiller, får du så nogen sinde dig selv til at gå fra din (ellers søde) ægtefælde, som du bare slet ikke er lykkelig med…?
Og når du har lært at stikke en finder i jorden og tilpasse dig omstændighederne, er det så egentlig det samme som, at du lærer at gøre, hvad der er forventet af dig? Og får du så nogen sinde vist det vildskab og den kreativitet, der måske bor i dig, og som din sjæl kæmper for, du skal have lov at slippe løs…?
Det er bare eksempler, men de findes i tusindtal…!
Shit altså…
Man kan sagtens leve super fint i overensstemmelse med sin sociale arv, og alt hvad man har lært, hvis man er enig i, at stammeoverbevisningerne er upåklagelige.
Men det modsatte kan altså også være tilfældet!
Jeg er inspireret af psykologen Christel Nani, når jeg skriver det her. Hun har skrevet en hel bog om at spørge sjælen til råds og slippe af med gamle stammeoverbevisninger… .
Og jeg er begyndt at specialisere mig lidt i disse overbevisninger og deres betydning for, om vi får levet vores drømme ud. Og faktisk er jeg ikke mindst inspireret af min søn, der tydeligvis ikke har det helt godt med, at han ikke gør, som (han tror), det er forventet af ham. (Det har jeg tidligere skrevet om HER).
Og vi kender det godt, ik? Det med at andre synes noget. Og det med vi måske ligger under for de forventninger, der er til os fra andre sider…?
Har du et problem?
Men heldigvis kan disse overbevisninger ændres, såfremt man føler, noget hæmmer en i, at komme derhen hvor man gerne vil. Genkender du det, og har du lyst til, jeg hjælper dig, så giv mig et praj:-).
Faktisk tror jeg på, at en simpel omdirigering af en hæmmende overbevisning i en del tilfælde kan have en større effekt end timevis af samtaler hos en psykolog….
Personligt er jeg vældig tilfreds med min sociale arv. Og det, tror jeg faktisk, mange er. Det er jo det, vi kender. Det der føles rigtigt. Det er derfra, vores verden går…
Alligevel er det interessant, hvilken vej vi ville gå, hvis vi kunne skralde al vores lærdom og alle vores overbevisninger fra, ik…?
Kære familie
Det var som altid en fornøjelse. Jeg håber, jeg må have lov at bringe et billede af os. Det blev lidt uskarpt i år, så I bliver næppe genkendt, men jeg får lige mulighed for at blære mig med jer…;-)
Love you all… og næste år kan vi jo tage diskussionen om, hvad det er for nogle stammeoverbevisninger, vi har…:-)
(Til mine læsere: Det er mig nederst sådan cirka i midten, hvis nogen skulle begynde at lede…)
Wow hvor er det fantastisk at I kan samle hele familien hver år og at I er så mange, det gør mig helt blød i hjertet at høre om en familie der gør det og så mange møder op. Og hvor glad du er for dem ❤️
Jeg har ikke ret mange tilbage af min familie fordi de enten er døde, psykisk syge, er lidt specielle som ikke gider at mødes eller ikke har tid m.m.
Men dem der er tilbage plus kæreste, koner, børn osv., dem elsker jeg og er jeg rigtig glad for, at jeg ser med jævne mellemrum, sidst var vi 10 samlet på min mors side, vi manglede 4.
Da min mormor døde, stoppede det lidt med at samle hele familien men nu er min bror og hans kone begyndt at invitere os alle til stegt flæsk og persillesovs på en kro, hvor vi selv hver især betaler for maden, det er dejligt nemt for alle og skide hyggeligt, bortset fra ondt i maven
Det er ret spændende, det du skriver om vedr. de overbevisninger og forventninger til os og hvad andre mener/syntes.
De aftryk jeg fik fra 0-7 år var ikke lige de bedste og hele vejen op i min opvækst har jeg kæmpet med at være anderledes end alt det andre udefra forventede af mig, den eneste der altid har været stolt af mig var min mor alle andre ville have at jeg skulle alt muligt, som jeg ikke selv havde lyst til men som jeg desværre valgte at lytte til for at please andre. Og det fortryder jeg i dag, men kan ikke bruge min fortrydelse til noget, må bare leve efter mine drømme fra nu af eller efter jeg blev bevidst om for nogle år tilbage, hvad det var jeg havde gang i og så begyndte jeg at arbejde med mig selv, så jeg aldrig nogensinde, skulle please andre mere og sige til og fra efter hvad min drømme er, mine behov osv.
Det er en sej vej at gå men jeg er heldigvis en stærk kvinde, så det skal nok lykkedes mig at nå dertil hvor det er mig der bestemmer over mig og ikke alle andre ❤️
Hvad er det du hjælper med?
Hvis du svare her ved jeg ikke om jeg er klar over det, så svar meget gerne på messenger
En rigtig spændende indlæg du har lavet, som gav stof til eftertanke om hvad det er jeg gør forkert, når andre vil blande sig i mit liv, min måde at være på osv. ❤️
Tusind tak for alle dine ord, Betina. Jeg svarer dig på messenger. Knus Hanne
Måske husker Du, at min far døde, da vi lige var startet i gymnasiet. Men en faster uden børn, og ingen andre i familien var levende , var vi 4 tilbage. I mellemtiden er de 2 (min faster og min ene søster) gået bort.
Jeg har altid sat pris på mine svigerfamilier. Den nuværende er fantastisk og har bakket min kæreste og mig op gennem en 7 år lang krise.
Min far har sagt mange kloge ting, som jeg bringer videre og jeg har givet mine børn med. Jeg elsker når mine voksne drenge kræmmer mig, og vi prøver at skabe nogle traditioner på det lille familie fundament, vi nu har.
Deres far har en kæmpe mere eller mindre dysfunktionel familie. Men de gør deres bedste.
Jeg bærer min far i hjertet, og håber at mine børn vil bære mig i hjertet, når jeg en dag går væk
Nåå Randi sikke en rørende historie. Ja, hvor har vi dog forskellige bagrunde – og arv – med os allesammen. Jeg er ikke i tvivl om, dine børn vil bære dig i deres hjerter, og flot “kæmpet” af jer. Mange kram og lykke til fra mig.