Tænker du nogen sinde over, hvor meget det siger om dig, hvad du laver, når du ikke “er i gang med noget”…?
Alt i mens årets første studenter springer ud efter 13-14 års skolegang og pludselig ikke længere er “i gang med noget”, føler jeg med alle dem, der – når glædesrusen har lagt sig – ikke aner, hvad de skal stille op med deres liv?!
Samtidig kan jeg ikke komme i tanke om noget mere spændende, end et liv der ligger åbnet, og hvor alt er muligt… – hvis man altså ikke lige føler sig presset af de forventniger, der ligger fra forældre, familie, samfund og ja, én selv.
Det er måske plat at sige, at jeg føler, jeg selv er lidt samme sted, men min virkelighed er jo, at jeg heller ikke ved, hvad jeg skal, og lige nu går mit liv mest ud på at eksperimentere med, hvad der sker, når man ikke er i gang med noget, og ikke har en plan.
Hvis ingenting er det rigtige…
Faktisk er det mit håb, at mange af de unge studenter vil gøre som mig, nu hvor de endelig kan. For når man ikke er i gang med noget, flytter man sig alligevel. Og tænk hvis man faktisk driver i lige præcis den retning, hvor der er en højere mening med, man skal være…?!
Hvis jeg kigger 8-9 måneder tilbage, hvor jeg stoppede med at arbejde, er jeg rykket i en spirituel retning, som jeg på ingen måde havde drømt om, skulle blive min vej…
Men det bringer mig frem til det store spørgsmål: Skal vi pace de nyslåede studenter til straks at komme i gang med noget – som samfundet gerne vil det? Eller skal vi opfordre dem til at rejse, arbejde, tage på højskole… eller skulle vi måske bare lade dem være, og se hvad der sker…?
Min søns kvaler
Det er nu tre år siden, min 21-årige søn blev student, og både han og jeg møder jævnligt forargelse over, at han ikke er i gang med noget. Jeg ved det piner ham, men mig…?
Jeg er piv-stolt over ham af to årsager:
1) Jeg ved, han kan så meget. 2) Han gør ikke, hvad der “forventes” af ham!
Han var meget overrasket over, jeg var stolt af ham, da vi talte om det forleden. For ingen tvivl om, han føler sig presset over ikke at være i gang. Og han vil så gerne gøre os stolte, siger han. Det var tydeligt, at han er optaget af, hvad alle vi andre tænker.
Hvornår skal vi sætte ind?
Jeg tog initiativ til vores snak, fordi han nu går i gang med fjerde år uden at være i gang med noget, ud over lidt forskellige små-jobs, som han – i mine øjne – for hurtigt vælger fra igen, fordi han helst vil sidde og lave musik og skrive på sin roman… Hvilket han så også gør!
Havde han nu siddet og drukket cola og spillet playstation og været på kontanthjælp havde piben forlængst fået en anden lyd, men det sjove er, at jeg føler, han er, lige præcis hvor han skal være. At han laver lige præcis det, der er ham. Og efter jeg er blevet endnu mere spirituel, er jeg også blevet endnu mere rummelig, og SÅ overbevist om, at vi alle er her for at byde ind med et eller andet, vi kan, og virkeligheden er, at min søn lige nu gør det, han er bedst til. Han kan både synge og skrive, så hans mor tuder (eller måske tæller det ikke helt, når det er mor…?)
Hvornår er man i gang med noget?
Men han synes altså selv, han bør tage en uddannelse, (og det synes hans mor også), men når han nu ikke aner, hvad han skal gå i gang med, fordi han ikke aner, hvad han skal være, er det så dumt at gå i gang med noget – som viser sig at være det forkerte…?
Og hvad nu, hvis han skal være musiker og/eller forfatter, er han der så ikke allerede – sådan i det små…?
Nå, men snakken gik på alt muligt om hans virke og hans fremtid, og mig der mente, at uanset om han begyndte at læse noget i år eller næste år, så skulle der ske noget nyt nu for at udvide hans horisont.
Man kan jo altid filosofere…
Jeg er overbevist om, at et år mere ikke gør ham klogere på hvilken uddannelse, han skal tage, hvilket han også var enig i, og jeg sagde til ham, jeg er sikker på, han skal beskæftige sig med det, han allerede gør, for der er en mening med, han allerede gør det, og mens jeg sagde det, kom det pludselig til mig, hvad det er, han skal læse: Filosofi…!
“Filosofi….”, nærmest fnøs han. “Det er vist bare fordi, du synes, det lyder godt”. “Nej”, sagde jeg, “Det er fordi, jeg ved, det er SÅ meget dig”. Og hør lige hvorfor, for nu bliver det interessant:
Sagen er jo den, at selv om vi ikke tror, vi “laver noget”, så laver vi jo alligevel noget… Da min søn var lille, sad han i mine forældres have nede ved deres sø – uden at lave noget. Han sad bare og gloede. Men det var hans “tænkested”, sagde han. Og da jeg mødte min mand, (der selv havde en søn) var han meget imponeret over, hvor længe min 8-årige kunne sidde på plankeværket nede i vores gård i det indre København og i timevis bare sidde der – og tænke!
Da min søn et halvt år gammel kunne sidde selv, var hans foretrukne beskæftigelse at sidde og kigge i bøger, og da han var teenager, købte han for sine egne penge en bog om vores største filosoffer!
Se på, hvad du gør frivilligt…
Pludselig gav det mening! Han er en tænker. Det fremgår også af det, han skriver. Og mens jeg kom i tanke om dét, kom jeg også i tanke om, hvordan jeg selv, da jeg gik i 5. Klasse, startede et skoleblad, der blev trykt til hele skolen. Det havde jeg faktisk glemt, men det gjorde jeg altså. Og det siger jo noget om, at jeg allerede på det tidspunkt havde en journalistisk interesse. Det fortæller meget om os, hvad vi gør, når vi gør noget helt frivilligt… Så vær´ lige opmærksom på det, kære unge studenter, der ikke ved, hvad I skal!
Men som min søn sagde; “At læse filosofi er jo den sikre vej til bistandskontoret”. Og på min kække high-vibrations-måde svarede jeg “Hvorfor dog det, hvis du nu selv er en af de nye store tænkere…?”
Min “forkerte” uddannelse
Anyway, uanset om en filosofisk uddannelse bringer ham et nyt sted hen eller ej, så skal han blive ved at skrive (bøger?) og lave musik, for det var det, der opstod, den dag hans liv pludselig lå åbent. Og at læse noget filosofi ved siden af, gør ham i hvert fald ikke til en ringere forfatter eller musiker, og så længe uddannelsen varer, godkendes han jo i hvert fald nok som værende “i gang med noget”.
Jeg var selv 25 år, før jeg gik i gang med den “forkerte” uddannelse. Du kan læse om det under “Min historie” HER. Og så var det sjovt nok en syv sider lang artikel om visualisering og positiv tænkning, der kickstartede min journalistiske karriere.
Jeg skrev den bare for at komme i gang (og var så heldig at månedsmagasinet IN købte den). Det er eneste gang i min journalistiske karriere, jeg har skrevet om spiritualitet, men nu er jeg her pudsigt nok igen, og denne gang skal jeg vist lytte til, at jeg skal noget mere med det…!
Giv dem ro
Hvor min spirituelle rejse bringer mig hen, vil tiden vise, og hvad de unge studenter skal, vil tiden også vise, men skal vi ikke bare opfordre dem til at tage det lidt roligt, ikke tænke så meget, mærke godt efter og så ellers bare se, hvad der viser sig…?
Jeg er sikker på, det er måden at finde den rigtige vej på…
Ps. Hvis det interesserer dig, hvordan jeg blev ramt af ledighedstress, da jeg stoppede med at arbejde (og pludselig havde alle muligheder i hele verden) kan du finde mit indlæg HER.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.
