At min hund er smuk fik jeg (endnu engang) at vide, da jeg gik tur med den i morges. Og det er et af hverdagens små komplimenter, som det er så dejligt at få. Så jeg lod mig lige inspirere til dagens indlæg. Komplimenter. Er du god til at give dem? Hør lige et jeg fik engang:
-“Ih, Hanne, når du kommer ind ad døren, er det altid som om, solen begynder at skinne…”. Det var der en kollega, der sagde til mig, og det er et af de dejligste komplimenter, jeg nogen sinde har fået. Gider man ikke godt være solen, der begynder at skinne, når folk ser en…?!
Ja, mindre kan jo også gøre det, og der er da heller ingen, der nogensinde har sagt det siden, men det er et kompliment, jeg stadig bliver glad af at tænke på.
Og hvor er jeg vild med, når folk tør sige det højt, når de har noget godt at sige. Der ligger en skøn energi i det.
Både for giveren og modtageren.
Spred glæden
Det skønne er jo at opleve, hvordan folk, der får et kompliment, lige lyser op et øjeblik. Fordi de glædes over at blive bemærket. At blive set.
Og det er det, komplimenter kan. Skabe glæde. Og måske ikke bare et øjeblik – måske en hel dag. Eller for mit vedkommende mange år!
Bliv selv glad!
Spørgsmålet kan så være, om man måske også kan komme til at give et kompliment, der er lidt ude af kontekst. Eller modtageren måske ikke lige er klar til at modtage det…
…som dengang jeg nok jokkede en lille smule i spinaten, da jeg komplimentere en kvinde for at dufte helt utroligt godt, da hun kom ind i dén is-butik, hvor jeg stod og ekspederede. Hun så faktisk ud som om, hun syntes, det var lidt intimiderende, jeg sagde det. Hun ville jo bare købe en is..!
Men mon alligevel ikke, hun blev en lille smule glad…? Det var i hvert fald meningen, og det kan da umuligt komme dårligt tilbage, at man siger noget positivt til folk.
I hvert fald bliver jeg selv glad, når jeg får givet de komplimenter. Det løfter. (Og her behøver jeg ikke sige high vibrations, vel?! Se evt. HER hvad jeg tidligere har skrevet om den slags).
Jeg er ikke god til komplimenter
Jeg er bare ikke god til at få givet de komplimenter ofte nok? Og hvorfor egentlig ikke? Tænker jeg ikke over det, eller er det fordi, det faktisk også kan være en lille smule grænseoverskridende at komplimentere andre? Navnligt fremmede.
Men så kan man jo bare starte lidt forsigtigt. Med noget der ikke helt er komplimenter. Hvor svært kan det for eksempel være lige at give kassedamen en venlig bemærkning. Eller give en fremmed et smil eller en hjælpende hånd.
Når hunden er smuk…
Eller som min tur i morges, hvor en fremmed stoppede mig og sagde; “Hvor er det altså en smuk hund, du har”. Det sker faktisk tit, at nogen siger præcis det. Og hvor dejligt de ikke bare nøjes med at tænke det, men faktisk siger det.
Jeg bliver jo glad af at høre det – og når det nu ikke er mig, der er smuk mandag morgen, hvor det regner, er det da dejligt, at hunden er det.. – og at nogen gider gøre sig den ulejlighed at sige det…
Nemt tjente point!
Jeg kender en lille pige, der er vanvittig god til at give fremmede mennesker komplimenter. Hun spotter lige folk, og så siger hun f.eks; Jeg elsker dine øreringe!
Folk falder helt på halen over hende, og hvor er det da også sødt. Og hvor er det egentlig også nemt tjente point, tænker jeg! Altså det med at give komplimenter. Folk synes jo garanteret, man er sød, og så er det førstehåndsindtryk ligesom i orden ik…;-).
Ja, nu skal man jo ikke gøre det for at være udspekuleret. Man skal gøre det, fordi man mener det, og fordi det er dejligt at glæde folk, og fordi man selv glædes ved det.
Start med et smil
Og når først det er naturligt for os, er det jo slet ikke farligt mere, eller ukomfortabelt… Og jeg vil påstå, der kommer noget godt ud af det.
Så er det ikke det, vi øver os i i dag? Komplimenter. Fordi det er gråt, og det regner… Eller bare fordi…!
Tre styks! Lad mig vide, hvad du får sagt/gjort..?
Et smil, et kompliment, en venlig bemærkning – til folk der ikke forventer det! Det burde være så simpelt – og til glæde og gavn for de fleste, som man vist siger…
Her er det lige omvendt, der er det mig der er kønnere end hunden ha,ha,ha. Jeg har en engelsk bulldog, og de fleste syntes, han er grim og støjende, men det syntes jeg heldigvis ikke.
Jeg fik ogsaa af vide da jeg var mindre, at jeg strålede som solen, når jeg besøgte vores lille lokale købmandsbutik, min mor ville give mig en skideballe en dag, da hun opdagede, at jeg købte popkorn og cola for mine madpenge, og så sagde købmandsdamen at hun ikke måtte skramme mig væk fra butikken, for hun blev i så godt humør når jeg kom forbi, og så blev min mor vist helt stolt af mig, for hun stoppede med at sige mere til mig, smiler.
Jeg elsker ogsaa at give komplimenter, men husker det ikke altid, især hvis mit hovedet er fyldt op med alt muligt, ellers er jeg tit god til at sige til andre når jeg ser dem, at de ser godt ud, eller har noget pænt tøj paa m.m.
Bliver selv rigtig glad, når jeg selv får komplimenter og tænker at det gør andre også.
Tak for din kommentar, Betina – og du er ganske givet kønnere end hunden;-). Og dejligt du også er god til komplimenter. Jeg vil virkelig prøve at få smidt et par stykker af sted hver dag… Kh Hanne