Jeg tror, jeg i en ret tidlig alder lærte mig selv at lukke ned for mine ægte følelser.
Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Der var ikke nogen særlig grund til det.
Måske havde jeg bare en ide om, at alt helst skulle være godt hele tiden, og hvis det ikke var det, så var det nok mig, den var gal med. Så var mine følelser nok forkerte, og så var det nok bedst, jeg lukkede ned for dem.
Det er mit bud på det.
Og det er først her i en sen alder, det er gået op for mig, at jeg tror, det er sådan, det må have været.
For tit har jeg spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig føler så lidt. Eller bare ikke føler jeg har adgang til de helt store følelser….?
Når det hele er lidt leverpostej…
Kender du den lidt leverpostejsagtige følelse af, at det hele vel egentlig går meget godt?
Det gør det sikkert også, og det er jo fint. Men så alligevel…
Hvor er den ægte passion, den store lyst, de øjeblikke hvor man bare ikke er i tvivl om sin retning?
Ja, måske kender du slet ikke til den slags. Fordi du er fuldstændig dus med dine ægte følelser. Men jeg kender det. Og jeg tænker nogen gange, at mit liv måske var blevet anderledes, hvis jeg havde været i stand til at mærke efter og lade mig guide.
Ikke at jeg ikke er tilfreds med de valg, jeg har taget. Men havde jeg haft ordenligt adgang til mine følelser, havde jeg måske taget nogle andre valg…?
Jeg elsker de store, ægte følelser
Jeg har altid været dybt fascineret og tiltrukket af mennesker, der er gode til følelser. Til at mærke dem, udtrykke dem og gå med dem. Nogen tør virkelig sætte sig selv på spil – uden at være bange.
Sådan en vil jeg også være.
Derfor er jeg også så taknemmelig for, at jeg her på mine gamle dage har fået øjnene op for, at min sjæl altid forsøger at trække mig i den rigtige retning. Og qua mine følelser gøre mig opmærksom på i hvilken retning jeg skal gå.
Det sker der, når vi ikke lytter…
Det er en kæmpe gave at have sin sjæl lige ved hånden. Og jo bedre jeg bliver til at mærke, lytte og reagere, når ægte følelser rammer mig, jo mere kommer der til mig. Og det sjove er også, at jeg ikke får lov at slippe.
Sjælen bliver ved at “plage” mig, indtil budskabet er sivet ind.
Og i forlængelse af det kan man jo komme til at tænke på, hvad der så sker, hvis vi ikke lytter.
Ja, der opstår jo så risikoen for, vi går af de forkerte stier. Fordi vi har lært at følge den vej, omgivelserne har “valgt” for os. For nogen går det så vidt, at de sågar begynder at overskride egne grænser for, hvad der føles rigtigt. Og så har vi problemet.
Mit hjerte bløder
Det gør mig i sandhed ulykkelig, at vi har fået skabt et samfund, hvor angst og depression – ikke mindst blandt unge – bliver mere og mere udtalt.
Fordi alt for mange ikke lytter til, hvad sjælen har på hjerte. Til hvor de ægte følelser vil have os hen.
Og det forstår jeg godt, med alle de krav der ligger derude, og som på en eller anden måde kan komme til at synes vigtigere.
Det er de bare ikke – og åh, hvor mit hjerte bløder for dem, der mistrives.
Lyt nu…
Prøv nu, om det ikke er muligt at gå en tur i skoven og mærke roen og lytte til den indre stemme. Den som altid er der for os.
Og har du ikke skov eller anden natur lige ved hånden, så prøv alternativt at sætte meditationsmusik med fuglekvidder og bølgeskvulp på. Drøm dig ud i naturen og giv dig selv lov til bare at være for en stund.
Og gør det igen og igen.
Tag imod hvad der kommer
Jeg er så lykkelig for jeg endelig og for alvor har opdaget den guide, der bor i mig. Og jeg tager imod med kys-hånd uanset om det er gode eller svære følelser, den skyder efter mig – selv om det i sandhed kan være hårdt, når det gør ondt.
Men for mig er det altså så livsbekræftende, når jeg mærker det stærke og ægte.
Så lever jeg.
Og ja, jeg ved, jeg har skrevet om den sjæl nogen gange, men hvor vil jeg gerne have dig og alle andre med på vognen!
Det er så interessant, hvad der ligger gemt til os i vores indre, hvis vi lytter.
Og skulle du ikke vide, hvordan du lytter, så har jeg tidligere skrevet om det, bla. HER og HER.
Må du få en dejlig dag derude, hvor du går med dine følelser… på godt og ondt!
Hej Hanne. Jeg elsker at læse dine blogindlæg. Du skal vide, at de har hjulpet mig meget, her hvor jeg – midt i livet har sagt jobbet op og vil prøve noget andet – men alligevel kommer i tvivl om, hvilken retning jeg skal gå. Så tak for hjælpen – endnu engang. Du ser tingene fra en lidt mere “alternativ” vinkel. Og det er der brug for. Jeg håber, at jeg kan lære at lytte mere til sjælen end til hvad omgivelserne forventer af mig.
Tusind tak for din dejlige hilsen Sanne. Og hvor er vi efterhånden mange, der vælger at prøve noget andet her midt i livet. Der kommer masser af tvivl vores vej, men det er også spændende. I hvert fald ind imellem, ik;-)?! Tusind tak for dine ord – og jeg håber at høre, hvad du lige pludselig finder ud af med det hele… Knus Hanne
Åh kære dig. Du får tankerne igang. Jeg har brugt 8 10 år på at finde mit ægte JEG. Hvor jeg har lagt det ægte jeg bag et skjold, et skjult camouflage. Blevet for bandet god til at skjule min smerte.
Som et eller andet sted berørte min stolthed.
Min egen opfattelse af mig selv. ( du kender den med klovnen i cirkus – bag facaden er det ægte jeg)
Men jeg har gennem min opvækst lært mig at se positivt på livet uanset hvad der måtte komme. Jeg har været service branchen i hele mit liv, lavet oplevelser, solgt oplevelse og med det mødt mange mennesker på godt og ondt. Men jeg har haft det godt med ting som er givet tilbage i form af serviceydelser. Min opgave som jeg selv har påtaget mig ‘ at give mennesker glæde ‘ de bruge tros alt lidt penge på den forhåbentlig uforglemmelige oplevelse af en fest, en rejse, et bryllup mm. De skulle jo gerne komme tilbage med den næste oplevelse de ønske på livet lange vej på godt og ondt. Jeg skal jo tjene penge. Dét er måske beskrevet som jeg var falsk, det er absolut ikke tanken. Jeg glemte bare én ting i det forløb i at gøre mennesker glæde – mig selv, mit ægte jeg.
Jeg har altid fra barnsben af tanken ‘ jeg skal udover stepperne ‘ nok ikke altid set mig tilbage for solen står i morgen igen og så løser jeg/ vi opgaven der. Hmm.! Troen på andet menneske kan give tæsk – troen på dig selv kan give tæsk. De valg jeg har taget i mit liv har jeg som sådan ikke fortrudt men jeg kunne da have gået én vej. Men så var jeg jo ikke den person som JEG ER i dag.
Her til sidst , jeg traft et valg i marts måned i år Jeg vil på scenen igen – på scenen igen med mig selv og jeg er godt på vej.
Tak for din tid og af hjertet rigtig dejlig dag.
Vh S⚓
Simpelthen så dejligt at høre fra dig Skipper, og skønt hvis min blog kan få sat lidt tanker igang. Fedt du vil på scenen igen. Det vil jeg glæde mig til at høre mere om! Og husk nu at huske dig selv i det hele…:-). Mange knus Hanne