I min søgen efter svar på, hvorfor jeg egentlig er, hvor jeg er i mit liv, og hvad jeg skal beskæftige mig med i mit nye arbejdsliv, har jeg gået og leget med en sjov tanke. Jeg har vendt tingene lidt på hovedet:
I stedet for at spørge mig selv, hvad jeg gerne vil her i verden, har jeg prøvet at spørge, hvad verden gerne vil med mig?!
Der må da være en mening med, hvorfor netop jeg kom hertil?
Og nej, ikke bare fordi, mine forældre lavede mig!
Hvorfor blev det lige præcis mig, der kom ud af de tre millioner sædceller, der blev skudt afsted dengang…
Og det samme gælder dig!
Vi er jo unikke allesammen. Der er ikke andre som os, og derfor er der måske noget helt særligt, vi skal bidrage med, mens vi er her. Noget som kun vi – som de unikke mennesker vi er – er skabt til at skulle tilføre verden.
Så med det for øje, hvad vil du så mene, du indeholder, som kan bruges i denne verden? Hvad er meningen med netop din eksistens?
Svarene er i os selv
Jeg tror, alle svar findes i os selv, vi er bare ikke så gode til at lytte.
Vores ego ved bedre… Tror vi!
Og selvfølgelig kan man spørge, i hvor høj grad svarene i os selv er præget af vores miljø og opdragelse, men du kan garanteret finde områder af dit liv, hvor du føler dig ret anderledes og har helt andre værdier, end dem dine forældre lærte dig…? (Det kan også være, du med fuldt overlæg er gået i den stikmodsatte grøft, fordi du i hvert fald ikke vil være som dine forældre).
Men kernen af dig selv, når det hele er skraldet væk, hvad siger den? Hvem er du?
(Stort og svært spørgsmål…).
Men du er kommet hertil med noget!
Du har garanteret et talent eller to. Og måske også en stærk følelse af, at noget altid har boet i dig, men aldrig rigtig er kommet til sin ret? Noget du altid har (haft) lyst til, og som føles rigtig for dig. Eller noget du ved en masse om og altid er god til at huske…?
I hvert fald ved du helt sikkert en del om, hvad der ikke er dig… og hvad du ikke kunne drømme om at beskæftige dig med!
Kender du dit hvorfor?
Jeg spørger fordi, jeg i disse dage går og tænker meget over, hvad jeg skal med mit arbejdsliv.
Måske er du så heldig, at du ved, hvad meningen er med dit? Måske er du det helt rigtige sted og beskæftiger dig med det, der er rigtigt for dig?
Eller måske er dit liv bare, “blevet som det er”, og det er fint nok med dig.
Nogen har ikke brug for at stille det famøse spørgsmål: HVORFOR?
Men for mig…
Det er et halvt år siden, jeg stoppede på BILLED-BLADET.
Min blog har været i luften i halvanden måned. Jeg fulgte det tegn, jeg fik, (du kan læse om det her) men hvad så herfra?
Det bliver jo ikke ved at gå, at jeg ikke tjener nogen penge, men tanken om at få et job igen, giver mig også følelsen af, at “så fortsætter jeg jo bare mit liv i hamsterhjulet”.
Og hvad er det, jeg skal lave?
Jeg savner energien, der ligger i at være sammen med mange kolleger, men lige nu synes jeg ikke, jeg har lyst til at arbejde på andres præmisser og med andres visioner. Lige nu må det godt handle om mig, og noget jeg skaber.
Men hvordan finder man ud af, hvad der så giver mening?
Hvad ville du gøre gratis?
I al beskedenhed synes jeg, jeg kan mange ting, spørgsmålet er bare, om det kan sættes sammen til noget, der kan bruges arbejdsmæssigt.
Hvis du har læst mit interview med TV2s Mikael Kamber (ellers er det her), ved du, at man ikke nødvendigvis bliver lykkelig af at lave, det man er god til.
Godt så! Men hvad så?
Vil det blive nemmere at besvare det spørgsmål, hvis man forestiller sig et job, hvor man ikke tjener penge?!
Ville du blive i det job, du har nu, hvis du ikke blev betalt for det?
Hvad ville du lave, hvis det kun var lysten og glæden, der skulle drive værket?
Jeg finder jo mig selv på min blog lige nu – for min fornøjelses skyld.
Før skrev jeg om kendte og kongelige – og tjente penge. Nu skriver jeg om personlig udvikling – og tjener intet. Tværtimod har det kostet mig penge at få skabt min blog, og hvad fortæller det om mig?
I, der har fulgt med, ved bloggen lever, fordi jeg fulgte et tegn, jeg fik (du kan læse om det her), men ingen fortalte mig, hvad bloggen skulle handle om. Det kom “af sig selv”. Og det blev hverken mad- eller strikkeopskrifter, men snarere opskriften på at finde ind til det gode liv. Og det siger vel også en del om mig.
Var det noget, jeg havde i mig, der skulle ud?
Ved du, hvad der er mest gunstigt for dig?
Jeg tror ikke mit “blog-liv” er opstået tilfældigt. Jeg tror, det skal bruges til noget på den større bane. Måske “bare” gøre mig klogere på livet, men hvem ved – måske også andre? Måske har universet ledt mig i denne retning for at gøre mig opmærksom på, hvad jeg har at bidrage med…
I hvilken retning tror du, vinden ville blæse dig, hvis du slap det hele, og landede det sted, der var mest gunstigt for dig? Hvad tror du, meningen er med dig i denne verden?
Måske interesserer den slags spørgsmål dig slet ikke, men skulle det være sådan, at vi står i samme situation, så stort held og lykke til dig. Jeg hører gerne om, hvad der sker for dig – og også gerne hvis du har erfaringer med ovenstående…:-)
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.