Kender du det, når der opstår ting i vores liv og vores hverdag, som vi nok nyder, mens de står på, men som vi efterfølgende blot betragter, som noget der skete, og så er vi ellers videre…
Eller er du god til at være taknemmelig for de små gode ting, der sker…?
Jeg har haft en del gode episoder i påsken, som jeg faktisk synes, det er værd at gøre noget mere ud af at være taknemmelig for.
Egentlig ville vi have været ude at rejse, men vi er desværre frygtelig utjekkede, når det kommer til langtidsplanlægning.
Et par dage før børnene fik påskeferie, spurgte vi hinanden, om vi skulle rejse et sted hen – hvilket er et tosset, fordi det meste på dette tidspunkt er udsolgt og ellers virkelig dyrt.
Vi tjekkede alligevel rejser, og blev enige om, det ikke var spændende at tage ned i svigermors lejlighed i Spanien, fordi poolen ville være for kold at bade i. På Tenerife var alt booked, og i mine øjne var der for langt at flyve til Los Angeles for en uge…
Taknemmelig for ti dage uden planer
Vi brugte nogle timer på et worldtrip på nettet – indtil vi besluttede at blive hjemme… Og så er det, man skal værdsætte den beslutning, i stedet for at synes at “det var da ærgerligt”.
Og med de briller på, havde vi nu ti lange, dejlige feriedage herhjemme, hvor der var tid nok, og hvor alt kunne ske, og så var det, der opstod nogle skønne episoder, som jeg synes, fortjener at gå over i historien som noget, der virkelig skal værdsættes:
For det første nød mine døtre at have tid til masser af leg, hygge og overnatninger med veninder og kusiner og gav flere gange udtryk for, hvor skønt det var, vi ikke skulle noget. Og så var der plads til, at vi arrangerede et par akutte påskefrokoster, som faldt overraskende godt ud:
I min familie plejer vi i påsken at have en overnatning i sommerhus hos min søster og svoger og deres to børn, men de var taget på ferie i år, min svigermor havde lovet sig væk til anden side, så tilbage var mine forældre samt min bror og svigerinde og deres to børn, og dem valgte vi så at invitere til påskefrokost hos os, og det lidt amputerede selskab taget i betragtning, havde jeg egentlig bare forventet en stille og rolig sammenkomst, men.…
En påskefrokost der går over i historien
Allerede ved første snapse-skål lægger min bror traditionen tro ud med sin sædvanlige hymne “Du lille snaps på væggen der, du gør mig så fornøjet….”, og traditionen tro stemmer min søn straks i med en andenstemme, og snart synger alle med på denne druksang – lad os kalde det, hvad det er – som vi også synger i forbindelse med vores julefrokoster, og som altid kommer til at lyde smuk, højtidelig og salmeagtig med de mange stemmer – og den bringer altid smilene frem!
I det hele taget er vi glade for at synge i min familie, og denne påskefrokost endte med at blive en sand musikalsk oplevelse. Alt i mens der blevet snakket, leget, spist, vasket op og kigget i gamle fotoalbums, blev der sat forskellige numre på sonos-anlægget, som vi alle skrålede med på i kor. Fra højskolesange til musicalsange og mere traditionel pop og rock, og sikke en fest det blev…
Da mørket faldt på synes min mand, familien skulle smage en drink han kunne, og efterfølgende var der en god rødvin, der også skulle smages, og inden familien takkede af ved 22-tiden, var festen rykket i køkkenet, hvor der stadig blev sunget – og min 80-årige far dansede rundt til Michael Jackson med et glas rødvin i hånden.
En dag som vil gå over i historien som en af de virkelig festlige påskefrokoster. Vi er generelt heldige altid at have dejligt samvær i min familie, men husker vi egentlig at værdsætte det nok, tænker jeg nogen gange…?
De små beskedne oplevelser
Et par dage efter havde vi min svigermor til påskefrokost. Hun mistede sin mand for tre måneder siden, og er stadig i sorg. Derfor var det skønt, da der senere tikkede en mail ind fra hende om, at det havde været en skøn dag, hvor hun for en stund nærmest havde følt sig lykkelig…
Det var, da vi efter frokosten havde sat hende i vores Christiania-cykel, da jeg mente, vi trængte til frisk luft. Hun er dårligt gående, og kommer derfor sjældent ud at gå og cykle, så op med hende i ladcyklen med stor pude i ryggen og godt pakket ind i frakker, tæpper og sovepose og så ellers en tur langs Amager Strand med masser af kold vind i ansigtet. Turen gav anledning til mange smil både fra hende, men også fra folk vi passerede på vejen.
En måske nok lille og beskeden oplevelse, men én der for en stund gjorde hende lykkelig, som hun skrev, og også det skal man være taknemmelig for at være en del af. Der skal nogengange så utroligt lidt, så det næsten er skammeligt, at man ikke finder på mere af den slags…
Nå, men i morgen tager vi så den sidste påskefrokost – denne gang i venners lag – og derefter tror jeg egentlig, flere af os er helt tilfredse med at skulle vende tilbage til hverdagen. Ferien har nemlig været lang denne gang. Fordi den har været uden planer. Det har givet plads til, at ting bare kunne opstå, og hvor ligger der egentlig utrolig megen rigdom i lige præcis det…
Har du haft noget at være særligt taknemmelig for i påsken? Husk at alt tæller – og undersøgelser viser, at vi bliver sundere af at være taknemmelige. Så det er bare med at være det…:-)!
Vi har måttet sætte farten ned for mange år siden. I de sidste par år har små detaljer, andre måske ikke lægger meget i, været dem, vi har følt os taknemmelige for.
Men i korte træk: al den ros, vores familie gav min datter igår til farmor og hendes mands fødselsdag igår.
At jeg har den skønneste søster. Når jeg får en kæk bemærkning med på vejen fra ens yndlingsmedarbejder i Brugsen. At vi har været forskånet for snemængder.
Vi vender blikket mod det vi får og møder, og skipper tanken om at misse eller gå glip af noget
Præcis Randi. Sådan skal det være. Kram til dig:-)