Jeg har faktisk altid tænkt, at det med at dyrke selvkærligheden var sådan noget “tabere” gjorde…
Eller forsøgte sig med.
For måske var det snarere selvmedlidenheden, de dyrkede, men kaldte det noget andet…
Jeg ved ikke, hvorfor jeg har tænkt sådan. Faktisk giver det slet ikke mening.
Dyrker du selvkærligheden? Hvad forstår du ved ordet? Hvad ligger der i det for dig?
Det vil jeg faktisk virkelig gerne vide?!
Selvkærligheden er alfa og omega
Nu hvor jeg så ved, hvad selvkærligheden virkelig betyder for vores trivsel (og at det ikke handler om at tage på spaophold og ligge i mælk – som snarere er selvforkælelse – eller modsat; at drukne sig i selvmedlidenhed), så skammer jeg mig over at have tænkt så nedladende om noget, der faktisk er så livsvigtigt.
Selvkærligheden er simpelthen ”the shit”, hvis vi vil undgå at tabe os selv, i det liv vi har fået tildelt.
Det er dig, der styrer selvkærligheden
…der er nemlig ikke andre til det!
Selvkærlighed handler om alt det, der sker inden i os. (Men det er ikke en dårlig ide at tage på spa-ophold..!)
Sagen er, at lytter vi ikke til egne behov, fornemmelser, følelser, impulser osv., så er vi ikke i stand til at leve i vores egen kraft, skabe vores eget (drømme)liv, sætte grænser for hvad vi vil være med til, være noget godt for andre osv.
Jeg var til foredrag forleden med omkring 60 kvinder, hvor det viste sig – da ordet efterfølgende var frit – at en helt masse af de fremmødte led af stress. Nogen var sygemeldte – andre ikke (endnu), men disse kvinder havde det ikke særlig godt.
Det fik mig til at tænke på, hvor sørgeligt det er, at alt for mange mennesker overskrider egne grænser for, hvad vi byder os selv.
Muligvis fordi vi tror, det ikke kan være anderledes.
Og det er dælme sørgeligt, det er der, vi er. Fordi vi simpelthen, i alt det vi har lært gennem vores liv, bare ikke rigtig har lært at lytte til os selv.
Vejen til mistrivsel
Derimod har vi lært at rette ind efter, hvad der er forventet af os, hvilket i bund og grund er en direkte vej til mistrivsel. Og hvor har vi desværre mange som mistrives. Unge som ældre.
Og ud over dem, der er røget ud over kanten med stress og andet ubehag, er der garanteret lige så mange derude, der heller ikke trives optimalt, men som ikke er bevidste om det – endnu. Vi er jo vant til, det er, som det er – og derfra kører vi videre derud af.
Den var aldrig gået i flyveren, vel?
(Hvor vi som bekendt skal tage iltmasken på, før vi hjælper de andre).
Hvis proceduren i vores daglige liv også var at sørge for egen omsorg først, så ville vi med garanti have et større overskud til resten af verden efterfølgende.
Du har alle svarene selv
Respekt for os selv er vejen til selvkærlighed, og selvkærligheden er afgørende for, at vi har det godt og kan finde ind i vores flow. Der hvor vi virkelig trives, og lever vores liv – og ikke andres.
Jeg har før skrevet om flow HER.
Måden at elske sig selv på, er dybest set at leve i overensstemmelse med sin sjæl, hvilket blandt andet gøres ved at stole på sine fornemmelser: Vi skal gå efter, hvad vi har lyst til. Efter hvad, vi føler, hæver vores vibrationer. Gå efter det, der føles godt. Hele tiden.
Det er selvkærlighed!
Og kan du godt lide at behage andre, skal du jo ikke lade være med det – så længe du ikke er selvopofrende, glemmer dig selv, eller gør det ud fra et perspektiv, hvor det mest af alt handler om, du har brug for andres anerkendelse for at få udfyldt et tomrum i dig.
Sig hvad du vil have
Selv har jeg været længe om at fatte pointen. Jeg har gjort ufatteligt meget af alt muligt, jeg overhovedet ikke gad, og som overhovedet ikke gjorde mig glad.
Nu ved jeg, at selvkærligheden ligger i, at jeg siger, hvad jeg gerne vil have. Jeg siger højt, hvad jeg elsker (det elsker min sjæl mig for, for alt hvad der har med elske at gøre, er sjælens budskab), og jeg gør, hvad der får mig op i humør frem for det modsatte.
Og jeg skal rent faktisk (stadig) lære det. Og minde mig selv om det. Det ligger ikke lige for, når jeg altid har gjort mest af, hvad jeg har følt mig forpligtet til.
Bed om hjælp
Går du og er trist, negativ eller har lavt selvværd, har du endnu mere brug for at være god ved dig selv. Uden kærlighed til dig selv (og din sjæl – som kvitterer med hjælp og vejledning, når du lytter) kan man faktisk have det rigtig, rigtig skidt.
Og husk det også er selvkærligt at bede om hjælp, hvis du har brug for det. Og når du fortæller andre, hvordan du har det, er det også en (selvkærlig) måde at dele ud af sig selv på. Og forhåbentligt hjælper det!
Ros dig selv for det, du gør. Og bær over med dig selv, når der er noget, du ikke magter. Vær gavmild mod dig selv. Tal kærligt til dig selv – og til din krop, der tjener dig hver dag. Sørg for at behandle den ordentligt. Bliver den træt, syg eller deprimeret er det tegn på, du ikke lytter til den. Og det er ikke selvkærligt.
Selvkærligheden healer dig
Jo højere vi elsker os selv, jo bedre har vi det simpelthen. Mørket i vores liv forsvinder, og vi kan langt nemmere håndtere, det der møder os.
Elsk dig selv med alt hvad du indeholder. Og det gælder både din frygt, din sorg, din vrede, din dovenskab, dine dårlige vaner… Det er alt sammen dig. Acceptér det. Arbejd med det. Men tag det hele med og elsk dig for alt, hvad du er!
Og sørg for at gøre en masse godt for dig selv. Det er ikke egoistisk. Den eneste form for egoisme, der ikke holder, er, hvis du forventer, at andre skal ændre sig, for at du kan have det godt. Men at du gør en masse godt for dig, er netop det du skal.
Jo bedre du har det, jo bedre har vi det alle sammen. For vi er en helt masse du´er derude. Og tænk sig, hvis vi alle havde det godt og havde overskud. Wauw…
Hvilke selvkærlige handlinger og tiltag, vil du gøre i dag…?
Ps.Selvkærlighed er det eneste, der for alvor kan fylde os op og give os den indre ro og mening, vi søger, som jeg tidligere har skrevet om HER. Her finder du også opskriften på, hvordan du kan dyrke selvkærligheden, hvis du helt ved, hvordan du skal komme igang.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.