Må jeg have lov at sige kæmpe respekt for at træde direkte ud i uvisheden, Mette Frederiksen! Jeg tænker, du har følt gode råd var dyre. Og din beslutning bliver dyr. Men jeg elsker det mod, du udviser. Det var vi mange, der kunne lære noget af.
Som leder kender man bestemt ikke altid det rigtige svar. Og når du vælger at lukke vores land ned, får det kæmpe konsekvenser, der umiddelbart kan forekomme uoverskuelige. Du gør det alligevel. Fordi alternativet – at fortsætte som hidtil – ikke var en løsning, der så lovende ud.
Og når noget ikke virker, må man prøve noget andet. Det er en leveregel, vi (også) bør huske lidt oftere.
Jeg har tænkt lidt over, hvad jeg selv ville gøre i vores statsministers sted, og jeg aner det ikke!
Til gengæld kom der lidt refleksioner og et par ydmyge råd ud af det.
Når gode råd er dyre
Om Mette Frederiksen har taget den rigtige beslutning, ved vi endnu ikke, men helt sikkert er det, at hvis vi andre ikke bakker op, så har hun ikke…
Hun står med et urimeligt stort ansvar lige nu, og vi må tage et medansvar, hvis vi skal komme ud af det her, uden en lang række konkurser, mistede jobs, flere syge samt alt muligt andet incl. en nationaløkonomi, vi ikke har lyst til at tænke på, hvis vi ikke står sammen – på afstand – omring det her.
Og her er så, hvad jeg mener, vi hver især må gøre:
1) Gode råd om frygt
Jeg kunne have lyst til at sige meget om den frygt og/eller egoisme, der hærger, når trangen til at hamstre gær og toiletpapir, er så stor, at man forlader tv-skærmen og det direkte pressemøde for at styrte direkte ned i nærmeste supermarked….
Og jeg har da heller ikke kunne lade være et par steder på Facebook at ytre mig om, at jeg ikke synes, det var særlig begavet. Men det skal jeg jo i virkeligheden slet ikke gøre mig til dommer over.
Vi er alle forskellige steder i vores udvikling og vores tilgang til tilværelsen. Og det er altså (også) lavt, når vi dømmer hinanden for det!
Så jeg vil fremover – og især lige her – holde mig for god til den slags, og så vil jeg ved samme lejlighed skåne jer for indlæg om selvkærlighed, selv om vi jo godt ved, det er det, vi alle har brug for, ik;-).
Nej, jeg vil hellere linke til et af mine gamle indlæg om, hvad jeg selv gør, når jeg rammes af frygt. Det ligger HER.
Vi vil have mere
Faktisk orker jeg ikke høre ordet Corona-virus. Og alligevel har det den effekt på mig, at jeg, når jeg vågner om morgenen, lige må tjekke de seneste tal, og surfe lidt rundt på diverse sites for ikke at gå glip af noget.
Helt ærligt; jeg har arbejdet som journalist i årevis og ved jo godt, at når et emne sælger, og læser- og seertal stiger, så producerer vi flere historier om netop det. Alligevel sluger jeg ret meget af, hvad der er.
Og det har en effekt!
Hvad tænker du?
Hvad med dig? Er du ramt af frygt og hysteri, hamstrer du, og frygter du din nabo?
Eller synes du bare, det er interessant, hvordan denne sygdom vender op ned på din hverdag, sætter vores land i undtagelsestilstand, og der sker noget, vi ikke har prøvet før?
Forholder du dig fuldstændig roligt og lever videre som om, intet var hændt, og synes du måske det hele er en total overreaktion?
Eller er du så uheldig at være en af dem, der rent faktisk er ekstra udsat og må passe ekstra godt på dig selv?
2) Gode råd til immunforsvaret
Uanset hvordan du forholder dig til alt dette, går vi aldrig galt af at booste vores immunforsvar.
Så HER får du lige et af mine tidligere indlæg om, hvordan du nemt kan give dig selv en god “optur” med citroner.
Der var nogle tilbage i mine lokale supermarkeder i går, så jeg håber, du også kan få fingre i nogen i dag..:-).
Det, jeg glæder mig over…
…er faktisk, at vi forhåbenligt bliver bedre til det med hygiejne.
Bliver bedre til at vaske hænder.
Bliver bevidste om, at vi rører ved alt det samme bestik, som de andre gør, når vi går til en mad-buffet.
Vi rører ved (offentlige) dørhåndtag, toiletter, indkøbsvogne….
Vi rører ved hinandens hænder, når vi hilser – og hvor har de sidst været?
Og vi rører ved alt muligt andet hele tiden – ikke mindst vores mobiltelefoner og comptuere, hvor vi så efterlader alt det, vi lige har rørt ved…
Hvis du nåede hertil
Nå, jeg havde en ide om at gøre det kort. Så alt for nu.
Du læser garanteret så meget i disse dage, at du måske slet ikke nåede hertil.
Men tak hvis du gjorde, og efterlad endelig en kommentar, hvis du har lyst til at bidrage med, hvad du tænker om det hele.
Dejlig dag til dig – hvor end du opholder dig i denne karantæne-tid.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.