Jeg var ude at fejre kærligheden i weekenden. Kærligheden mellem to mennesker, der har holdt sammen i 50 år. Og som på forunderlig vis ligner nogen, der stadig har kærligheden kørende i fuldt flor.
Og så er det, man lige begynder at spekulere på, hvordan det lader sig gøre, ik?
For én ting er, at de to mennesker åbenbart er et godt match:
Han driller hende stadig. Hun griner stadig af ham. Der er en varme og hengivenhed mellem dem. Respekt og tolerance. Åbenhed, nysgerrighed og interesse.
Og godt for dem, fristes man til at sige. Men hvad nu hvis…
Er kærligheden måske et regnestykke…?
Hvad nu hvis parrets kærlighed egentlig handler om noget andet og mere, end bare to mennesker der er gode sammen?
Hvad hvis kærligheden er et plus-stykke, der helt generelt handler om nogle ingredienser, der skal til, for at det kan blive kærlighed?
Ikke bare mellem to mennesker, men sådan helt globalt og universelt.
Jeg synes, jeg er kommet frem til et fornuftigt facit, som du får om lidt.
Men først må du lige vide…:
Når kærligheden er nem
De to mennesker, der kunne fejre guldbryllup, har været i mit liv altid. De er min tante og farbror. Og hver gang vi har været sammen over årene, har det slået mig, at deres kærlighed altid har set nem og lattermild ud.
(Jeg er så nødt til at sige, at folk generelt er ret gode til kærligheden i min familie – se evt. et par linjer om det HER. Men lige præcis de to, kan altså noget særligt).
Jeg har ikke bare set deres kærlighed til hinanden. Også kærligheden og åbenheden overfor deres omverden har været ret enestående. Og det er her, jeg mener, vi kan lære noget:
Det berigede liv
Nu er jeg ikke en flue på væggen i deres dagligdag, og kan af gode grunde ikke vide hvad der foregår bag deres fire vægge. Og det ville da næsten undre mig, hvis de ikke en gang imellem også rammes af vrede, underskud og fordømmelse, men jeg er ikke sikker på det…
De har en naturlighed i at være åbne og interesserede – både i hinanden og andre.
De har igen og igen lagt hus til et utal af fester og sammenkomster. Altid med plads til alle – og intet har syntes besværligt.
De har stor omgangskreds. De har haft folk fra udlandet boende. Har selv tilbragt flere år i udlandet. De haft et spændende arbejdsliv, har engageret sig i samfundet og altid spurgt interesseret til os andre.
Jeg har regnet på kærligheden
Sammenlagt har de beriget verden med at være dem – med det de nu hver især har haft at byde ind med.
Og berigelsen består i – og det er her mit lille filosofiske regnestykke kommer ind:
De har kunnet leve i en åbenhed uden fordømmelse.
De er “bare” til stede og lytter med interesse. Ikke bare til hinanden – også udadtil. For at lære nyt og blive klogere.
Og er det ikke sådan, den skabes? Kærligheden.
Åbenhed + ikke-fordømmelse = kærlighed
Vi dømmer i stor stil
Tænk hvis vi kunne lade være at dømme – jeg nævner i flæng: Rasmus Paludan, terrorister, folk vi ikke deler holdninger med, vores kærester, børn og ikke mindst os selv .
Tænk hvordan åbenhed i forhold til at forstå, hvad der ligger bag både vores egne og folks holdninger og handlinger, kunne ændre verdenen.
Tænk hvis vi kunne respektere, at nogen mangler medfølelse, ikke er for kloge, ikke har lækkert hår og god stil – for nu lige at trække helt ned på grundplan, hvad vi dømmer andre for.
Ligesom vi dømmer os selv – for ikke at være gode nok. I en grad der ikke er fremmende for selvkærligheden og dermed ikke for den kærlighed, det ellers ville være så fordelagtigt, hvis vi formåede at sende ud.
Og så var der ham hos cykelhandleren
Jeg dømte da også lige ham, jeg mødte hos cykelhandleren i dag, da han brugte meget lang tid på at forklare os om cykeltyverierne i sit liv.
Rimelig meget spild af både min og cykelhandlerens liv, dømte jeg.
Eller fik jeg noget med jeg kunne bruge til noget, hvis jeg nu vender den sådan?
Eller kunne jeg vælge at opleve det, som en hyggelig udveksling mellem medmennesker?
Det er jo mit/vores eget valg, hvordan vi vil se og opleve verden.
Men jo, han irriterede mig – jeg er jo bare et menneske. Og sådan er vi.
Men at jeg var bevidst om min irritation gør måske, at jeg næste gang er endnu bedre til at forsøge mig med mere åbenhed og rummelighed.
For jeg er blevet bedre, vil jeg godt prale af. Jeg har i sandhed taget min del af slæbet med at rette folk (læs kærester) til for at de skulle passe ind i mit billede.
Det er slut nu. Alle er præcis, som de skal være. Og så må jeg flytte mig, hvis jeg ikke kan leve med lugten i bageriet – eller hos cykelhandleren.
Den dag vi går i graven…
Små skridt, ik?
Med henblik på global kærlighed.
Som jeg sagde i min tale til guldbrudeparret:
“Den dag i går i graven, må I virkelig med glæde og stolthed kunne se tilbage på et meget rigt liv…”
Fordi det jo bare bliver rigt, når vi er i stand til at lukke verden og hinanden ind med åbenhed.
Uden at dømme. Og med (forsøg på) forståelse og dermed kærlighed.
Det bliver stort den dag, vi alle lærer det.
Vi kan jo f.eks. starte i dag.
Bare med små skridt. Så det ikke bliver for skræmmende…;-).
