Må man godt elske lidt i denne tid… – hvad gør du?

Jeg kan ikke udelukke, det er fordi solen skinner. For jeg bliver altid så kamp-lykkelig, når den gør det. Jeg kan ikke lade være at elske livet, næsten lige meget hvad der rører sig, bare den sol skinner.
(Derfor burde jeg virkelig også leve i et land, hvor den gør det det meste af tiden. Hvilket jeg vist før har nævnt HER).

Jeg ved godt, at nogle er frygtelig hårdt ramt lige nu. Kæmper med ensomhed. Kæmper for deres nærmeste. Kæmper for deres liv. Deres forretning. Deres eksistens. Knokler i døgndrift. Udtænker og udstikker retningslinjer. Sørger for at alt fungerer for os andre på bedst mulig vis.

Jeg føler med dem alle, sender kæmpe respekt, og håber inderligt der er fred til dem på den anden side af dette.

Og når det så er sagt, kan man så tillade sig at være en, der faktisk ikke kan lade være at elske denne tid en lille bitte smule…?

Jeg kan ikke lade være at elske

Jeg er rask. Og det er min familie også. Det har alle dage for mig været det aller vigtigste.
Når vi er raske, kan vi alt – også selv om der er meget, der kan se dystert ud.

Jeg har en månedlig indtægt på 0 kr. Burde jeg panikke?

Tjaaa… men det mærkelige er, at jeg har en helt vidunderlig ro inden i (og gudskelov stadig lidt på kontoen).

Og ork jo, jeg kunne da sagtens køre mig selv ned i en depression over min økonomiske situation, hvilket før er sket (HER).

Men lige nu har jeg ro. Og jeg elsker det. Nu-tiden. Hvor jeg rent faktisk bare er i nuet. Og har givet mig selv lov til at være det. Uden at synes jeg burde gøre en hel masse.

At elske blot at være

Det er længe siden, jeg slog mig selv hjem ved at sige mit job op (HER og HER). Så egentlig føler jeg, jeg længe har levet det liv, rigtig mange andre også er en del af lige nu.

Og jo, ind imellem føler jeg mig forkert, fordi jeg ikke har lige så meget fart på, og er lige så meget i vigør som mange andre. Og jo, ind imellem kan jeg også godt savne at være travl og vigtig.

Men blot at elske det der er, sådan lidt slow, det er – må jeg også erkende – ganske meget mig. Sådan lidt på manãna-måden (i morgen), som de siger i Spanien. Som i hvad vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.

At elske verden står stille

Jeg elsker altså lidt den der slow-juice-tilværelse, der hersker (i hvert fald der hvor jeg er) lige nu.

Og måske føles den lidt mere legal for mig nu, hvor I andre også er slået hjem og sat på stand by.

Keder vi os?

Altså jeg gør ikke. Og jeg synes, de reflektioner, der opstår, er nye og spændende. Jeg skriver bog og filosoferer.
Det spændende behøver egentlig ikke at foregå uden for en selv, når det, der foregår inden i, faktisk er ganske interessant..

Alene i to uger

Ja, jeg er muligvis kamp kedelig, og jo, jeg kan da godt få små momenter af spat, men virkeligheden er, at jeg har set så godt som (næsten) ingen mennesker de sidste mere end to uger, og jeg er nødt til at konstatere, jeg godt kan lide det.

Elske at tiden er make-up-løs og uden smykker. Og på en måde uden de store forpligtelser. Uden travlhed med alt muligt man skal leve op til – og være – for nogen og noget. Det er en tid i en puppe.

Måske en tid inden vi folder os ud på den anden side og får vinger.

Klar til en ny begyndelse. Med nye indsigter. Med ny værdsættelse. Af hvad vi før tog for givet?

Jeg savner at kramme

Og jo, der er meget og mange, jeg savner. Og kæft hvor jeg savner at kramme. Man kan godt kramme træer, og det er faktisk dejligt. Men alligevel.

Jeg havde godt nok trang til at kramme min veninde i går, da vi gik tur. Men vi overholdt to meters afstand. Det skal vi simpelthen.

Jeg magter ikke, at samfundet lukker ned og bruger milliarder på det, hvis vi ikke retter ind, fordi vi tror, vi er urørlige, og at det da ikke angår os.

Vi er kun sendt hen på sofaen…

Men tak for solskin og ro. Jeg tænker faktisk, om Moder Jord skænker os solskin lige nu, for at vi ikke skal få en depression i vores (måske) ensomhed og kedsomhed.

Og måske også som tak for at vi har slukket for de store skorstene for en stund?

Nu går jeg hjem til mine piger og laver frokost. De er hos mig i disse dage. Og det er nu altså rart. Og nært og hyggeligt. Selv om de laver lektier i døgndrift. Lærerne har bestemt ikke givet dem fri:-).

Men vi har mere ro på sammen, når alt andet er aflyst.

Og ja, jeg føler med familier, der er hårdt prøvede i denne tid. Inderligt faktisk. Det er ikke rart at tænke på.

Og så tænker jeg også, når vi ind imellem sukker højt, at vi ikke er sendt i krig, eller ud i en kamp om rationeringsmærker. Vi er kun sendt hen på sofaen. Det kan vi godt klare!

Husk at elske

Jeg håber, du uanset din situation får et eller andet positivt ud af denne tid?

Elsker du tiden, eller er det hele ved at drive dig til vanvid?
Og hvad er det første, du skal på den anden side af dette?

Solskin og kærlighed fra mig til dig.

Vil du høre nyt fra Raskeriet?

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om kurser, events og produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min privatlivspolitik her.