Har du veninder, der ofte aflyser jeres aftaler? Eller gør du det selv – lidt for ofte? Jeg har et par veninder, der er tilbøjelige til det, og det er “sjovt nok” altid de samme to.
Efterhånden bliver jeg ikke længere overrasket, når jeg dagen før får en opringning, eller der tikker en besked ind om, at vi altså må udsætte – af en eller anden grund…
Faktisk tror jeg altid på, aftalen bliver til noget, når vi laver den. Jeg føler faktisk, de gerne vil. Alligevel ved jeg efterhånden godt inderst inde, at jeg nok skal indstille mig på, den ikke bliver til noget…
Hvor ofte skal vi ses?
Det lidt sårende er, at det som oftest er mig, der tager initiativ til, at vi skal ses, og når det så er dem, der aflyser, burde det så ikke være dem, der tager initiativet næste gang – og gerne snarest?
Og er jeg irriterende, når det så igen er mig, der forsøger mig med en ny aftale, fordi de ikke gør det…?
Jeg vil bare gerne se mine veninder, uden der går flere måneder imellem… Men hvem ved, det behov har de måske ikke…? Måske skulle jeg ganske simpelt spørge…?!
Hvis du nikker genkendende til veninder, der aflyser, så har du sikkert også overvejet, hvad det skyldes:
- Skal det forstås som et vink med en vognstang; De gider faktisk ikke se dig, men laver aftalen fordi de ikke nænner at sige fra, og så slipper de ved at aflyse i sidste øjeblik?
- Måske har du bare et større behov end dem, for at I ses?
- Vil de virkelig gerne mødes, men kan ikke overskue det, fordi der altid er mange andre gøremål i hverdagen?
- Eller kommer der virkelig bare (gang på gang) noget i vejen, der gør, at de bliver forhindrede…?
Hvorfor aflyser vi?
Altså vi ved jo, der altid er rigeligt at tage sig til i hverdagen, og jeg må indrømme, at jeg godt kan tage mig selv i at synes, at det er en lille smule dejligt, når en aftale aflyses. Af den simple grund at jeg altid har en masse andet, jeg kan tage mig til – eller dermed får muligheden for at slappe lidt af!
Men rent principielt synes jeg virkelig, det er “nederen” med de her aflysninger. Jeg får sådan en fallit-erklærings-følelse af, at det er for dårligt. Og det gælder både, når andre og jeg selv aflyser.
Selv gør jeg det (så vidt muligt) kun på grund af sygdom, eller hvis verden virkelig er ved at vælte for mig pga. gøremål.
For mig handler det om prioritering og investering i de her venskaber. Og så er det jo hyggeligt, når vi ses.
Generelt er min holdning, at vi bare skal komme ind i kampen og gennemføre det træf, vi har aftalt, og magter vi ikke mere end en time eller to, så lad os melde det ud, men mødes alligevel. (Altså med mindre virkeligheden er, at vi faktisk ikke gider hinanden…)
Og så på den anden side: Der er jo også noget grotesk ved, at vi synes, vi SKAL ses, når vi i bund og grund faktisk virkelig ikke orker, fordi vi er for ophængte og for trætte.… Altså ikke fordi vi ikke gider selskabet, men simpelthen på grund af vi er plaget af et dagligt ræs.
Men det er da også “fattigt”, hvis vores tilværelse er blevet sådan, at vi ikke har tid til hinanden?
Når vi ved nytårstid kigger tilbage på året, der er gået, er det så egentlig ikke de oplevelser, vi har med hinanden, vi husker…?
Tiden er knap
Forleden havde jeg på sms spurgt en veninde, om vi kunne nå at ses inden påske. Jeg fik tre mulige dage retur, og fik ikke lige svaret tilbage og pludselig var de to af dagene smuttet for mig – og den tredje faktisk også – indtil jeg så insisterede på, at vi måtte tage aftenen i brug dér på tredje-dagen. Så det blev en aftale.
Så melder min mand selvfølgelig efterfølgende ud, at han gerne vil invitere mig og vores fire børn ud at spise selvsamme aften, og da det er meget sjældent, det er muligt at samle alle vores fire børn, vil jeg virkelig gerne det…
Jeg kan dog også mærke, jeg ikke kan holde mig selv ud, hvis jeg ikke gennemfører den aftale, jeg netop har lavet med min veninde.
Måske ville hun nok have forstået mit dilemma, hvis jeg havde fremlagt min grund til at aflyse, men jeg syntes ikke selv, det var okay…
Så jeg vælger veninden, og vi har en skøn aften med middag og en kultur-oplevelse!
Og vi taler netop om dét med at aflyse, og hun fortæller, hun har været til en venindeaften, hvor fem af de inviterede meldte afbud henholdsvis dagen før og på selve dagen, hvilket naturligvis gjorde værtinden meget ked af det. Dels havde værtinden haft travlt med forberedelser og havde lavet alt mad fra bunden – formentligt over flere dage – og dels ender det med at være et meget lille selskab, hun har besøg af.
Det er altså ikke i orden, er det…?
Hvad skal vi gøre?
Jeg hører tit om folk, der aflyser i sidste øjeblik – og det er mit indtryk, at især de unge er slemme til det. Det er da af alle mulige grunde mangel på respekt for dem, man har aftalen med, er det ik´? Jeg tænker:
- Er det blevet en legal kultur, at man ikke tager sine aftaler videre seriøst?
- Er det en venten på, at der måske kommer et bedre tilbud?
- Er det blevet (for) moderne at sige, man er nødt til at passe på sig selv, og altså får stress af hele tiden at skulle noget…
- Er det blevet for nemt, at man hurtigt lige kan klare aflysningen over sms?
Jeg synes, det er et sørgeligt skråplan, men jeg synes også, det er en svær problemstilling…
Man skal have lov at takke nej til invitationer og initiativer og aftaler. Der kan være alle mulige gode grunde til, man gør det. Men jeg er også sikker på, at der står nogen i den anden ende, der ind imellem oplever at blive sårede.
Den er lidt svær, er den ikke…?
Jeg hører meget gerne, hvad DU synes, og hvilke erfaringer du har…?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.
Jeg tænker, at der er sket noget. Vi kan nemt komme i kontakt over medier. Så man kan sidde over aftenkaffen derhjemme og få indblik i, hvad der sker hos ens venner.
I en periode fyldte kampsport en del i mit liv. Og løb ved siden af, der fik jeg faktisk mere energi, og vi havde aftaler i weekenden, og energien rakte. Mange gange på vegne af min datter. Det viser sig, at hun har et par handicaps. Så de mennesker, jeg har tilbage som venner, er oftest dem, der selv ved, hvordan det er, at man ikke ved, om den dag er en god dag, om det er muligt at komme væk fra hjemmet.
Det kan så godt være, at den omstændighed diskvalificerer mig fra at svare på dit oplæg. For vores hverdag er ikke som de fleste andres.
Det er synd, hvis man faktisk tænker, at man kan aflyse for en “bedre” aftale.
At 5 melder fra ??? Skammeligt. Er vi så trætte, at vi ikke orker alligevel. Så lad være at takke ja. Vær ærlig. Det andet sårer. Synes man at det er svært at smutte fra hjemmet, så lad være at takke ja til sådan et tilbud. Der kommer nok en dag, ud i fremtiden, hvor balancen er bedre.
Tusind tak for dit input, Randi:-).
Kære Hanne. Jo den er svær. Jeg oplever det ikke selv så tit. Selv elsker jeg at lave aftaler og glæder mig til at ses, men når dagen oprinder kan det være jeg mangler energi eller ikke føler mig i hopla. Jeg gennemfører dog stort set altid fordi mine venskaber betyder meget for mig og jeg henter også energi i samværet. I perioder oplever jeg at nogle venner virker uinteresseret og hvis linjen bliver stille og kommunikationen envejs, ja så går jeg andre veje og venter til min veninde selv vender tilbage. Kh Helena
Tak for din kommentar, Helena, og gode pointer. Jeg er helt enig:-).