Jeg har kæmpe værdi på frihed – kan man det i en familie…?

Jeg følte, jeg stod på yderpunktet af frihed, da jeg som 20-årig brugte et par år på at rejse jorden rundt. Jeg vidste sjældent, hvor jeg skulle sove i nat, hvilken by jeg skulle besøge i morgen, om der var nogen, jeg skulle følges med videre, eller hvad morgendagen i det hele taget ville bringe.

Og jeg havde ingen returbillet, så jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle hjem igen, og jeg havde sjældent en fast adresse, så rudekuverter og andre forstyrrende elementer var der ingen af.

Og der var heller ikke et par forældre, der skulle vide, hvad tid jeg var hjemme i aften, for jeg kom jo slet ikke hjem – altså først længe, længe efter! Og da jeg så kom hjem, havde jeg købt en returbillet, fordi jeg vidste, jeg måtte ud i den frihed igen…

Det er i min frihed, jeg finder mig selv

Jeg elskede den frihed, det var, at være mig i de år!

Det er noget, jeg til evig tid vil se tilbage på med den største kærlighed.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har så stor værdi på frihed. Nok fordi det er der, jeg finder mig selv? Ikke bare da jeg rejste, jeg har det stadig sådan. Det er, når jeg føler frihed – og er alene – at jeg virkelig mærker mig selv, og hvad der er rigtigt for mig, og om jeg er på rette vej.

Kontrasten til min opvækst

Den frihed, jeg følte ved at rejse, står i stærk kontrast til den opvækst, jeg havde haft indtil da. Min barndom var “ordentlig”, struktureret, beskyttet og præget af at gøre, hvad der blev forventet, og min jordomrejse var alt det stikmodsatte. Alt, jeg oplevede, var anderledes, end hvad jeg kendte til.

Men det sjove var, jeg følte en enorm tryghed i det. Jeg følte mig helt hjemme i mig selv, og var aldrig bange for noget som helst. Heller ikke den aften, jeg gik hjem ved midnatstid gennem Sydneys mennesketomme sidegader. Her blev jeg mødt af en blotter i en mørk gyde, og jeg smilede bare af ham og gik videre. Jeg havde total tillid til min verden.

Jeg tænker, det var mit sande jeg, der kom frem på den rejse. Eller det var måske snarere min sjæl, der fik plads, da der pludselig ikke var nogen forpligtelser i mit liv. Jeg husker mig selv som konstant glad, og jeg tiltrak masser af mennesker, hvor end jeg kom. Sådan spirituelt set tror jeg virkelig, jeg fik tændt mit lys på den rejse, og jeg var totalt forandret, da jeg kom hjem.

Frygten for forpligtelser

Jeg har som barn set min mor stå og stryge alt fra sengetøj til underbukser, lave mad (fra bunden) hver aften og i det hele taget været pligtopfyldende, favnende og fantastisk, og jeg troede virkelig, det var sådan en mor var og skulle være, men jeg kan også huske, jeg en dag sagde til hende, at jeg virkelig ikke glædede mig til at blive voksen, når man skulle gøre alle de ting, hun gjorde.

(Jeg var åbenbart så naiv og autoritetstro, at jeg ikke overvejede, at jeg trods alt nok en dag ville indse, at jeg havde et frit valg, og at alt i livet ikke nødvendigvis behøvede være, som jeg havde lært). 

I hvert fald var dén jordomrejse en kæmpe forløsning, fordi jeg opdagede, hvor mange måder livet kunne leves på, og jubijæh en befrielse.

Når hverdagen sætter ind

Begejstringen for frihed har fulgt mig siden, og nu hvor sommerferien så småt går på hæld både for skolebørn og det arbejdende folk, nyder jeg, (fordi jeg ikke arbejder pt.) at jeg ikke sidder med dén følelse, som jeg har siddet med et utal af gange før, lige inden ferien slutter; At nu starter et nyt år – og der er lang tid til næste ferie!

Jeg tror, mange genkender følelsen. Ikke fordi vi ikke kan (kunne) lide vores arbejde, bare fordi det tager for meget af vores fritid – og frihed…:-)!

Jeg ved dog også, at mange glæder sig til hverdagen starter igen, for så er der struktur og styr på, hvad der skal klares hver dag. Nogen bruger at lave skemaer over ugens gøremål, arrangementer, aftensmåltider osv. Jeg kan på den ene side godt misunde denne “orden”, jeg er bare alt for styret af min hunger efter frihed til, at den slags ville fungere i mit liv.

Frihed i familien

Heldigvis lever jeg i dag i en familie, hvor vi et langt stykke henad vejen gør, hvad vi har lyst til – hver for sig. Det kan være både godt og skidt – vist mest for mig der i den forbindelse kommer i konflikt, fordi det står i kontrast til de værdier, jeg voksede op med.

Det er sgu ikke nemt at rende fra de overbevisninger, man har med sig, og jeg kan også godt lide de “ordnede forhold”, mad til tiden, samværet osv., for det er hyggeligt, og et langt stykke henad vejen er jeg – i hvert fald mentalt – lige så meget “på”, som min mor var, men ærlig talt nok mest fordi, jeg føler, jeg skal…

For sandheden er, at jeg (selv om jeg finder det skrupforkert) elsker, når vi fem mennesker i familien lever i et slags kollektiv, hvor vi passer os selv, og hvor vi hver for sig spiser, når vi er sultne, laver hvad vi har lyst til, rejser væk (alene) hvis vi har lyst, går i seng, når vi har lyst, sidder med hver vores skærm og hver vores gøremål, når det passer os – sådan uden nogen særlige hensyn til de andre…

Struktur på friheden

Og måske kan man godt indføre den slags frihed i en familie (uden den dårlige samvittighed jeg får, når jeg ikke er “tilstede” for de andre). Man kunne måske netop indføre en struktur, hvor dage med frihed står på programmet. Dage hvor alle gør, hvad der passer dem uden hensyn til de andre. Børnene er faktisk store nok til det – og jeg ved, de elsker det. Det kan jeg jo mærke, når de dage opstår på naturlig vis, som de gør, her når vi har ferie.

Nå, men nu vil jeg alligevel rejse mig fra hængekøjen og høre, om nogen er interesseret i noget frokost. Egentligt håber jeg, der bliver sagt nej. Jeg ville synes, det var helt fint, hvis de forskellige bare tager selv, når det passer dem…:-)

Og haha – bedst som jeg skriver ovenstående linje, kommer min datter stolt og viser mig, den tapas-tallerken hun lige har lavet! Desværre kun til sig selv….:-), men jeg tager det som et tegn på, hun er okay med forholdene. Alt er præcis, som det skal være…

Ps. Har du lyst til at smide en kommentar, er du velkommen længere ned på siden…