Jeg tror på, det er sådan her, det er; Vi er en sjæl og et menneske i samme krop. På et tidspunkt – når hjerte, hjerne og organer sætter ud – dør kroppen (og mennesket), og derfra forlader sjælen os for at leve videre på et højere niveau, indtil den kommer igen for at reinkarnere i en ny jordisk krop.
Bum.
Er det slut, når vi dør…?
Jeg kan ikke bevise noget, og jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg er sikker på, det er sådan, det er – ligesom jeg heller ikke tror på, det er muligt for nogen at forklare mig, hvorfor det skulle være anderledes. F.eks. modsat – altså sådan at alt lukker, slukker og bliver sort, når vi dør, og så er det slut som i slut!
På en måde ville det ellers være det nemmeste, ik..? Tanken om at skulle starte forfra igen, lære det hele igen, deale med livets glæder og sorger i en ny runde, er det udpræget skønt at tænke på..? Hmmm…
Og så alligevel…:-).
“Vi lever kun én gang”
Jeg håber virkelig, det en dag bliver muligt at bevise, at sjælen lever videre, når menneske-kroppen dør. Det gør mig oprigtigt frustreret, når folk gang på gang udbryder “Vi lever kun én gang”, eller “Vi har kun dette ene liv”. Underforstået at så skal den altså have fuld gas, mens vi er her, og så skal vi bare bruge løs af det hele og lade være at bekymre os om, hvad vi efterlader…
Jeg plejer at sige, “Ja, vi lever kun én gang – i dette liv”!
Så smiler folk lidt overbærende og giver mig gerne en lille smule ret for fredens skyld. For selv om en del mennesker (heldigvis) tror på det samme som mig, så ved jeg også, at flertallet tror, det hele slutter for at slutte endeligt.
Og det er ærgerligt. Tænk hvis vi alle vidste, at vi kommer igen. Så ville vi formentligt behandle vores klode anderledes. Alt det skidt, vi har gang i, holder jo på ingen måde! (- Mor, kan du ikke skrive på din blog, at folk altså må holde op med alt det kød, og alt det plastik, sagde min bekymrede 10-årige i dag)!
Og jeg skal nok holde mig fra en længere redegørelse om klima, energi, forurening og ekstreme vejrforhold, for det bliver simpelthen for sørgeligt, men gid det kunne bevises, at vi helt sikkert kommer tilbage, for mon så ikke vi ville have et kollektivt ønske om at efterlade vores klode i en noget bedre stand, end den er i lige nu…
Jeg lover, vi kommer igen…
Jeg ved, vi kommer igen – ligesom vi har været her mange gange før! Jeg ved det bare!
Jeg har hørt hjerneforskere sige, at det med sjælen er en gåde for dem – men nu ved vi vel heller ikke med sikkerhed, om det er i hjernen, sjælen holder til, tænker jeg…?! Heldigvis er jeg også stødt på den amerikanske hjerneforsker, Eben Alexander, der pludselig fik et andet syn på sine videnskabelige teorier efter en nærdødsoplevelse. Læs hans interessante historie HER.
Sjælen er vores guide i livet
Jeg skal ikke gøre mig klog på noget. Jeg ved kun, hvad jeg fornemmer, og hvad min sjæl fortæller mig, og jeg ved, den har alle de svar, jeg behøver for at leve det gode liv, og jeg ved, den kæmper en indædt kamp for at holde mig på rette vej og ikke lade mig forfalde til at lytte for meget til mit menneskelige jeg – da det er, når JEG´et taler for højt, der er risiko for at gå en knapt så gunstig vej…
Vores sjæl er med os som en guide i vores liv. Vores sjæl ved, hvad vi er her for. Jeg har tidligere skrevet om det HER. Og hvis vi bare turde lytte, levede vi ikke i et samfund, hvor folk går ned med stress på stribe og i en verden med konstant frygt og ufred…
Den spirituelle sandhed
Mange vil sikkert stå af, når jeg påstår, vi alle er forbundne, og at meningen med det hele er kærlighed. Jeg vover at nævne det alligevel, ikke mindst fordi man skal sige højt, hvad man ønsker sig, og jeg ønsker virkelig, at mange flere vil få øjnene op for den “spirituelle sandhed”, der handler om den guddommelige og kærlige kraft, der bor i os alle – og det har altså intet med religion at gøre!
Men vi skal have fat i den sjæl og den kraft, og jeg fornemmer heldigvis, at vi bliver flere og flere, der ved, det er vigtigt… og ikke mindst med henblik på at redde vores planet – og hele menneskeheden!
Lad os nu passe på det hele
Ja, det blev lidt alvorligt, og udsprang faktisk af vejret i dag, hvor jeg sidder i Rågeleje i Nordsjælland med den mest guddommelige udsigt over havet. Jeg har netop glædet mig over, den fuldstændig fantastiske sommer vi har haft, men den er altså også en lille smule bekymrende…, som min datter så klogt påpegede.
Selv om jeg kunne leve med denne slags sommervejr for evigt, er det bare lidt for unaturligt på vores breddegrader, og deraf bekymringen for vores planet og mine tanker om at passe på den. Kunne det ikke være lidt mere motiverende med en bedre behandling af det hele, hvis vi vidste, vi kommer igen. Folk ter sig jo som om, jordens resourcer er uendelige…
Jeg håber på, alle bliver klogere, inden det er for sent, og selv om jeg stor-elsker denne sommer, så håber jeg også, vi snart kan se frem til lidt mere almindelige vejrforhold… og – nå ja – et evigt liv…:-).
