Hvornår var det lige, jeg blev sådan rigtig positiv…?

-Ih, hvor er jeg dejligt fyldt op. Har du altid været så positiv…? Det var der “et nyere bekendtskab”, der spurgte mig om efter nogle times samvær forleden. Wauw, det gjorde mig virkelig glad at høre. Mig – positiv…?!

For svaret er nej, jeg har aldrig betragtet mig selv som videre positiv. Faktisk snarere tværtimod. I flere perioder af mit unge og voksne liv har jeg faktisk været “nede” og sågar sygemeldt med stress – der ikke har skyldtes for meget arbejde, men derimod været forårsaget af negative tanker! Stress kan nemlig komme af mange årsager, og jeg er i sandhed ikke stolt af at erkende, at min stress ramte, fordi jeg lige præcis var alt andet end positiv!

Jeg fokuserede på det, jeg manglede

Jeg var nemlig så “dygtig”, at jeg valgte at betragte mit liv ud fra et mangel-perspektiv! Dumt, dumt, dumt. Især når jeg havde alt: Jeg var single-mor til den skønneste lille søn, havde den dejligste lejlighed midt i Indre København, jeg var (med stolthed og glæde) kommet ind i mediebranchen, havde (har) den bedste familie, gode veninder osv. Så hvad var det, jeg manglede? En mand!
Så jeg kunne få flere børn, et nyt sted at bo, et nyt liv… – som om det, jeg havde, ikke var godt nok…!

Jeg kunne aldrig drømme om at tænke sådan i dag, men dengang vidste jeg ikke bedre. (Og hvor tosset at tro, der skal komme en mand og ændre ens liv. Det har man sig selv til – jvf. Raskeriets slagord)!

Nå, men jeg havde også skiftende (søde og interessante) kærester, så alt i alt ikke noget at klage over! Ikke desto mindre formåede jeg altså at køre mig selv ned over, at jeg ikke mødte den rette!

Så kom der en “gave”

Men så sker der det, at der pludselig kommer en mand ind i mit liv, som jeg efterfølgende godt kan se, har været en gave der kom, da jeg havde allermest brug for det. Sandheden var bare, at jeg syntes, han var mega-irriterende, fordi han var uden empati og overhovedet ikke forstod sig på folk, der “havde det dårligt”, var “nede”, stressede og den slags. I hans verden eksisterede den slags ikke. Det handlede bare om at tage sig sammen. Bum!

Hold da op nogen diskussioner, vi havde. -Folk med stress, depressioner, angst osv. er ikke i stand til at tage sig sammen, var mit argument. Men faktisk tror jeg, denne mand kom ind i mit liv, som den “gave”, der skulle lære mig at vende min negative spiral og i stedet blive positiv!

Accept er en god begyndelse

Han havde i høj grad selv meget at se til og også en del modgang i sit liv. Det interessante for mig var at se hans måde at tackle det på. Jeg så ham som en, der gik henad livets landevej – og den går man som bekendt ikke ad, uden der er bump på vejen – men han betragtede disse bump som uundgåelige.

Han accepterede dem, løste hvad der skulle løses og fortsatte så sin færd. Der var ikke noget, der stoppede ham. Der var ikke noget, han tog ind. Ikke noget der slog ham ud. Ikke noget han ikke kunne klare. Når jeg kigger tilbage, tror jeg, det var hans måde at acceptere livets udfordringer på, der gjorde forskellen. Han tog, hvad der kom, overkom det, og så var han videre.

Så selv om jeg synes, hans tilgang til min “nede-situation” var dybt usympatisk, fordi jeg hverken kunne få omsorg eller medfølelse fra ham, så må jeg erkende, han fik vendt min skude. Jeg tror, det var der, det startede. Det med at være positiv.

Tak til ham

Så tak til ham. Han har givetvis sparet mig for i tusindvis af kroner hos de psykologer og behandlere, jeg (før ham) opsøgte, fordi jeg sørme ikke kunne forstå, hvorfor jeg hele tiden gik og var ked af det – uden nogen egentlig grund.

I dag tror jeg, de “nede-tanker” jeg gik og dyrkede, måske udsprang af en opvækst der på mange måder næsten har været for nem og beskyttet. At jeg måske har været så forskånet for modgang, at når noget i mit voksenliv så ikke var, som jeg syntes, det skulle være, så var det dét, jeg fokuserede på. Fordi jeg havde en så indgroet forestilling om, at alt hele tiden skulle være godt, ellers var det forkert…

Det får mig til at tænke på mine børns virkelig priviligerede og fantastiske liv – som de selv kalder det. Egentlig ruster vi dem ikke til den dag, de uvægerligt også vil møde modgang og bump på vejen… Den snak må vi vist lige tage!

Når udfordringer er en gave

Uanset hvad vi alle møder i vores liv, tror jeg i dag på, vores udfordringer skal betragtes som gaver, der får os til at vokse (også selv om det umiddelbart kan være svært at få øje på meningen med dem).

Jeg ved også, at de samme udfordringer vender tilbage i nye “indpakninger”, hvis vi ikke forstår, hvad det er, vi skal lære af dem… – det oplevede jeg igen og igen den gang. Jeg ved i dag, at det er langt nemmere at håndtere vores udfordringer med accept. Det er, når vi begynder at modarbejde dem, at det bliver en ubehagelig kamp.

Så jo, jeg er klart mere positiv i dag – og sikke en befrielse.
Jeg er dog stadig langt fra perfekt, og ryger stadig ned i mine huller, så jeg bliver oprigtigt glad, når nogen betragter mig som positiv.

JA – jeg er positiv!

Jeg spurgte faktisk lige min 21- årige søn, om han betragter mig som positiv? Han svarede sgu ja – efter lidt betænkningstid!
-Du kunne da være værre, tilføjede han (med sit sødeste smil).

Det er godt nok for mig! Det er jeg faktisk virkelig glad for at høre. Så kan jeg jo håbe, jeg har præget ham i en positiv retning, så kan ikke går ned på det, hvis (når) livets “gaver” en dag rammer ham i en lidt grim indpakning…

Hvad med dig? Er du god til at være positiv…? Hvis du har lyst, så smid gerne en kommentar længere nede her på siden.