Vi skal huske at beskæftige os med det, der gør os glade – og jeg er ret glad for boligindretning. Især i mit eget hjem.
Jeg har ikke tidligere overvejet, hvor meget det egentligt siger om vores personlighed, hvordan vi indretter vores hjem, men efterhånden er jeg opmærksom på, hvor meget det faktisk fortæller. Det er lige før, man kan sætte en psykologisk profil på folk, ud fra hvordan de bor – det ved vi jo sådan set godt fra TV-programmet “Kender du typen”.
Jeg ved så ikke, hvad man skal sige til, at stort set alt hjemme hos os er genbrug – og temmeligt slidt… Meget er fundet på dba, eller der er tale om arvestykker, vi ikke nænnede at sige nej til…
Cirka halvdelen af vores lamper er dog købt fra nye, og det hjælper lidt på looket, der ellers kan blive ret brugt at se på.
Men jeg elsker mit hjem – hvergang. Over de sidste 12 år er vi flyttet fem gange. Gang på gang har vi lejet huse i vores område, fordi vi ikke rigtig kunne finde ud af, om det overhovedet var på Amager, vi skulle bo.
Og gang på gang har vi slæbt ALT vores habengut med os! Det kan sjovt nok blive en livsstil at flytte, og både fjerde og femte gang var det næsten noget helt naturligt og slet ikke så slemt, som det kan lyde…
Så fik vi vores eget hjem
Og så er det jo heldigt, jeg kan lide at indrette. Hvergang vi flyttede, blev det nye sted ret hurtigt til et hjem.
Men når man så køber et hus (som vi gjorde for tre år siden), så er det som om, det forpligter på en anden måde. Jeg kom til at føle mig mere voksen! Og betød det så, at alle de virkelig gamle møbler nu skulle skiftes ud, eller skulle vi fortsætte genbrugsstilen?
Min svigermor har altid syntes, jeg boede som en studerende… og ja, jeg indretter faktisk for små midler, og det er ikke fordi, jeg ikke elsker luksus og design – og nyt, men det er ikke som sådan et behov, jeg har. Selv om jeg nok hurtigt kunne overtales…
Men ja, vi kører altså stadig med de gamle møbler, og det passer sådan set fint nok til det gamle hus, vi bor i.
Desværre er jeg den eneste, der går op i indretning – og orden – hjemme hos os. Eller det vil sige, mine piger er kommet efter det, og elsker at rykke rundt på deres værelser, hvilket efterhånden sker hver 14. dag, men de tre “mænd” i huset er helt ligeglade. Det skal bare være praktisk! Og de ser ikke rod og grimhed. Rimelig ærgerligt for mig, der simpelthen ikke kan leve i det, når det hele sejler, så det diskuterer vi en del…
To-familiers hus blev til et
Det hus, vi købte, havde været et to-familiers-hus, og trappeopgangen bar virkelig præg af at være trappe-opgang. Det løste sig ved, at der kom masser af billeder op på væggene. Dermed blev den lidt kolde og anonyme opgang mere stue-agtig og venlig, og kom til at forbinde de to etager mere naturligt.
Stue-badeværelse
På 1.salen blev det lille toilet og det lille køkken slået sammen til et stort badeværelse, hvor vi valgte at lave murstensvæg – indtil vi (jeg) nok laver det om igen. Jeg plejer egentlig ret hurtigt at trænge til fornyelse – uden at jeg lige får gjort noget ved det… På en måde virker badeværelset lidt stue-agtigt, og det er sådan set lidt sjovt… og hyggeligt… og bizart…?!
Alt-muligt-værelset
Det er luksus at have et værelse som på en måde er i overskud – og samtidig uundværligt. “For enden” af vores 1. sal ligger pejsestuen (fordi der er pejs), eller solstuen (fordi der er sol) – det var vist det, de tidligere beboere kaldte rummet. Men et ret skønt rum, man kan lukke døren til, og så er det som om, man er fuldstændig afskåret fra resten af huset.
Rummet kan bruges til børnefødselsdage, yoga/meditation, hyggesnak foran pejsen, ekstra legeværelse, gæsteværelse, arbejdsværelse, hobbyrum osv. Om foråret lader vi tomatplanter og andet godt spire derinde pga. lyset.
Fordi vi ikke rigtig vidste, hvad vi ville med rummet, valgte vi palle-løsningen indretningsmæssigt. Tilsat hynder og puder. Og ja, der er ikke rigtigt gjort noget ved det siden…
Har du tænkt på, hvad din indretning fortæller om dig?
Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, at jeg prøver at undgå for meget nips (det går ikke så godt, kan jeg afsløre). Jeg prøver også at køre simple living, (det går heller ikke så godt). Jeg er vild med farver, men alligevel ender jeg ofte omgivet af nogle afdæmpede naturnuancer…
Snart skifter jeg nok lidt ud i tæpper, puder og planter, hvilket kan give helt nye farver og friskhed…
Og hvilken psykologisk profil eksperterne så kunne finde på at sætte på mig…? Tjaa… det har jeg sådan set ikke noget behov for at vide – så længe jeg genkender mig selv, føler sig rimelig godt hjemme, og morer mig med at flytte lidt rundt på det hele….
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.