Leder du efter en, der kan ændre dit liv?
– Så gå ud og kig dig i spejlet…
Interesserer du dig for personlig udvikling, din sjæl og intuition, hvordan din krop og dine celler har det godt, og så iøvrigt alt hvad der på en lidt mere jordisk måde gør dig glad, så er du kommet til det rette sted.
I Raskeriet – der er inspireret af mit efternavn – handler det om at være rask, glad og have det godt. På alle planer. Her er fokus på, hvordan vi tackler livets udfordringer. Opmuntring til hvordan vi hver især tager de valg, der er rigtige for os. Inspiration til at tænke de tanker, der holder os oppe. Og til at gøre alt det vi beskæftiger os med og omgiver os med, til noget der er godt for os.
Vejen til personlig udvikling
Her er meget fokus på personlig udvikling. Det eksistentielle og spirituelle. Og ikke mindst det sidste er jeg meget optaget af, fordi jeg er sikker på, der er så meget at hente dér i forhold til at blive et helt og autentisk menneske.
Vi ligger rigtig meget under for alt, hvad vi har fået med os af regler og overbevisninger gennem vores opvækst. Og ikke mindst bliver vi hele tiden påvirket af de “forstyrrelser”, vi er omgivet af i vores moderne liv.
Derfor kan det være svært at få lyttet til vores sjæl, som jeg mener, er den allerbedste guide til at vise os den vej, der er rigtigst for os at gå. Faktisk tror jeg på, at megen sygdom opstår, fordi vi gør noget andet, end det vores sjæl og indre stemme fortæller os ville være rigtigst.
Personlig udvikling og tankens kraft
Jeg er også meget optaget af, hvad vi kan ved hjælp af tankens – og følelsernes – kraft. Og hvordan kroppen reagerer på vores følelser og tanker. For den afspejler i høj grad, hvordan vi går og har det, netop på baggrund af hvad der “rumsterer”i os.
Jeg tror på, vi kan holde meget både fysisk og psykisk sygdom fra døren ved “at have det godt”. Altså have vores mentale trivsel i orden.
Og så ved jeg, vi både kan opnå og ændre meget ved at handle!
En ærlig blog om personlig udvikling
Ud over egne erfaringer får du også visdom og guldkorn fra de mange kurser, bøger og artikler, der gennem årene har beriget mit liv i forhold til personlig og kropslig udvikling. Jeg opfordrer til, vi fokuserer på det positive i livet. Dog uden at fortrænge de negative følelser, som der kan være megen brugbar information – og drive – i!
Det her er også en ærlig blog, hvilket betyder du også får det med, når det kniber for mig at holde humøret oppe. For det sker skam – hvor end jeg gerne ville være evigt på toppen…
Heldigvis kan jeg nogle tricks, der er beregnet til at komme op i humør igen, og dem deler jeg rundhåndet ud af i min iver efter selv at blive bedre til at praktisere dem.
Interviews med kendte…
Ud over alt det, der handler om mig (!), finder du i Raskeriet også skønne interviews med kendte og inspirerende mennesker, der har ændret deres liv, handlet på deres ideer og realiseret deres drømme. Eller som “bare” har nogle skønne meninger og holdninger til, hvordan vi bliver oprigtigt glade i vores liv.
Bloggen har også fokus på sundhed og skønhed – hvilket ofte følges ad. Jeg er meget begejstret for nogle norske tilskud, som jeg kommer til at tage resten af mit liv. Og ja, så skriver jeg også, om nogle vidunderlige essentielle olier, som jeg har haft stor glæde af. Og du vil også kunne finde indlæg om rejser, lidt boligindretning, kunst og kultur.
Alt sammen det jeg selv nyder at omgive mig med i min stræben efter at have det godt:-).
Skab dit liv
Og slutteligt lige det moralske indspark:
Når vi nu er så heldige at bo på en lille plet i verden, hvor det rent faktisk er muligt for os at skabe vores eget gode liv, er vi så ikke forpligtede til at gøre det…?
Og kan vi ikke være enige om, at det overskud og den glæde og mentale trivsel vi skaber hos os selv, spreder sig som ringe i vandet, rammer vores omgivelser og dermed bidrager til en bedre verden…?!
Jeg håber i hvert fald, du har lyst til at kigge med – og forhåbenligt finde inspiration og personlig udvikling- her i Raskeriet…
Af hjertet velkommen.
Og har du lyst, kan du læse mere om, hvem jeg er HER.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.