Jeg har en gammel ven, der havde en drøm.
Og han er sørme så heldig, at hans drøm er blevet til virkelighed – og mere til…!
Han var 27 år, da jeg mødte ham. Selv var jeg lidt yngre. Han var håndværker i sit eget en-mands-firma, og han drømte om at blive et lidt større firma. Måske bare med ti ansatte…
Når han fortalte om denne drøm, blev der grinet af ham. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi han gav udtryk for, han var lidt for glad for øl og damer. Og man forbandt ham måske ikke ligefrem med at være en, der havde forretningsevner.
Men selv vidste han bedre. Han vidste, hvad han ville. Og at han kunne..;
Når man føler sig heldig
I dag har han små 500 ansatte, og han ved godt, han har været dygtig. Men han påstår også, han har været heldig, og det er her, jeg synes, det bliver interessant.
Han var heldig, at det blev startskuddet, da han i sit en-mands-firma fik en opgave, der var alt for omfattende for ham, da han jo var alene. Det havde været langt mere oplagt at give opgaven til et betydeligt større firma.
Hvorfor fik han opgaven?
– Fordi jeg var heldig, at der var en, der troede på mig, siger han selv.
Og ja så heldig kan godt være, men jeg tror også, man er heldig af en lidt anden grund;
Sådan bliver du mere heldig
Min teori er, at man er heldig, når man lytter til sin indre stemme. Den der hvisker til os, hvilke drømme vi har, og hvilken vej vi derfor skal gå.
Og når vi tror på, hvad denne “stemme” fortæller os, og når vi tør tro på, vi kan – uanset at andre kan få os til at tvivle – så tror jeg på, vi udsætter os selv for held.
Jeg tror nemlig stemmen, der hvisker os drømmene i øret, er vores sjæl. Og med sjælen som vejviser (eller indre kompas), er vi på rette vej. Den vej hvor vi automatisk kommer ind i vores flow. Der hvor det føles rigtigt, og hvor vi kører på glæde, begejstring og lyst, og dermed på høje vibrationer, der tiltrækker mere af det gode.
Og helt automatisk føler vi os heldige. Og det er vi også. Universet belønner os nemlig, når vi lytter og går den vej, der føles rigtig i vores indre.
Den gode karma
– Og så er jeg ærlig og har altid opført mig ordentligt, siger min før omtalte ven om sin succes. Og det tror jeg helt sikkert også er af stor betydning.
Jeg kan tilføje, han også er et meget givende menneske, og den slags gode karma lønner sig helt sikkert også. (Læs evt. mere om det i min e-bog herunder.)
Jeg elsker at være heldig
Når jeg selv er heldig, hvilket jeg meget ofte synes, jeg er, reflekterer jeg gerne over, hvad jeg har givet, og hvad det er, jeg sender ud, siden jeg tiltrækker det held, jeg pludselig synes, jeg står i.
Og det er gået op for mig, at jeg egentlig på mange måder gør, hvad min omtalte ven også gør;
Jeg gør “det rigtige”, i forhold til hvad min indre stemme fortæller mig, vil føles godt og rigtigt for mig. Og når jeg gør det, er det som om, jeg belønnes for det. Jeg tiltrækker det gode.
Og så er jeg blevet ret god til at vende situationer, som umiddelbart synes temmelig udfordrende og ikke udpræget heldige, til situationer som der faktisk kan komme meget godt ud ad.
Det handler om at få øje på fordelene i en svær situation. Når det lykkes er det en kæmpe tilfredsstillelse. Og iøvrigt høje vibrationer!
Prøv det her:
Hvad tænker du om dig selv? Er du som oftest heldig eller uheldig?
Og går du efter det, der føles rigtigt for dig? Det der gør dig glad?
Prøv at være opmærksom på hvad du mærker!
Hvad hører du fx. dig selv tale om igen og igen, når du fortæller folk, hvad du drømmer om, eller bare gerne vil?
Og hvad er det, der holder dig tilbage, når du ikke går efter det?
Lyt til dine følelser
Og husker du, som jeg tidligere har skrevet om HER, (nok i forhold til stress, men alligevel) at spørge dig selv, om det du gør, er noget du gør, fordi du har lyst, eller fordi du bør?
Det er dine følelser, du skal lytte til. Altså de gode af slagsen. Når noget føles godt og rigtigt, og som noget du har lyst til, er det sjælen/det indre kompas, der taler. Den viser dig vejen. Og den vej skal du gå…😉.
Og hvis du synes, det lyder farligt, kan du jo bare prøve det i det små. Bare den næste uge evt. Så kan du altid fortsætte, hvis du synes noget ændrer sig til det gode.
(Og det gør det helt sikkert…😉).
Og så kan du iøvrigt læse mere om, hvor skønt det er at være i sit flow HER.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.