I min familie er jeg det sorte får. Det bliver jævnligt nævnt. Og ja, jeg skiller mig lidt ud. Selv vælger jeg at kalde det unik. Det ved de ikke. Måske ved de heller ikke, jeg er lidt stolt af det – og tænker heldigvis;-).
Jeg er ud af en ualmindelig pæn og ordentlig familie, og en stor del af mig vil utroligt gerne være som den. Og jeg prøver. Det ligger bare ikke altid lige til højrebenet for mig at være så ”rigtig”.
Og hvad er ”det rigtige” egentlig, når man er unik?
I går blev jeg ringet op af en clairvoyant, og det var yderst interessant…
Du er unik – men du har vendt det ryggen!
– Du har en stor unik-ness inde i dig, som det ville klæde dig at få frem, sagde clairvoyanten.
Og ja, sådan kunne hun jo principielt sige til os alle. Vi er jo unikke. Der er ikke andre som os. Desværre fungerer det jordiske liv bare sådan, at den uspolerede unikke sjæl vi fødes med, den har vi vendt ryggen, den dag vi fylder syv.
Fordi vi på det tidspunkt har lært så meget om, hvordan vi skal være for at være elsket, for at undgå at komme galt afsted eller ramle ind i ballade.
Som syv-årige har vi lært at passe ind på hylden ved siden af alle de andre. Farvel sjæl. Farvel unik-ness. Farvel min sande essens. Nu er du blevet jordisk, og vend dig ikke om.
At være unik kan være smertefuldt
Okay, sat lidt på spidsen, men det gælder os alle!
Når vi så i vores jordiske liv desperat forsøger at finde lykke, tryghed og anerkendelse hos andre mennesker og i det ydre og det materielle, så handler det i bund og grund om, at det er vores sjæl, vi ønsker at finde hjem til. Det ved vi bare ikke. Men det er det eneste sted, trygheden virkelig findes.
Men fordi det var så smertefuldt at vende sjælen ryggen dengang, vil vores ego til enhver tid gøre, hvad den kan, for at forhindre at noget så ondt skal ramme os igen.
Det er derfor, vi igen og igen falder tilbage i vores gamle indgroede mønstrer, når vi forsøger os med nye veje – for eksempel personlig udvikling. Det er egoet, der kalder os tilbage. For at beskytte os. (Jeg håber, det giver mening).
Jeg er ikke så god i parforhold
Jeg ved efterhånden, at jeg langt inde i min essens har kæmpe værdi på at være fri. For regler. Og fast arbejde. Fast bolig. Fast kæreste. Alt muligt der kan holde mig fra ikke at være den rene mig. Og så alligevel vil jeg jo gerne det hele…
Det lidt ærgerlige er, at jeg bedst finder ind til mig selv, når jeg er alene. Måske af den grund synes jeg aldrig, jeg har været udpræget god i parforhold. For så synes jeg, tingene skal være på en bestemt måde. Og at jeg skal være på en bestemt måde. Og det er jo dumt. Og det er udelukkende min ting. Det er noget, der foregår inde i mit hoved. Men det foregår.
Og det kommer vel af den tilpasning og de overbevisninger, vi (jeg) er flasket op med. Vi gør jo gerne, hvad vi har lært. Det er jo det, der synes rigtigst. Men måske føles det ikke så nemt og naturligt…
Når jeg ser mine søskende og mine forældre leve i de perfekte, glade, velfungerende familie-rammer, så bliver jeg misundelig. Jeg vil gerne kunne det der. Alt imens jeg ikke synes, jeg egner mig så godt til det. Og så er det vist der, jeg bliver det sorte får…
Mig, mig, mig…
– Der er noget ”been there – done that” over dig, sagde clairvoyanten.
Ja, det mærker jeg. Jeg mærker en modstand. Den omtalte hun også:
– Der er et surt, urokkeligt, “tak, men nej tak inde i dig”. Faktisk har du lyst til at brække dig lidt, og råbe ”Rend mig i røven, jeg skrider”.
Hun nævnte ikke noget konkret. Men jeg smilede lidt. Det er lidt som om, det er mod det “almindelige liv” generelt. Og det er måske det, der trigger mig, hvor jeg står lige nu. Her hvor alt er muligt. Her hvor der er plads til at tage nye valg i livet.
Det er et enormt privilegie. Men det er også svært at vælge retning, når alt synes muligt. Og jeg må jo vælge noget. Ellers bliver jeg vel stående med udsigten til det hele – uden rigtigt at komme nogen vegne.
Clairvoyanten sagde det sådan her:
Tag imod hvad der kommer
– Jeg ser dig i Barcelona. Oppe på plateauet på bjerget bag byen. Du har udsigt ud over det hele. Og du har det hele til rådighed. Du kan bare boltre dig. Men lad være at gå ned på ramblaen, hvor alle de andre går. Så ser du det, alle de andre ser. Hvilket nemt sker, når man går i sin trummerum.
Du skal ud i sidegaderne. Der hvor du måske farer vild, fordi du ikke har overblikket. Men invitér dét ind, der kommer. Vi kan ikke altid vide, hvad det er. Og sæt så tempoet lidt ned. Tag en kop kaffe.
(Det minder mig om, hvad jeg engang skrev om at finde tryghed i det spirituelle, fordi alt er præcis, som det skal være HER).
Og ja, det kunne denne clairvoyant stadig sige til de fleste, men jeg kunne mærke, det var mig, det handlede om. Og det var en dejlig bekræftelse og gav mig stof til eftertanke.
Jeg vil flirte med min unik-ness
Og er denne trang til frihed så grunden til, jeg kan have lidt svært ved at se mig selv have et arbejde, jeg ikke selv styrer. Og at jeg bliver lidt bange for at kalde ham den søde for min kæreste, fordi det forpligter, og kan jeg overskue det? For hvad sker der så med min unik-ness, som jeg måske også har lyst til at flirte med?
…som i mig, mig, mig. Og Guuud.. hvor kan det da være besværligt at være menneske. (Eller er det bare mig..?)
Og hvis jeg ikke havde den kæmpe store tryghed, jeg har i en helt unik og kærlig familie, som jeg til enhver tid – og måske næsten ubevidst – hele tiden læner mig op ad, så ville jeg måske slet ikke føle den store tryghed i friheden, som jeg gør…?
Hvis der var kaos omkring mig, havde jeg måske helt andre prioriteringer? Jeg aner det ikke.
For og imod
Men jeg ved, jeg er glad for, når der ikke er noget, der binder mig. Som da jeg på min jordomrejse kun havde min rygsæk – ingen returbillet og ikke vidste hvor jeg skulle sove i nat.
– Om jeg fatter, hvor du har det fra. Jeg ville gå til, siger min mor, når jeg nævner det.
Jeg elskede det. Krav, forventninger, komme-hjem-tider og normer har jeg aldrig kunnet lide. Jeg indordnede mig efter dem dengang, men dybest set stressede de mig, og gjorde mig utryg. Det ved jeg nu.
Samtidig savner halvdelen af mig ordnede forhold. En formue på kontoen (det er der også en stor frihed i!). En skøn bolig med alt det fede. Et spændende job. Nærhed. Par-middage, familieferier, fremtidsplaner og alt det der.
Hvem vinder?
Hvem vinder? Kan man leve begge liv? Kan sjæl og ego følges ad? Kan frihed og forpligtelser forenes. Jeg vil så gerne tro, det er muligt. Hvis vi nu bare højner vores bevidsthed..?
Jeg skal snart på kursus i ego og sjæl. Og for mig kommer det til at handle rigtig meget om at finde ind til mit indre barn. Det jeg forlod engang.
– Jeg ved ikke, hvor langt du skal tilbage for at finde det, sagde clairvoyanten, men der ligger en kvindelig rå-hed i dig, og du har langt mere kant og vildskab og kreativitet i dig, end du viser. Der er noget pænt over din energi, men det ville klæde dig også at give plads til det andet.
Hvor var det skønt, hun mindede mig om det. Jeg ved jo godt, det er der. Og sjovt nok gav denne “tilladelse” til at finde det frem en tryg følelse i mig.
Måske jeg lige skulle tage mig selv ned fra hylden og køre mig over med en fugtig klud.
Hvor unik er du?
Jeg kendte ikke denne clairvoyant. Hun skrev ud på Facebook for en måned side og efterlyste et par stykker at øve sig på.
Jeg havde ingen forventninger, da hun ringede mig op i går. Men TAK. Hvor fik jeg meget ud af det. En påmindelse om at huske at være mig. Så kan jeg jo så overveje, hvordan jeg bedst er det…
Hvad med dig – hvad er det unikke i dig? Og ved du, hvor du har gjort af det?
(Ps. Clairvoyanten hedder Lone Røssel – og hun kan kontaktes på messenger eller på mail lonerossel@gmail.com, hvis du skulle være interesseret).
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.