-Ha det godt, siger vi så tit til hinanden, men tænker du nogen sinde over, at det er lige præcis det, det hele virkelig handler om?
At ha det godt.
Det er simpelthen det, der er meningen med, at vi er her, hvis du spørger mig:
At vi skal udvikle os, og at vi skal ha det godt.
Og når vi nu så ofte minder hinanden om det, skulle vi så ikke vælge at se det, som et tegn på, at det er noget, vi skal huske?!
Altså at sørge for at ha det godt, og lige få justeret tingene på plads hvis det halter lidt nogen steder.
At ha det godt er et valg
Har du været tilfreds med året, der er gået?
Og har du besluttet dig for, at du (også) vil ha det godt i det nye år – eller er du mere sådan en, der er afventende og ser, hvad der sker…?
Du vil måske påstå, at man jo ikke selv kan styre, hvad der sker. At dit år måske har været rigtig meget op ad bakke, og at du virkelig håber på mere medvind i 2020.
Valgte du at se det forgangne års ”nederlag” som onde, og gjorde du dig selv til offer for det, der hændte dig? Eller så du udviklingsmuligheden, i det der skete. Vendte du solsiden opad?
Vi vælger selv. Der er kun os selv til at skabe vores liv. Ingen andre gør det for os. Og det skal andre heller ikke.
Vi er selv ansvarlige for, at vores vibrationer er i top. Deroppe øverst på vibration-scalaen hvor vi tiltrækker alt det gode, og er så meget på toppen energimæssigt at det ”ubehagelige” slet ikke rammer os…
Jeg har lært noget vigtigt i år
Og ja, vel er det svært indimellem. Jeg har selv haft en periode i år, hvor jeg synes, det var svært at hive mig selv op. Indtil jeg forstod, hvad det var, jeg skulle lære; Nemlig at ændre mit mindset og mine tanker.
Som om jeg ikke vidste det! Sagen er bare, at det ikke er nok at vide det. Det skal omsættes til praksis. Da jeg endelig fattede, at det var en omdirigering af mine tanker, der var læren i mine udfordringer, gik min frygt og mine negative tanker på magisk vis i opløsning og forsvandt.
Og det føles virkelig som magi, at det rent faktisk er så nemt. På papiret ved jeg så udmærket godt, at tankens kraft har lige så meget kraft som en virkelig handling. Alligevel kan jeg glemme det, når det gælder. Hvor er det utroligt.
Min smerte forsvandt
Men da det endelig gik op for mig, hvad det var, jeg skulle lære, forsvandt min smerte altså. Og hver gang mit ego siden har forsøgt at få mig tilbage i mit gamle negative mønster, har jeg formået at hæve mig over det, skubbe tankerne væk, og fokusere på det, jeg vil have, fremfor det jeg ikke ville have. Og vupti; Jeg har haft det godt siden!
Det har uden tvivl været min vigtigste lære i år. Virkelig at får praktiseret det, jeg i teorien jo godt ved. Teori er bare ikke nok. Do it!!!
Så det handler dybest set ikke om, hvordan du har det, men i højere grad om, hvordan du tar´ det. Og tar´ du det på ”den gode måde”, så har du det godt. Det er i sandhed smart.
Og nu skal du høre, hvad der ellers har hjulpet mig i år. Jeg skal forsøge at gøre det kort, men jeg kunne holde lange foredrag om betydningen – og effekten – af at gribe livet an ud fra de råd, der kommer her:
Ha´ det godt – syv trin:
1. Acceptér tingene og din situation, som den ser ud lige nu. Lad være at gøre modstand. Vær´ i det der er, hvis du alligevel ikke rigtig kan gøre noget ved det. På den måde overgiver du det hele til noget højere, og tro mig, der bliver taget hånd om det. Måske føles det ikke sådan lige nu, men det hele lander præcis, hvor det skal. Ha´ tillid til det!
2. Vær´ taknemmelig! Hvis du falder i gryden af negative tanker, så bevæg dig op ad vibration-scalaen ved at udvise taknemmelighed. Husk at loven om tiltrækning giver dig tilbage, hvad du sender ud. Så du vil helst sende fra en høj frekvens. Det hæver automatisk dine vibrationer, at tænke på alt det du er taknemmelig for i dit liv. Læs evt. mit tidligere indlæg om taknemmelighed og vibrationer HER.
3. Vær i de høje vibrationer, som er kærlighed, glæde, taknemmelighed, tillid osv. Her har du det rigtig godt. Det er her, livet fyldes af solskin og alt bliver nemmere. Mind dig selv om, at det er her, du hele tiden stræber efter at være.
4. Vær bevidst. Som jeg tidligere har skrevet om (HER), er bevidsthed nøglen til virkelig at rykke i dit liv. Hvis du ikke er bevidst, ved du ikke, hvad du laver. Så er det din automatpilot, der styrer dine tanker, dine følelser og dine handlinger. Så gør du alt det, du plejer at gøre, og alting forbliver som det plejer at være. Og det er måske ikke helt det, du ønsker dig? Så vær vågen. Sæt evt. et kryds på din hånd, som minder dig om, at du skal være bevidst.
5. Føl dig ind i dit flow: Når du er bevidst, er du opmærksom på, hvordan du har det, og hvad der sker omkring dig. Og det er herfra, du kan opnå den ultimative følelse, det er at have det rigtig godt – altså at være i dit flow. Her kører det simpelthen for dig. Her modtager du livets vejledning og gaver, og alting kommer, præcis som du har brug for det. (Læs hvad jeg tidligere har skrevet om det HER). For at være i dit flow, så spørg dig selv flere gange om dagen, hvordan du har det lige nu, og hvordan du har det med det, du skal om lidt. Gå hele tiden efter det, der føles godt. Føles det ikke godt så lad være! Min påstand er, at det daglige mål vi skal have – det mål vi skal have i livet generelt – er at være i vores flow.
6. Dyrk selvkærligheden. At være selvkærlig, lytte til dig selv, gøre hvad du har lyst til og give dig selv omsorg og anerkendelse er simpelthen nødvendigt for, at du kan ha det godt og have noget at give til din omverden. Lad det være et af dine seriøse nytårsfortsæt, at du skal være selvkærlig og ha´ det godt. På den måde får andre det nemlig også godt. Gør mere af det, der gør dig glad og mindre af det, du bør gøre. Det er selvkærlighed.
7. Mød din verden med kærlighed og tillid: For at slutte hvor vi startede, så ligger der en accept i at møde verden med kærlighed og tillid. Svaret på alting er kærlighed. Og en skøn måde at være i livet på er at have tillid til, at alt er, præcis som det skal være – også selv om det kan se lidt broget ud. Alt ordner sig. Ha´ tillid til det. Og brager konflikterne om ørene på dig, så prøv at (op)løse dem med kærlighed. Både i tanker og handlinger. Det er energi og vibrationer, som universet straks responderer på, og det fantastiske er, at når alting falder på plads inden i dig, falder alting omkring dig også på plads. Og det er ganske vist. Det var noget af det, jeg erfarede, da jeg ændrede min tankegang, som jeg beskriver højere oppe.
Ha det godt i 2020
Jeg vil hermed ønske dig alt det bedste for det nye år.
Og skal 2020 måske også være året, hvor du er modig? Altså hvis det føles rigtigt at være det naturligvis. Skal det mon være året – og årtiet – hvor du virkelig opfylder dine drømme?
Jeg formoder, du ved, at min 20 sider lange e-bog herunder er til fri afbenyttelse, og at du i den får de værktøjer, der skal til for at gøre dine tanker til virkelighed.
Husk nu hvilken kraft de har, så ha fokus på det, du ønsker dig frem for det modsatte.
Universet observerer alt, og qua energien i dine tanker skaber du din virkelighed, så vær´ bevidst om, at du skaber det rigtige.
Jeg ønsker dig et rigtig godt nyt år – og nyt årti – og tusind tak fordi du læser med i Raskeriet:-)!
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.