Jeg bliver i tvivl. Bliver ked af det. Bliver bange… Og stiller mig selv et utal af spørgsmål. Jeg er i sandhed på udviklingsrejse. Og hvor er det dog hårdt, at gennemgå den transformation det er.
Ind imellem. For det er også vanvittigt interessant.
Og det fortsætter som hidtil: Den ene dag er jeg på toppen. Virkelig. Fri og glad. Den næste stiller jeg (igen) spørgsmål.
Hvad har jeg gang i? Er jeg rigtig klog? Hvor er jeg egentlig på vej hen? Ved jeg, hvor jeg skal finde det, jeg stiler efter? Og ved jeg, hvad det er?
En indre transformation
På de svære dage har mange – incl. mig selv – i al kærlighed en mening om, hvad det vil være klogt at gøre. Det sikre. Det normerne har lært os er ”rigtigst”. De normer nogen har lavet. Dem som jeg helt ærligt ikke (særlig ofte) gider.
Sagen er jo, at den eneste, der kender de virkelige svar, er mig selv – og det kan være vældig ensomt. Og mørkt ind imellem. For de virkelige svar skal findes langt inde – bag de normer, der jo er lagt rundt om mig. (Og dig).
Transformation er at være udenfor komfortzonen
Det er hårdt at være i vækst. Og det er det, jeg er. Fra larve til puppe til sommerfugl. Måske. Forhåbentlig.
Jeg har selv skabt dette scenarie. Den ene dag er jeg på toppen over det. Den næste dag ser selvsamme scenarie ikke særlig kønt ud.
Dybest set er der ikke styr på noget. Og jeg er helt ude af min komfortzone. På alle parametre.
Det stormer. Skibet gynger, og jeg gynger med. Der er ingen grund til at forsøge at modsætte sig universets kræfter.
Jeg ved, det eneste sted, jeg kan og skal finde trygheden, er i mig selv. Og det er måske det, der er læren?
At jeg skal finde ro i en tillid til, at alt er præcis, som det skal være. At der er en årsag til turbulensen. Og at alt lander, hvor det skal. På et tidspunkt. Gerne i dette liv. Men nok først når landingsbanen er klar til det.
Er jeg lykkelig nu?
Selvfølgelig savner jeg min komfortzone, hvor alt var trygt. Hvor familien var til stede. Børnene var der full time. Den faste løn gik ind hver måned. Plus pensionen. Hjemmet var stort, haven var skøn. Og de gode folk i nabolaget var lige om hjørnet.
Alt er forandret nu. Og uanset hvad jeg rører ved, er det nyt.
Er jeg lykkeligere nu? Nej sgu. Bliver jeg det? Det vil vise sig. Er meningen, vi skal være lykkelige? Aner det ikke. Kender du nogen, der er det?
Jeg tror dog, jeg taler på de flestes vegne, når jeg siger, det er det, vi stiler efter. Selv ved jeg bare, jeg rykker. Og det, tror jeg, så absolut er meningen.
Jeg er i refleksion og udvikling, og tager nye svømmetag. Og det er jeg tilfreds med. Faktisk er det – især de dage jeg har overskuddet til det – vanvittigt spændende at mærke jeg lever.
Transformation er også at lytte
Jeg lytter til min indre guidning – for den er der! Jeg prøver at tage valg fra sjælen og ikke fra ego´et.
Jeg tror jo på, vi er her af en årsag. Fordi noget skal læres, transformeres og heales (og ja, her skal man tro på det evige liv, for at det giver mening). Og får man ikke bearbejdet, hvad det er i dette liv, får man de samme udfordringer i det næste. Det er min klare overbevisning.
Jeg er efterhånden bevidst om, hvad jeg skal lære. Det kan jeg se, på de udfordringer jeg får. De vender tilbage og viser sig på nye måder, når jeg ikke får dem løst.
Jeg forsøger at følge energien og lade den flyde, så jeg ikke bremser noget.
Ingen transformation i stilstand
Mentalt og personligt føles det, der var for to år siden, som lysår siden. Jeg har rykket vanvittige skridt. Helt klart i den rigtige retning.
Og på godt og ondt har jeg fundet ud af, jeg er typen, der har brug for, der sker nyt.
Det kan jeg også se, når jeg kigger tilbage på mit liv.
Det er langt fra alle, der har den trang. De bliver i samme job. Samme ægteskab. Samme bolig. Tager på de samme ferier. Stort set hele livet. Og er virkelig glade i det. Og heldigt for dem.
Andre bliver hvor de er, velvidende at de burde gøre noget andet. Men et skridt ud af komfortzonen er for uoverskueligt.
Og det er vildt at stå et sted, hvor alt blæser i alle retninger. Og jeg synes snart, jeg har stået sådan i nogle år. Intet står stille. Det garanterer jeg. Og jeg håber, jeg på den anden side kan kalde det transformation. Gerne helt ned på celleplan.
At rydde op i sig selv
Når jeg bringer alle mine spørgsmål til mig selv ned på papir, bliver mine svar anderledes, end når de bliver i hovedet. Og når jeg har dem fysisk foran mig, ved jeg, de får en anden power i forhold til at manifestere dem.
Et af spørgsmålene lyder:
Hvad skal jeg have ryddet op i – have løst – før jeg kan gøre plads til nyt?
Ofte har vi nemlig blokeringer inde i os, der gør, at energien ikke kan arbejde i den retning, vi ønsker det. Og det er altså en ret væsentlig pointe, når vi gerne vil manifestere lidt hurtigt.
Men jeg ved også, at det er i processen, guldet ligger, og der er jeg ret tilfreds med at være. Der kommer hele tiden mange nye indsigter, og jeg bliver så klog.
Mine olier hjælper mig
Og så finder jeg kæmpe hjælp i mine essentielle olier, som jeg er på toppen over, er kommet ind i mit liv som en slags ordløs terapi.
DDR Prime hjælper mig med at give slip (helt ned på celleplan) og plads til nyt. Den er med til at fjerne blokeringer, så forandring kan indtræffe.
Frankinsence (mere HER) bringer mig i kontakt med min indre sandhed, og giver mig dermed nye perspektiver.
Med Basil vækker jeg sjælen, der alt for længe har gjort for meget af det, den ikke gad. Samtidig er Basil genial til nervøsitet, bekymring og tvivl på alle planer.
Bergamot er selvkærlighedens olie, der giver optimisme, håb og en følelse af at alt er godt. Den hjælper med en selvaccept, hvorfra jeg bliver i stand til at tage nærende valg.
Copaiba løfter sløret for det ubevidste – og kan derfor også gøre trist, indtil det indre er oppe og ude. Men den beroliger også ved stress og angst, og kan give følelsen af, det hele nok skal gå.
For blot at nævne nogle enkelte af dem, jeg støtter mig til.
Vorherre til hest..
Og de, der slet ikke lever et liv med bevidsthed om personlig udvikling, må tænke ”Vorherre til hest” om alt dette. Men er du en af dem, er du nok slet ikke nået hertil…
Og hvis du er, synes du nok, at det med at udvikle sig åndeligt alligevel er en lille smule interessant?!
Arbejder du med at finde din indre sandhed?
I så fald ville det være skønt at høre, hvordan gør du?
Tak fordi du læste med.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.