Altså menneskelivet..! Hold da k… hvor går det op og ned. Og at være i vores trygge og velkendte komfortzone, er jo det, vi mere eller mindre bevidst stræber efter hele tiden.
Men at mestre at være der, hvor livets udfordringer indimellem synes at stå i kø, er jo en ligeså stor del af tilværelsen.
Og for at mestre den disciplin har jeg efterhånden erfaret, at det er en god ting at forsøge at have en afslappet tilgang til det, der opstår. At det bedste, man kan gøre, er at acceptere bare at være i det, der sker. Når det sker.
Vi kan bedst lide vores komfortzone
Og det er naturligvis lettere sagt end gjort. Især når det bliver rigtig ubehageligt.
Som når ens børn pludselig kommer alvorligt til skade, eller man selv gør.
Eller når alvorlig sygdom får en trist udgang, eller man bare har forbandet svært ved at se meningen med en situation, der får ens liv til at ramle.
Mit tidligere jeg kunne blive frygteligt frustreret, når noget ikke var som det skulle være. Jeg blev vred og presset og stresset og alt muligt andet, der ikke kunne bruges til noget som helst, mens jeg febrilsk forsøgte at kæmpe mig tilbage til min komfortzone.
Det er vist ganske normalt, og noget vi nærmest gør pr. automatik.
Jeg er et fredselskende menneske
Men når så det er sagt, er der jo helt sikkert nogen, der klarer deres udfordringer langt bedre end andre. Og jeg vil så gerne være en af de gode!
Og jeg øver mig.
Jeg er et mega fredselskende menneske. Og jeg kan nærmest mærke, hvordan mit blodtryk stiger, når nogen skændes, eller en baby græder . Og det er jo småting. Derfor kan du godt regne ud, hvordan jeg kan blive, når langt værre situationer opstår.
Det er ikke sikkert, man egentlig mærker det på mig. Men inden i er jeg en slagmark. Jeg kæmper en kamp. For jeg vil bare tilbage til freden.
Sådan var jeg i hvert fald før. Heldigvis vil jeg påstå, jeg er blevet langt bedre. Og det er jeg i sandhed glad for.
Jeg ved, hvor det er bedst at være
Når ubehageligheder opstår, øver jeg mig i at hæve mig lidt op over det hele og kigge ned for at se på, hvad det egentlig er, der foregår. Og så vælger jeg så vidt muligt at se det positive i det. Overvejer grunden til, at ting opstår, og hvad jeg skal lære dem.
Lyder det frelst?
Jeg kan afsløre, det er en model, jeg drager stor fordel af.
For det første bliver det sjovere at tage imod udfordringen, fordi den sikkert er en gave, jeg skal lære noget af at pakke op.
For det andet slipper jeg – i nogen grad – for at være offer for det ubehag, der som oftest følger med den uønskede situation, der opstår.
Vi oplever forskelligt
Jeg havde et par små-episoder i går: Jeg var ude at flyve. Til Malaga. Turbulens forstyrrer mit fredelige indre, og jeg kan virkelig ikke lide det. Min krop stivner, og jeg bliver småstresset.
Min datter (der ikke kan få det vildt nok i Tivoli) synes, det er det sjoveste i verden. Og godt for hende! Det interessante er jo, at situationen er den samme, vi oplever den bare helt forskelligt.
I samme flyver blev en passager pludselig dårlig, og måtte have ilt-apparat, og piloten spurgte, om der var en læge om bord. Det var der heldigvis. Men også en ubehagelig situation. Synes jeg. Andre var formentlig ikke spor påvirkede. Måske er jeg bare generelt lidt ekstra følsom…
What to do?
Nå, men kan jeg gøre noget ved turbulens eller andre menneskers slagtilfælde?
Skal jeg gå i panik, fordi det er ubehageligt, eller skal jeg tro på, de højere magter har styr på det, og alt sikkert er, præcis som det skal være?
Jeg har lært mig at vælge det sidste, og at jeg altid kan sende en bøn op om, at alt må gå godt.
Jeg kan sige det hjælper!
Når virkeligheden rammer
Da vi nåede frem til vores destination i Spanien, blev vi ramt af nogle irriterende udfordringer, der virkelig krævede tålmodighed og hensyntagen til hinanden.
Anstrengende når noget opstår på tidspunkter, hvor man bare ikke er gearet til det. (Og er det ikke gerne der, de kommer;-). Og som skal løses af nogen, der er følelsesmæssigt påvirkede af situationen, nogen der er hardcore løsnings-orienterede og andre der ikke lige ved, hvordan de skal forholde sig.
Vel lidt som på en arbejdsplads? Og ja, som i det virkelige liv…;-).
Hvad gør man?
Det løser sig
Skal man lade sig irritere? Kæmpe kampen indtil alt forhåbentligt er tilbage, hvor det helst skal være? Kigge nøgternt på hvad vi skal lære nu, siden vi rammes af de her irritationsmomenter? Følge flowet til bølgerne igen har lagt sig? Eller hvad…?
Sagen er AT DET JO LØSER SIG. Før eller siden. Med eller uden indgriben. Som oftest med.
Så måske bedst at være i nuet med det der er – velvidende at ser vi nogle timer eller dage frem, så står vi i et andet nu, og situationen er en anden.
Lidt til erfarings-bunken
Jeg siger ikke, det er nemt. Men jeg siger, at en bevidsthed om, hvad det er, vi står i, hjælper. Og så vælger vi naturligvis selv, hvad vi har behov for i forhold til at være bange, kede af det, stærke, handlekraftige…
Men hæv dig lidt op og kig ned på det hele. Der kan man altid starte…
Og ha´ så en tro på, det hele løser sig.
Og bliver præcis som det skal være.
Mens vi med største garanti er erfaringer rigere….
Vil du se, hvad jeg tidligere har skrevet om aktivt at bevæge sig ud af sin komfortzone, kan du finde det HER.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.
