Alt bliver godt. Bare rolig. Vi skal bare liiiige igennem noget kaos. Moder Jord taler til os lige nu, og vi skal lytte. Ellers begynder hun at råbe højere. Sådan er (de fleste) mødre!
Moder jord er en levende organisme. Ligesom du og jeg er det.
Og ligesom vi kan blive trætte, så bliver Moder Jord det også.
Og lige nu gider hun ikke lege med længere…
Moder Jord er en af vor egne
Det fungerer på nøjagtigt samme måde, som når du overbelaster din krop, og den kommer i ubalance og reagerer med skavanker, stress og sygdom.
Måske overhører du i første omgang din krops symptomer. I din travlhed er du ikke opmærksom på, at det suser lidt for ørene, du er lidt øm i lænden, du har lidt kriller i halsen, du er lidt svimmel indimellem…
Du tænker måske heller ikke over, at du går og skærer dig i fingrene, taber ting på gulvet, er uheldig, ikke når bussen, din cykel er punkteret, du får et stenslag i bilruden, er lidt småsløj…
Det er alt sammen universet, der visker til dig! Med en kærlig henstilling til dig om, at du bør geare lidt ned! Du har måske for meget fart på. Lytter ikke nok til dig selv. Gør for meget for alle andre. Overbelaster dig selv.
Moder Jord vil i balance
Og lytter du ikke, må universet råbe højere!
Og lytter du stadig ikke, ja så er det, det kan ende med du rammes af decideret stress, sygdom eller måske en ulykke, der for alvor slår dig hjem, så du simpelthen bliver tvunget til at tage en pause fra det hele.
Livet kommunikerer med os hele tiden. Og lige nu kan du overføre alt ovennævnte på Moder Jord. Lige nu er det hende, der forsøger at råbe os op.
Igen!
For nu er hun seriøst træt!
Vi har simpelthen drevet rovdrift på hende for længe. Vi har ikke forstået, når hun har forsøgt at ringe os op med eksempelvis klimaforandringer. Så nu går hun lidt hårdere til værks.
Nu skal vi opleve global sygdom. Nu må vi simpelthen mærke på egen krop, at der er nogle konsekvenser.
Moder Jord taler med store bogstaver
Og det er godt nok. Nu begynder vi måske endelig at åbne øjnene. At tage ved lære.
Vi skal udvikles, vi skal blive klogere. Det er det, udfordringer skal til for. Og det er det, der sker nu. Vi skal igennem en transformation. Og vi skal nok komme igennem!
Men lytter vi ikke, vil fru Moder Jord tale med endnu større bogstaver næste gang.
Og det har vi ikke brug for, vel…?!
Det er op til os selv!
Faktisk er jeg helt rolig. Med mit spirituelle mindset har jeg fuld tillid. Jeg ved, der er en mening med det her, og at intet er tilfældigt. Igen: Vi skal nok komme igennem. Men vi skal igennem noget kaos, sygdom og økonomisk krise først… Og det er hårdt på alle mulige måder.
Men fat mod. Brug tiden nu hvor du alligevel er blevet slået hjem så at sige. Kig indad.
Det er refleksionernes tid.
Hvordan står det til i dit eget liv?
Er du hvor du skal være?
Er du glad, for det der er?
Skal du måske et nyt sted hen som menneske? Lige som vores klode skal. For vi skal ikke fortsætte som vi hidtil har gjort. Vi skal give vores klode (og os selv) noget kærlighed og lade være at tære på ressourcer, som vi hidtil har gjort!
Love is the answer
Kærlighed er altid svaret. Svaret på alt. Og kærlighed er det modsatte af frygt!
Når vi ved, at loven om tiltrækning arbejder hele tiden, så ved vi også, at frygt skaber mere frygt.
Det, vi i stedet har brug for, er at skabe et stort kollektivt energifelt af glæde, optimisme og kærlighed. Måske er vi ikke der lige nu. Vi har lige et par ting, vi skal have talt igennem først.
Men som jeg har skrevet tusind gange før, så skal vi have fokus på det, vi ønsker os, frem for det vi ikke ønsker os.
Lad os have det rette fokus!
Lige så snart du føler dig klar, så send kærlighed ud. Og håb, glæde, tolerance og medmenneskelighed. Det er det, der bringer os nærmere lyset og vores egen kraft – for lige at blive i det spirituelle hjørne.
Glæd dig…
Tænk på dine dejlige sommerminder. Glæd dig til den gode tid kommer tilbage. For det gør den!
Og alt er præcis, som det skal være lige nu. Vi er i gang med en kæmpe læringsproces. Og som jeg også har nævnt nogle gange før:
Udfordringer skal bydes velkommen med kærlighed og åbne arme. De er kommet for at lære os noget, og det er det, livet går ud på. At vi udvikles!
Luk lyset ind
Og hjemme i vores stuer kan vi sagtens lukke lyset ind. Og solen.
Vi kan sætte musik på, og vi kan danse.
Kæmpe respekt til alle derude, der knokler for, at vi kommer bedst muligt igennem det her.
Kæmpe, kæmpe RESPEKT og TAK!!!
Og lad mig slutte med et citat, den dejlige TV-vært, Puk Elgaard, lagde op på Instagram:
”Kan I huske, da det var sommer, og vi ikke anede, hvad der ventede? På et tidspunkt vender solen tilbage. Både på himlen og i hjertet. Indtil da passer vi på hinanden”.
(Ps. Hvis du kunne have brug for det, ligger min Corona-råd fra i sidste uge HER)
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min udførlige e-bog om at skabe dit drømmeliv med "Loven om tiltrækning" - og lær hvad det skyldes, hvis det IKKE lykkes dig at tiltrække det, du ønsker dig...
Tilmeld dig her - og få samtidig info, når der er nyt i Raskeriet.